Forhenværende redaktør på Uniavisen: Universitets-demokratiet var helt langhåret

På en hed sommerdag i 1988 står 29-årige Henrik Egede i sit køkken på Frederiksberg. Fedtet ind i sved og murerstøv er han sammen med sin svigerfar i gang med endnu en dag i renoveringen af køkkenet i den lejlighed, der snart skal rumme ham, hans hustru, deres toårige søn og den lille baby, der er på vej, da fastnettelefonen ringer.

Det er prorektor for Københavns Universitet Leif Christensen, der vil høre, om Henrik Egede er frisk på at komme ind til en samtale om stillingen som redaktør for Universitetsavisen. Gerne inden for de næste par timer.

»Jeg havde glemt alt om den stilling. Så jeg måtte lige hen for at finde udklippet med stillingsopslaget for at huske, hvad det var, jeg havde søgt,« siger Henrik Egede.

Han tog en hurtig skyller og sprang på cyklen, og en jobsamtale og en sommerferie senere satte han sig den 1. august 1988 bag skrivebordet som redaktør for Københavns Universitets uafhængige avis.

»Jeg var utrolig glad. Men også meget overrasket,« siger Henrik Egede.

LÆS OGSÅ: I 50 år har KU flashet både strandmuskler og bingovinger i al offentlighed

Reklamer og nyt layout

Som nyuddannet i kommunikation og sprog fra Roskilde Universitet (RUC) og med de fattige firseres høje arbejdsløshed havde han absolut ikke gjort sig nogen forhåbninger om at få fast arbejde foreløbig. Så han renoverede lejlighed og havde stykket et arbejdsliv sammen som freelancejournalist og deltidslærer på RUC.

Lige indtil han så pludselig sad og var ansvarshavende redaktør på Universitetsavisen, som Uniavisen hed dengang. Med to ansatte, budget, et redaktionelt ansvar, og en avis, der hver 14. dag først skulle fyldes ud og efterfølgende trykkes i 34.000 eksemplarer og sendes med post hjem til alle ansatte og studerende

»Det var simpelthen årets nyhed i vennekredsen det år. At nogen overhovedet havde fået et job. Og så endda det her,« siger Henrik Egede.

Han havde måske heller ikke helt begreb om, hvad der ventede på redaktionens kontor i Fiolstræde, da han i den første avis efter sin tiltrædelse proklamerede, at han ingen planer havde om at »ændre radikalt på vægtningen af stoffet i bladet« eller »blande cocktailen anderledes« end hans forgænger, Gitte Meyer. Han turde i hvert fald ikke andet end at love læserne, at de nok skulle få, hvad de plejede.

»Men ikke ret mange uger inde i arbejdet gik det op for mig, at jeg faktisk havde lyst til at lave det hele om,« siger den i dag 64-årige Henrik Egede med et lille smil.

Først og fremmest ville han have luget ud i spalternes tekstmassiver.

»Universitetet er jo ikke et sted, hvor man sparer på ordene. Og det var bladet så afgjort heller ikke,« siger Henrik Egede.

»Det var bestemt blevet skåret i tekstmængden gennem årene, men det kunne blive meget bedre.«

Trods trangen til fornyelse nøjedes Henrik Egede dog med at ændre avisens identitet skridt for skridt. Men han lovede sig selv, at han ikke ville forlade avisen, før han var i mål med sine forandringer.

Til en start fik han flere freelanceskribenter til at bidrage til avisen for at få friske øjne på det ellers lidt støvede universitetsstof. Sammen med de to journalister på avisen, Lene Stærbo og Asger Røjle Christensen, ændrede han layoutet, kom farver i avisen, forbedrede papirets kvalitet og satte som mål, at en god del af avisens historier om halvfemsernes hotteste uddannelsesdebatter skulle vokse ud af universitetets lille boble og blive til historier i de store dagblade som Politiken eller Berlingske.

