Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Facebook-siderne du skal følge

Fomo — Facebook er vejen frem, hvis du vil følge med i, hvad der foregår på studiet. Der er både de store, kendte grupper og sider, som går på tværs af studierne. Og så er der små nichegrupper med hardcore faglige arrangementer. Her får du et overblik.

Denne artikel blev udgivet 8. august 2016. Vi har opdateret den 31. juli 2018. 

Som studerende på Københavns Universitet er der en lang række Facebooksider, som kan være smarte at følge med på, hvis man gerne vil have styr på hvad der sker rundt omkring på universitetet. Der er både de helt store Facebooksider, som er relevante for alle studerende og de små interne nichegrupper, der kun tæller en håndfuld mennesker. Vi har været Facebook rundt og giver nogle bud på, hvordan du holder dig opdateret.

Du kan starte med at trykke ‘like’ ved KU´s officielle Facebookside. Siden har over 54.000 ‘likes’ og opdaterer løbende om banebrydende forskning eller store begivenheder på KU.

Nu kan du langsomt snævre det ind. Først er der de store campus-grupper, såsom KUA, Nørre Campus og Frederiksberg Campus, hvor man kan spørge de andre studerende om bogkøb i Academic Books, tværfaglige foreninger og det der med at finde rundt på Campus. City Campus har ikke en tilsvarende gruppe – men hører du til på Center for Sundhed og Samfund (CSS), som udgør den største del af det centrale campus, kan du roligt følge Sociale arrangementer på CSS .

Derudover har flere fakulteter deres egne sider på Facebook, hvor du kan følge med i de mere officielle udmeldinger fra netop dit fakultet. Her er for eksempel siderne for Det Juridiske og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

Nu er vi nået til din faggruppe – om det er Antropologi, Matematik eller Musikvidenskab, så er der en gruppe for dit studie. Find den og meld dig ind! På faggrupperne foregår der meget på daglig basis, og det er her, du kan finde ud af, hvem der mangler en studentermedhjælper på deres arbejde, hvilke af de søde tutorer, der tager til fredagsbar, og om der er romkugler i kantinen i dag. Det er også her alle studenterforeninger poster deres arrangementer i håbet om, at nogen dukker op til dem.

Nogle fag har valgt at have en separat gruppe til køb og salg af studiebøger, for eksempel Psykologi, Statskundskab og Jura. Der kan være mange penge at spare ved at købe brugte bøger af de andre studerende – prismæssigt ligger de fleste af bøgerne til halv pris af Academic Books eller Saxo. Udover bogsalgsgrupperne er der mange andre grupper, som er specifikke for lige præcis din uddannelse.

Hvis du finder din stamholds-gruppe, din årgangs- eller semestergruppe og din faggruppe, burde du kunne finde alle de relevante oplysninger, du skal bruge for at komme godt fra start.

Hver uddannelse har mange foreninger internt på studiet (som også har sider og grupper på facebook med begivenheder om f.eks. introarrangementer og foredrag), men hvis du finder din stamholds-gruppe, din årgangs- eller semestergruppe og din faggruppe, burde du kunne finde alle de relevante oplysninger, du skal bruge for at komme godt fra start.

… Og så er der alle de andre Facebookgrupper. Der er de kulturelle, de sociale, de tværfaglige, de studenterpolitiske og mange flere. Vi har forsøgt at finde frem til nogle af dem, men vi har garanteret glemt nogle, og dem må I meget gerne dele med os i kommentarerne!

De festlige

Intet universitet uden fest. Hvert campus på KU har én eller flere studentercaféer eller fredagsbarer, hvor du kan ramme floor, når ugens undervisning er overstået. Heldigvis har vi skrevet en guide til 16 af de største barer, så du ved, hvor du skal gå hen, når weekenden trænger sig på. Det kunne f.eks. være det berygtede A-vej på Frederiksberg Campus, naturvidenskabernes Caféen? på Nørre Campus eller til 69-timers bar hos Studenterklubben på Panum. I hverdagene transformerer festlokalerne sig ofte til hyggelige caféer, hvor du kan byde resten af læsegruppen på kaffe og halvtørre snøfler. Nordisk Kaffebar på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab og Café Kommunen på CSS er altid garant for et billigt koffeinfix. Flere studier har også deres egne caféer såsom psykologernes Dræberkaninen og statskundskabernes Jacques Delors, hvor du kan få hjemmebagt kage eller guldøl ad libitum.

Årets største fest finder du i Universitetsparken. Det er KU’s Forårsfestival, som samler studerende og ansatte (sådan omkring en 15.000-20.000 af dem) til en sædvanligvis fantastisk endagesfestival. Følg deres fb-side og få mere at vide om næste års festival, som løber af stablen engang i maj.

De særligt hyggelige

En række mødesteder samler KU-studerende på tværs af studier. Øverst på listen finder du Studenterhuset, hvor folk mødes i læsegrupper, til en kop kaffe med vennerne, til debatarrangementer, koncerter og meget meget andet. En eller flere gange i måneden huser Studenterhuset også deres Arts & Crafts Club. Studenterhuset er mødestedet for de mange internationale studerende på KU, og du kan også finde læse- og studiepladser på første sal. Alle KU-studerende er automatisk medlem. Du skal bare vise dit nyerhvervede studiekort, og så får du altid rabat.

