Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Det har dine medstuderende fikset for dig i studienævnet

Studenterpolitik — Hvad laver de så, de studerende i studienævnene? En har sørget for, at hans medstuderende kan holde juleferie, og en anden har sat miljø og bæredygtighed på skemaet. Vi har talt med fire, der har repræsenteret deres medstuderende i et studienævn.

Universitetsvalget på Københavns Universitet er lige rundt om hjørnet, og det betyder, at studerende skal beslutte, hvem de vil have som repræsentant i institutternes studienævn. Her sidder studerende fra hvert fag, sammen med repræsentanter for det videnskabelige personale, og tager beslutninger om deres uddannelser.

»Studienævnet er nok det vigtigste organ for studerende at sidde i. Det er der, vi har indflydelse på vores egen uddannelse,« siger fysikstuderende Mikkel Rasmus Schmidt, der har siddet i Studienævnet for Fysik, Kemi og Nanoscience.

LÆS MERE: Det skal du vide om studienævnene

Studienævnene behandler en masse ansøgninger om merit (det, du vil have ECTS for) og dispensationer (det er dine medstuderende i studienævnet, som skal beslutte, om du skal have lov til at forsøge at bestå en eksamen for fjerde gang), og så sidder studienævnsmedlemmerne også med andre vigtige sager.

Vi har fået ændret studiets navn fra De Fysiske Fag til Fysik

Mikkel Rasmus Schmidt, tidligere studienævnsrepræsentant

Som studenterrepræsentant har Mikkel Rasmus Schmidt haft indflydelse på selve sin uddannelsens studieordning:

»På overbygningen har vi fået oprettet en ny specialisering – fysik er et bredt fag, så vi har fået oprettet ’Computational physics’,« siger han.

Computational physics er en specialisering på kandidatuddannelsen i de fysiske fag, der skal bygge bro mellem teoretisk og eksperimentel videnskab. Behandling af big data er en del af emnet.

Og så har Mikkel Rasmus Schmidt været med til at få ændret navnet på sin egen uddannelse fra De Fysiske Fag til det mere nærliggende Fysik.

»Vi har fået ændret studiets navn fra De Fysiske Fag til Fysik – det andet er et levn fra fortiden, hvor der var flere uddannelser inden for fysik,« siger han.

»Det er et mere korrekt navn for studiet. Det andet lyder hurtigt, som om det har noget at gøre med idræt. Det handler også om ens egen identitet ved at læse fysik.«

Nu kan musikstuderende holde jul

Kim Høg, der læser musikvidenskab, har siddet i Studienævnet for Institut for Kunst og Kulturvidenskab i cirka et år. Her har Kim Høg sikret, at studerende på Musikvidenskab på tredje semester af bacheloruddannelsen kan holde jul og nytår med god samvittighed.

»Vi havde en eksamen, der gik lige hen over jul og nytår. Det betød, at folk ikke havde ikke overskud til at holde jul med deres familier,« siger Kim Høg.

Efter behandling i studienævnet blev eksamen rykket til at ligge før jul. I år skal de studerende aflevere deres eksamensopgave den 20. december.

Før fik nogen en hel weekend til deres eksamen, mens andre ikke gjorde, så de studerende blev ikke bedømt på samme grundlag
Kim Høg, tidligere studienævnsrepræsentant

Derudover har Kim fået stemt igennem, at studerende, der skal til 24 timers-eksamen i korledelse får udleveret eksamensopgaven samme dag. Inden da trak nogle studerende deres eksamen om fredagen, mens andre trak om mandagen.

»Før fik nogen en hel weekend til deres eksamen, mens andre ikke gjorde, så de studerende blev ikke bedømt på samme grundlag,« siger han.

Miljø og bæredygtighed er sat på skemaet

Line Stenmann Kantsø og Mette Møller Grout har begge siddet i Studienævnet for Folkesundhed og Global Health i en årrække. Her har de netop været med til at lave et katalog, der skal give studerende inspiration og gode råd til deres praktikforløb.

Vi har fået indført, at der kommer mere om klima og bæredygtighed i vores obligatoriske kurser

Line Stenmann Kantsø, tidligere studienævnsrepræsentant

»Vi har arbejdet for at gøre introduktionen til de praktikforløb, vi kan vælge at tage, mere håndgribelig. Derfor har vi haft en arbejdsgruppe, der har lavet et praktikkatalog, som nu ligger på KUnet,« siger Mette Møller Grout, der selv overvejer praktik og mener, at kataloget gør det nemmere for hende at finde rundt i praktikjunglen.

»Jeg har selv siddet i en situation, hvor man ikke aner, hvor man skal starte. Hvis jeg havde haft praktikkataloget, havde det givet mig alverden,« siger hendes medstuderende Line Stenmann Kantsø.

Begge har arbejdet med de nye studieordninger, som træder i kraft på Folkesundhedsvidenskab sommeren 2020. De har kæmpet for et grønnere fokus i deres uddannelse:

»Vi får ny en studieordning til sommer, og den har vi haft meget indflydelse på. Vi har fået indført, at der kommer mere om klima og bæredygtighed i vores obligatoriske kurser,« siger Line Stenmann Kantsø. »Faktisk får vi et fag, der hedder Miljø og Bæredygtighed.«

Tvang underviser til ikke at aflyse kursus

I studienævnene sidder et lige antal studerende og forskere, og studenterrepræsentanterne kan derfor ikke på egen hånd stemme deres mærkesager igennem.

Univalg 2019

Den 25.-29. november kan du stemme til universitetsvalget på Københavns Universitet.

Uniavisen guider dig til at finde hoved og hale i valget. Læs mere om valget, rådene og nævnene på vores valgside.

Line Stenmann Kantsø og Mette Møller Grout husker dog en situation, hvor vigtigheden af at have studerende med i Studienævnet blev tydelig: En underviser ville aflyse sit sommerkursus, som mange studerende havde meldt sig, fordi personen ikke kunne overskue at holde det alligevel. Det mente de to studienævnsrepræsentanter ikke var optimalt, og underviseren endte med at afholde kurset.

»Vi var stålsatte – de studerende havde planlagt resten af deres studie ud fra, at skulle have det sommerkursus. Det tror jeg kun gik igennem, fordi der sad studerende med til mødet,« siger Line Stenmann Kantsø.

Seneste