Det kunne for eksempel være spørgsmålet om, hvor meget man egentlig skulle holde øje med, hvad forskerne lavede, eller hvor længe man som studerende kunne blive hængende på universitetet. Og heldigvis for avisens rimelig smalle økonomi godtog Bladudvalget (avisens bestyrelse, der udgøres af ansatte og studerende) i 1990 også idéen om at få annoncer i avisen.

»Vi måtte vist ikke bringe alkoholreklamer, reklamer for kondomer og den slags. Men ellers var der grønt lys,« siger Henrik Egede. På den måde fik avisen, der var finansieret af universitetets midler, en reel indtægt, så der faktisk var råd til den nye redaktørs fikse idéer.

LÆS OGSÅ: Uniavisens første redaktion var en enmandshær med en kvinde i front

Forelsket i KU

Når det kom stærkt bag på Henrik Egede, at Københavns Universitet valgte ham som ny redaktør, skyldtes det blandt andet hans uddannelse fra den mere alternative og dengang relativt nye konkurrent til Københavns Universitet langt ude på Marbjerg Mark: Roskilde Universitet.

»Jeg havde aldrig troet, at det fine, gamle, traditionsbundne universitet ville ansætte en RUC’er. Men det passede mig rigtig godt, for jeg har nok altid haft et kærlighedsforhold til Københavns Universitet,« fortæller Henrik Egede.

»Mit forhold til RUC var mere …«.

»Fornuftsbaseret,« siger han.

Ti år forinden var Henrik Egede begyndt at læse historie på Københavns Universitet, men frygten for arbejdsløshed fik ham til at genoverveje sit valg, og han skiftede derfor til kommunikation på RUC. Dog uden at slippe Københavns Universitet helt.

»På RUC savnede jeg især i de afsluttende år inspirerende undervisning,« siger Henrik Egede.

»Så jeg stemte med fødderne og gik til forelæsninger på blandt andet dansk- og historiefagene på Københavns Universitet i stedet. Og så tog jeg mine eksaminer på RUC«.

»Den var nok ikke gået i dag, men det slap jeg fint afsted med dengang.«

Spøgelsesstuderende og nulforskere

I sin første tid på Københavns Universitet oplevede Henrik Egede, at universitetet ofte følte sig truffet i politiske sammenhænge. Men meget ændrede sig i begyndelsen af halvfemserne.

»For mig at se var det i de år, det nuværende universitet blev født. Universitetet skiftede ansigt. Man gik fra at føle sig som et offer for alt udefrakommende til at være en mere konstruktivt deltagende aktør i samfundet,« siger han.

I Henrik Egedes første år på Uniavisen oplevede han, at beslutningsprocesserne var lange og tunge, og at de fleste input og krav fra den daværende undervisningsminister Bertel Haarder og Direktoratet for de Videregående Uddannelser (DVU) blev set som trusler og angreb på universitetets frihed.

Men i løbet af få år voksede en bevidsthed frem om, at pengene ikke voksede ind i himlen og om, at skatteyderne, der var med til at finansiere universitetet, havde ret til at vide, hvad pengene gik til. Det betød blandt andet, at man begyndte at åbne for, at universitetets forskningsprojekter kunne finansieres udefra.

I 1989 besluttede undervisningsminister Bertel Haarder, at universitetsuddannelserne skulle splittes op, som man gjorde det i mange andre lande, og der blev indført bachelor- og kandidatgrad, som vi kender det i dag. Ikke ligefrem en beslutning, der faldt i god jord på universitetets ledelsesgange, husker Henrik Egede.

Som følge af flere politiske reformer blev der også sat ind mod universitetets mange passive studerende.

»Universitetet har 26.082 studerende – men hver femte er et spøgelse,« skrev Henrik Egede i avisen i maj 1991. På det tidspunkt havde hver tredje studerende på Det Humanistiske Fakultet enten aldrig været til en eksamen eller var stoppet helt med at gå til eksamen. Men ingen blev smidt ud, medmindre de gjorde sig »skyldige i grove forseelser – snyd ved eksamen eller andre forbrydelser.«

Også universitetets ansatte skulle nu holdes i kortere snor.

