Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Da Vincent Hendricks fik sin lyse idé

PROFESSORSERIE - Hvordan beslutter man sig for at vie sit liv til forskning? Vincent Hendricks var mest til cat suits og designerdrugs, før han fandt sine mentorer og blev forført af logikken, fortæller han i første artikel i vores serie om KU's professorer.

Hvis man vil være professor i noget, skal man tænke noget om noget, som andre ikke har tænkt før. Og det skal helst være klogt. Men hvornår beslutter man sig for, at det er professor, man vil være – hvis man får lov – og at man vil bruge livet på at forske?

Der er professorer over alt på Københavns Universitet. Vi har i denne artikelserie håndplukket et udvalg af dem, og bedt dem fortælle os om, da de blev ramt af en lys idé. Og om hvorfor det i øvrigt er relevant for os andre at vide noget som helst om deres forskning.

Vi starter serien med Vincent Fella Hendricks, professor i formel filosofi med speciale i logik på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. Hør ham selv:

DA JEG FIK MIN LYSE IDÉ

Af Vincent F. Hendricks

Som studentikos teenager lånte jeg engang min fars udgave af Copis ikke særlig gode logikklassiker ’Introduction to Symbolic Logic’ og fandt den jævnt hen kedsommelig og uinteressant.

Jeg lånte som endnu mere studentikos gymnasieelev en interesse for Nietzsche hos en klassekammerat og læste ’Således talte Zarathustra’, som jeg ligeledes fandt jævnt hen kedsommelig og uinteressant.

Men hvad jeg hverken fandt kedsommeligt eller uinteressant var at pleje mit eget image som introvert og dybsindig – givet min alder sikkert fordi jeg henholdt mig til en noget stupid hypotese om, at det havde en gunstig indvirkning på min relation til det modsatte køn.

En hypotese, der siden hen viste sig at være både falsificerbar og i vidt omfang også falsk. Så mange hypoteser, så lidt data.

Det første møde med underbestemthedstesen.

Fotomodeller og fællesviden

På trods af disse to stævnemøder med henholdsvis Copi og Nietzsche valgte jeg alligevel umiddelbart – efter mere studentikos overvejelse – at læse filosofi, først i New York og siden hen i København.

LÆS PORTRÆT: Jeg er bare en gadedreng, der er endt på universitetet.

På Columbia University blev det i slutningen af 80’erne ikke til meget filosofilæsning, men til mange full-size cat suits, fotosessions, model parties, designerdrugs og cosmopolitans, Dr. Martens støvler snøret op til knæene, natlige turnéer til udvalgte clubs, hvor man blev anset som vigtig, fordi man kunne signalere, at man var det.

Det på trods af, at jeg vidste, at såvel dørmænd som andre gæster vidste, at jeg boede i en skotøjsæske i Williamsburg, B’lyn, og de vidste, at jeg vidste, at de vidste … og sådan fremdeles for alle etablissementets gæster.

Det første møde med viden og fællesviden.

Det meste filosofi er støj

Forpustet efter et par år i New York vendte jeg tilbage til søvnige Danmark og Københavns Universitet for at læse filosofi for alvor. Spørg mig stadig ikke om hvorfor. Det var valget mellem filosofi og flyveledelse, et valg, der siden hen viste sig at komme ud på ét.

Filosofi for alvor betyder angiveligt, at man over en årrække bliver præsenteret for diverse positioner fra metafysik over sodomi til politisk filosofi i både nutidigt og historisk lys, ingen af hvilke er korrekte.

Et par af dem er interessante, men størstedelen unødvendig intellektuel støj forfattet af marginaliserede personager med empirisk underbestemte hypoteser enten af den art beskrevet ovenfor eller af mere “videnskabelig” karakter.

Det første møde med demarkationsproblemet.

Mødet med logikken

Der var dog et fag, som var uafhængigt af indholdet, og stolt proklamerede, at dets eneste ambition var at afklare forholdet mellem præmisser og konklusion i et givent ræsonnement og gjorde dette systematisk, rekursivt og formelt uden at skele til, hvad argumentet så i øvrigt måtte vedrøre.

Det fag, og det kursus, blev på det tidspunkt undervist af et pragtfuldt levemenneske, københavnerpositivist og hedonist, Gunnar H. Nielsen, der nu sidder som professor i sundhedsvidenskab i Darmstadt.

Efter logikkursets ophør havde jeg fået smag for logik – den eneste grund til at jeg blev på faget Filosofi og ikke blev flyveleder – og konsulterede Gunnar med henblik på, hvad der så skulle ske, hvis man ville vide mere.

Sendt til USA

Gunnar omtalte en vis Stig Andur Pedersen, der var professor i naturvidenskabernes teori på RUC som jeg skulle kontakte. Det var i 1990. Uden Andur, ingen Vincent, for Andur kunne vise mig vejen til den interdisciplinære og virkelighedsnære filosofi med udgangspunkt i formelle, herunder logisk-matematiske metoder.

Efter Andur tog mig i hånden, startede det hårde arbejde med at erhverve sig en tilstrækkelig stor værktøjskasse af formelle redskaber, der kunne bruges til at studere erkendelsesteoretiske problemstillinger, der alle vedrørte, hvad viden er for noget.

LÆS: Vincent Hendricks: ’Information er farlig for demokratiet’.

Det betød blandt andet, at jeg blev sendt 2 år til Carnegie Mellon University i Pittsburgh under professor Kevin T. Kellys fascistoide indlæringsteoretiske regimente og professor Clark Glymours muntre, men tilsvarende ambitiøse ditto for at skrive min ph.d.

Bite the bullet

Formel indlæringsteori er studiet af induktive problemer og deres intrinsiske løsbarhed for både ideelle og beregnbare agenter. Teorien tager afsæt i beregningsteori, hvilket jeg ikke vidste fem flade bønner om, inden jeg ramte CMU.

Hver dag i et helt år stod den på aritmetiske og analytiske hierarkier, kompleksitets-studier, topologi, målteori, smn-teoremer og hvad der ellers skal til for at lege med indlæringsteori.

Det var bare hårdt arbejde, og Kevin forspildte ikke en chance for at fortælle mig, at jeg langt fra var en af de bedst begavede studerende, han havde haft. Det efterlod kun én vej at gå: »Just bite the bullet if you don’t want to pay the piper.«

Konvergent viden

Efter et års tid fandt jeg et erkendelsesteoretisk problem, jeg kunne angribe med indlæringsteori: AGM belief revision studeret ved hjælp at indlæringsteori.

Pyt med detaljerne, men væsentligt er det, at der i afhandlingen lå kimen til det, jeg siden hen har lavet karriere på med Andurs konstante støtte, samarbejde og kærlige udnyttelse af ressourcer:

Nemlig at blande formel indlæringsteori med epistemisk logik med henblik på at studere egenskaberne for konvergent viden. Idéen er her, at viden er karakteriseret ved stabilitet. Når man først ved noget, skifter man ikke umiddelbart, hvis overhovedet, standpunkt igen.

Spørgsmålet er så, hvad det betyder for den logisk-matematiske karakteristik af viden. Det var disse logisk-matematiske studier af viden, der betød, at jeg modtog Videnskabsministeriets EliteForsk-pris i 2008 samt Roskilde Festivalens Eliteforskerpris samme år.

Og hvorfor er Vincent Hendricks’ forskning så relevant for os andre? Læs hans ’Information er farlig for demokratiet’ her.

Følg serien her på siderne. Næste professor med en lys idé er ernæringsforsker Arne Astrup.

Seneste