Farvel, Ralf

Alle der har været aktive i Studenterrådet og til møde med Ralf Hemmingsen, ved, at man skal lægge mærke til detaljen. Han taler et i forvejen lidt lavt, kringlet og indforstået sprog og er vel nærmest en mester i skjulte hentydninger eller bevidste underdrivelser.

Og når han så endelig bruger eksempler, så ved man, at ingen detaljer er tilfældige, og at Ralf nærmest inviterer til, at man træder ind i billedsproget for at tappe det for informationer. Som en bouillonterning der med sin smag når ud over sin egen lille størrelse, kan korte samtaler med Ralf rumme tonsvis af vigtig viden.

Da jeg var formand for Studenterrådet, aftalte vi ofte på forhånd hvem der havde ’nedskrivningsvagten’ eller slet og ret ’Ralf-vagten’, når vi tog til møder med rektoratet. Alt skulle transskriberes ordret. Kun sådan kunne vi være sikre på, at vi fik det hele med. Og jo flere gange man mødte ham, jo mere kunne man tyde og få med hjem.

Som en bouillonterning der med sin smag når ud over sin egen lille størrelse, kan korte samtaler med Ralf rumme tonsvis af vigtig viden

De fleste vil nok kunne genkende noget lignende fra de årlige festtaler, hvor der siges ufattelig meget med få midler eller med et billede, som kræver meget af lytteren. Midt i de store sværdslag om dimensioneringsplanen med daværende minister Sofie Carsten Nielsen nævnte Ralf ikke konflikten med et ord, men beskrev hvordan Hitler og Stalin gik i samme østrigske park.

Da den nye regering brød med års opadgående investeringer i uddannelse og forskning for to år siden, nævnte Ralf den franske børnebog om Den Lille Prins, som mødte planeter fuld af voksne, der kun går op i tid og tal og glemmer dannelsen og den menneskelige faktor. Præcis den slags diskret kritik har Ralf altid været leveringsdygtig i.

Universitetssamfundet og de 9.000 demonstranter

Det er måske ikke top of mind for studerende i dag, men før Ralf blev ansat som rektor, var universitetet stadig udpræget demokratisk på alle leder og kanter. Et minisamfund, hvor de studerende udgjorde den ene halvdel af fællesskabet, medarbejderne den anden.

Vi har altid kunnet mærke, at Ralf er formet af den arv: At universitetets indbyggere er hjørnesten i at skabe udvikling, ejerskab og fede projekter på KU. Han ved, at det er i universitetets interesse, at de studerende organiserer sig og engagerer sig i deres fag – også uden for undervisningen. Han skal bruge nogen at forhandle med og nogen at kæmpe sammen med, når skiftende politiske flertal vil detailstyre eller skære ned på kloge hoveder.

Jeg håber, at alle KU’s rektorer fremover vil videreføre et universitet med samme ånd og vidde

Kun enkelte gange i sine 11 år som rektor har Ralf mødt studentermassens samlede frustrationer og vrede. I efteråret 2013 stod 9.000 studerende foran hans kontor på Frue Plads. De havde blokeret deres uddannelsessteder om morgenen og var marcheret fra KUA og Panum, fordi universitetet havde lagt ekstra fremdriftstiltag oveni fremdriftsreformen. Der havde været radiotavshed mellem de studerende og ledelsen, og det blev den største protest i nyere KU-historie.

Hvad gjorde Ralf? Han endte med at trække alle KU’s ekstratiltag aftenen forinden, han tog imod demonstranterne med kaffe og wienerbrød og kom ud og støttede vores sag imod fremdriftsreformen og Morten Østergaard, som var minister dengang.

Udfaldet blev en Ralf Classic: Det endte med et stort fremdriftsforlig og nedsættelsen af et (12-mands)udvalg, hvor studerende og ledelse ad to omgange satte sig omkring et mødebord og forhandlede sig til rette på regler og indsatser, som begge parter kunne leve med. På alle andre universiteter udsendte ledelsen blot en studiebesked. Præcis den anerkendelse af de studerendes bidrag har vi altid virkelig værdsat ved Ralfs ledelse.

Jeg håber, at alle KU’s rektorer fremover vil videreføre et universitet med samme ånd og vidde, og at de samtidig kan se, at en engageret studenterbefolkning er deres bedste allierede i det arbejde.