»Jeg kan huske, hvordan rektor Ove Nathan blev frygteligt upopulær, da han sendte et brev ud om, at man ville begynde at registrere universitetets forskere og deres arbejde for at undgå såkaldte nulforskere,« fortæller Henrik Egede.

Mødet med resten af verden

Udviklingen mod et universitet, der var mere åbent over for det øvrige samfund og over for erhvervslivet passede rigtig godt til Henrik Egedes temperament. Men som redaktør bøvlede han stadig med de lidt langhårede akademikere.

Jeg synes, brokkekulturen fyldte meget i avisen

Henrik Egede

»Jeg synes, brokkekulturen fyldte meget i avisen,« siger Henrik Egede.

Når Konsistorium, der indtil 2004 var det øverste ledelsesorgan på Københavns Universitet, holdt møder, skulle referaterne bringes i Universitetsavisen. I fuld længde. Stod det til Henrik Egede havde mediet hellere lavet interview og bragt fyndige læserbreve om, hvad end der nu engang var til debat.

»Men det var svært at rokke ved. Det var det helt langhårede universitetsdemokrati, og der var virkelig nogen – ingen nævnt, ingen glemt – der meget gerne ytrede sig. Og ytrede sig langt,« siger Henrik Egede med et lille grin.

I starthalvfemserne åbnede universitetet sig også i højere grad mod resten af verden, fortæller han. Da han selv som RUC-studerende i firserne trængte til at se nye horisonter, rejste han et semester til Sevilla i Spanien og traskede bare ind til de litterære forelæsninger på det lokale universitet. På den måde fik han trænet sit skolespansk, og efter nogle måneder under varmere himmelstrøg tog han toget hjem og gik til eksaminer på RUC.

Men i 1987 etablerede EU Erasmusprogrammet, der satte ture som Henrik Egedes afstikker til Sevilla i system, og som siden har gjort det muligt – og en hel del nemmere – for danske universitetsstuderende at komme på udveksling i resten af verden. Udviklingen sendte i december 1990 Henrik Egede til Accra i Ghana for at besøge samarbejdsuniversitetet University of Ghana for at rapportere hjem om, hvordan et forskningsprojekt nu var blevet til et center, hvor »moderne computergrej til digital analyse af satellitfotos« skulle skabe bedre muligheder for Ghanas trængte landbrug, blandt andet ved at forudsige tørkeperioder og miljøkatastrofer.

LÆS OGSÅ: Gitte Meyer væltede gravid ind på Uniavisen med røg og kritik

En definerende sild

Efter fem år i spidsen for Københavns Universitets avis sidder Henrik Egede en dag til en frokost på universitetet og spiser en sildemad med Knud Larsen, tidligere direktør for Direktoratet for de Videregående Uddannelser, nu departementschef i det spritnye forskningsministerium under daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Og Knud Larsen ville have Henrik Egede med på holdet som pressesekretær. Henrik Egede var både smigret og interesseret, men faktisk var han allerede godt på vej mod nye udfordringer.

»Om jeg efter seks år var helt i mål med de forandringer af avisen, jeg havde lovet mig selv, ved jeg ikke. Men avisen var godt kørende, og i mellemtiden var noget, der mindede om mit drømmejob, dumpet ned,« siger Henrik Egede.

Han var blevet tilbudt et job som redaktør for Politikens kommende videnskabsredaktion. Kontrakten var så godt som underskrevet, men Christiansborg trak, og efter at være blevet kastet hovedkulds ud i jobbet som redaktør på Uniavisen, havde Henrik Egede fået smag for ukendt farvand. Så han takkede nej til Politiken og begyndte i et lillebitte forskningsministerium, som dog voksede sig langt større, da det i Nyrups anden regeringsperiode blev lagt sammen med it- og teleområdet og fik Frank Jensen som minister.

»Det endte altså med at blive en ret definerende sild,« siger Henrik Egede med et lille grin.