Hvis du holder dig ajour på Facebook, kan du også sagtens få udløb for din kreative energi. KU huser nemlig både radiostation, kunstgalleri og skriveværksted. I Studenternes Galleri finder du både pop-up events og ferniseringer, hvor studerende har beriget universitetets hvide (eller gullige) vægge med deres værker. Du kan også få lov til at grave dit ikke-akademiske sprog frem hos Creative Writing KUA, der afholder skriveworkshops for KU-studerende. Sidst men ikke mindst er der selvfølgelig Uniradioen, som bliver drevet af frivillige studerende og både sender live og udgiver podcasts om alt fra elektroniske musiknyheder til drømmetydning.

Dem på tværs

Føler du dig mest hjemme i det fri, kan du følge med i Universitetsfodbold, der er KU’s største fodboldturnering. Turneringen afholdes i den skønne tid, hvor vinter bliver til forår og der loves, at både græsset og øllen er grøn. Har du derimod grønne fingre, kan du hænge ud i Oasen, som er et uderum for KU-studerende med grønne idéer og mod på bæredygtige løsninger. I samme boldgade finder du Den Grønne Studenterbevægelse, som afholder klimavenlige workshops og forsøger at få klima på dagsordenen.

Der er heldigivs masser af SU-venlige kulturtilbud i København, hvis dit budget ikke rækker til meget mere end havregryn og flaskeøl. Du kan blandt andet deltage i debatter om den moderne kristendom og komme i kontakt med KU´s studenterpræster hos Studentermenigheden SMiK eller tage til foredrag med prominente oplægsholdere sammen med Studenterforeningen. Det Kongelige Bibliotek lokker også med eksklusive og gratis kulturtilbud i deres kulturnetværk for studerende Students Only. Følger du med på deres facebookside kan du komme til gratis eller meget billige koncerter og oplæg med kendte meningsdannere og forfattere.

De hardcore faglige

De faglige foreninger pibler frem på alle studier og beskæftiger sig med alt fra debatter om Donald Trump til sorte huller. Ofte kan du finde frem til dem på de enkelte faggruppper på Facebook. På Statskundskab debatterer eksperter og politikere international politik i foreningen International Debat. Samme sted arrangerer Stats-lit foredrag med blandt andet politikere om, hvordan skønlitteratur kan give dig erfaringer og nye oplevelser, som du kan bruge i dit professionelle liv. Politik er også i centrum hos KUMUN, hvor du kan lege FN og beskæftige dig med aktuelle globale begivenheder, internationale forbindelser og diplomati.

På facebooksiden for Koordinationen for Kønsforskning kan du følge med i den nyeste forskning indenfor betydningen af køn og ligestilling. Organisationen har nemlig til formål er at styrke kønsforskning som uddannelses- og forskningsdisciplin og at skabe synergi mellem forskere på KU og rundt i Danmark. Interesserer du dig mere for det galaktiske, skal du tjekke Dark Cosmology Centre ud. På deres facebookside kan du finde ud af, hvad der sker inden for forskning og uddannelse omkring det fjerne univers: supernovaer, sorte huler, mørkt stof, mørk energi og kosmisk støv.

De uddannelsespolitiske

Studerende på tværs af KU kæmper hårdt for at sætte netop deres aftryk på universitetet. En række organisationer stiller op til de årlige valg til blandt andet Institut- og Studienævn, når de altså ikke debatterer lystent om uddannelsespolitiske spørgsmål og problematikker. Studenterrådet ved KU er universitetets fælles studenterorganisation, der samler alle studerende på tværs af fag og politisk overbevisning. De er også medlem af Danske Studerendes Fællesråd, hvor du løbende kan blive opdateret på uddannelsespolitik i den offentlige debat.

Der diskuteres også studenterpolitik på tværs af den politiske skala. Konservative Studerende på KU er – sjovt nok – den borgerlige studenterorganisation på KU, mens Frit Forum repræsenterer det politiske centrum-venstre. Endnu længere mod venstre finder du Et Andet Universitet, der gerne vil udfordre den dominerende måde at tænke og tale om universitetet på. De holder seminarer, som undersøger hvad (ud)dannelse er, taler mod kvantificering af viden og søger et autonomt universitet.

Studentermagasinerne

Skrivelystne studerende kan få udløb for deres tanker om studiet og interviewe forskere på diverse studentermagasiner. Det gør de særligt på det humanistiske og samfundsvidenskabelige fakultet. Du kan følge med i kulturdebatten på på Kunst- og Kulturvidenskabs tværfaglige tidsskrift mosaikk eller i nordisk litteratur på Tidskriftet Reception. Du kan også blive klogere på filosofiverdenen på de filosofistuderendes TANKEN eller dykke ned i historiske analyser i tidskriftet Passé.

På CSS bliver der også skrevet lystigt om rusture og samfundsvidenskabelig forskning. MED ANDRE ORD er institutbladet på Statskundskab. Psykologistuderende skriver om freudianske fælder i danmarks ældste studiemagasin Indput. Og på Antropologi har man Tidskriftet for Antropologi, som udkommer to gange årligt med et temanummer og henvender sig til både forskere, studerende og fagfolk på antropologi.

Sidste år lancerede studerende på Jura det videnskabelige tidsskrift Retskraft. Du kan læse mere om tankerne bag tidsskriftet her.

Den til dig med udrejselængsel


Her kan alle KU-studerende få inspiration til studieophold i udlandet. Siden administreres af International Uddannelse & SU på KU.

Nå, jo, og så er der da lige…

Absolut ikke uvildige kilder (hint: os selv) synes, at det er et herligt sted at få alle sine KU-relaterede nyheder fra. Vi deler egne og andres historier og spørger dig om ting og sager. Håber vi ses.

Er der facebooksider, vi mangler, så skriv dem endelig i kommentarfeltet eller send en mail til uni-avis@adm.ku.dk

Seneste