Det er dybt provokerende og arrogant at reducere forskelsbehandlingen på tandlægestudiet til et spørgsmål om nervøsitet og sårbare studerende

»Det skal helt klart ikke være, som I beskriver det. Det er der ingen, der skal udsættes for.«

Sådan lød det fra lederen af Odontologisk Institut, Anne Havemose-Poulsen, da hun udtalte sig til Uniavisen oven på avisens artikler, hvor en lang række mandlige tandlægestuderende fortæller, at de har oplevet systematisk diskrimination og forskelsbehandling på grund af deres etnicitet.

LÆS OGSÅ: Odontologisk Institut vil undersøge det psykiske studiemiljø efter minoritetsetniske studerendes opråb

Jeg følte en vis optimisme, da jeg læste, at man tog problemet seriøst og nu vil igangsætte en uvildig undersøgelse på instituttet. Men efterhånden som jeg læste videre i artiklen, gik det op for mig, at ønsket om en undersøgelse med stor sandsynlighed mere er spin til pressen end et oprigtigt ønske om at komme til bunds i problemet.

Torsdag deltog jeg i en udsendelse på Radio4 Morgen, hvor Anne Havemose-Poulsen også var med. Efter udsendelsen var jeg efterladt med en følelse af skuffelse over den ligegyldighed, Anne Havemose efter min vurdering betragter situationen med, når hun igen og igen undgår at kalde sagen for, hvad den egentlig er: systematisk forskelsbehandling.

Hun blev ved med at omtale forskelsbehandlingen som ’studerende i pressede situationer’ og understregede igen og igen, at underviserne gør alt for at give den bedste undervisning til alle. Bekvemt nok uden at tage stilling til det egentlige spørgsmål i sagen: Det systematiske og strukturelle problem med diskrimination af etniske minoriteter, de mange vidnesbyrd fra studerende tydeligt viser.

LÆS OGSÅ: »I den ideelle verden starter vi alle på 0, når vi træder ind på et nyt semester og kan arbejde os op til 10. Men jeg føler, at vi begynder på minus 5«

Tvivlen kommer underviserne til gode

Sammen med hendes udtalelser til Uniavisen mener jeg, at der tegner sig klart et billede af en leder, der bliver ved med at prøve at undgå at tage problemet for, hvad det er og som bliver ved med at feje det væk.

Dette er foreneligt med, hvad de studerende har beskrevet, og det forklarer nok også også den manglende handling fra ledelsens side for at komme problemet til livs. De studerende har følt sig udsat, hver gang de har været nødsaget til at klage til ledelsen, fordi de altid er blevet mødt med forudindtagethed og med et mantra der lyder »tvivlen skal altid komme underviseren til gode«.

Først og fremmest er jeg forarget over, at Anne Havemose-Poulsen giver udtryk for, at hun ikke kan genkende de historier, der bliver fortalt. Ud fra de mange vidnesbyrd, Uniavisen har bragt samt den seneste Studiemiljøundersøgelse, hvor hver tredje af de kandidatstuderendes besvarelser fortæller om en oplevelse af diskrimination, finder jeg det virkelig usandsynligt, at man er overrasket.

LÆS OGSÅ: Medlem af Akademisk Råd: »Først tænkte jeg, at det ikke kan passe, at der skulle være tale om diskrimination. Men jeg er blevet klogere«

Dette er enten tegn på, at man ikke arbejder godt nok for løbende at vurdere studiemiljøet – eller endnu værre: At man bevidst har vendt det blinde øje til de klager og forsøg på dialog, der har været hen over årene.

Jeg kender ikke svaret, men det er tydeligt, at ledelsen ikke har taget en af deres kerneopgaver seriøst og har sovet i timen. Efter artiklerne er blevet offentliggjort, er det strømmet ind med vidnesbyrd fra nuværende og tidligere studerende med minoritetsetnisk baggrund, der alle genkender oplevelsen af at blive forskelsbehandlet.

De vidnesbyrd, der bliver ved med at komme frem, strækker sig ud over adskillige årgange – ja nærmest årtier – og nogle af sagerne har endda været prøvet hos dekanatet. Det er mig en gåde, at man ikke har set et mønster og reageret på det.

En dårlig undskyldning

Det er Anne Havemose-Poulsens teori, at en del af de minoritetsetniske studerendes ubehagelige oplevelser kan forklares med mangelfuld kommunikation.

»Vi bliver nødt til at kigge lidt mere indgående på, hvor det er, problemet opstår. Er det på grund af manglende information? Mangler der fokus på kravene for, at man kan få en kursusattest? De ting, troede vi, vi havde tydeliggjort over for de studerende, men kritikken antyder, at vi skal blive bedre på det punkt,« siger hun blandt andet til Uniavisen.

For mig at se er den udlægning blot en dårlig undskyldning for, at man har ageret passiv over for alt det, der i årevis har ulmet på instituttet. Det samme er Anne Havemose-Poulsens teori om, at de minoritetsetniske studerendes oplevelser må være udtryk for nervøsitet.  Hun nævner både i radioudsendelsen og i Uniavisen, at de ubehagelige oplevelser af forskelsbehandling i klinikken formentlig skyldes, at det generelt kan være grænseoverskridende at have en underviser så tæt på, som man har på klinikkurserne.

Det kan medføre nervøsitet, når de studerende er sårbare og pressede, argumenterer hun. Selvfølgelig kan studerende opleve nervøsitet, når de skal præstere, men jeg synes, det er dybt provokerende og arrogant at reducere forskelsbehandlingen til at være et spørgsmål om nervøsitet og sårbare studerende. For de vidnesbyrd, der er kommet frem, handler ikke om studerende, der har følt nervøsitet.

Det handler om en række studerende på tværs af semestre, der er blevet råbt ad, talt nedladende til og som har oplevet at dumpe på et ikkefagligt grundlag. Det handler om studerende, der tilmed har haft følelsen af at løbe panden mod en mur, hver gang de har klaget over den herskende atmosfære og det, flere betegner som »et giftigt miljø«.

Kig indad

Som jeg ser det, kræver det en målrettet indsats fra flere forskellige niveauer at skabe de nødvendige forandringer på Odontologisk Institut. Derfor opfordrer jeg Anne Havemose-Poulsen til at kigge indad. Det her er ikke blot en kommunikationsopgave, det er en granskningsopgave.

Og det kræver langt mere end at tage kritikken til sig som en fejlslagen kommunikationsstrategi over for de studerende. For problemet er langt alvorligere: Det handler om fejlslagen ledelse.

Den undersøgelse, Anne Havemose-Poulsen vil igangsætte, skal handle om psykisk arbejdsmiljø, siger hun. Men jeg synes, det er for nemt og ikke-udtømmende at kategorisere problemerne som en psykisk arbejdsmiljøsag. Dette er en disciplinær-, diskriminations- og resursemæssig sag, der kræver opmærksomhed fra den øverste ledelse på KU.

At komme til bunds i den kræver en grundig granskning af alt fra ledelsen til undervisningen ved klinikstolen, da problemet har så dybe rødder, at vi ikke må nøjes med at komme med lappeløsninger. Der skal mere fundamentale ændringer til.

LÆS OGSÅ: Prodekan på SUND: Undersøgelse på tandlægestudiet skal skabe et trygt og inkluderende miljø for alle