Fra rødbrune barakker til lysegule bakker: Nu er der sat punktum på Søndre Campus

Blandt spritnye bordebænkesæt, et enligt mikrofonstativ og nyplantede træer myldrer pausetrængende studerende og ansatte frem; med en kanapé fra Mødestedets særopstillede kagebord i den ene hånd og et glas champagne i den anden.

»I dag indvier vi den allersidste etape på det meget store arbejde, det har været at forandre universitetsmiljøet herude på Amager,« siger arkitekt Dan Stubbergaard. Han står bag Karen Blixens Plads, der denne dag indvies.

Jeg synes, den er vildt fed! Det ser fuldstændig ud som på de der projektbilleder

Ziggy Lange, studerende

Pladsen agerer bindeled mellem de tre bygningkomplekser på Søndre Campus og dermed også både humanister, teologer og jurister, som ellers har været mere eller mindre adskilt af en byggeplads siden 2017.

Byggepladser har der været nok af igennem årene på det, vi i dag kender som Søndre Campus. I 2001 blev KUA1 opført, og de første humanister rykkede fra ‘gamle KUA’ til ‘nye KUA’ i sensommeren 2002. Nu er de sidste rester af de rødbrune 70’er-barakker væk, og det monstrøse, grålige Søndre Campus står med Karen Blixens Plads endeligt færdigbygget på ruinerne af humanisternes højborg.

Ziggy Lange, der netop har afsluttet sin bachelor i spansk, sprog og kultur er imponeret og synes, at den endelige plads har været ventetiden værd:

»Jeg synes, den er vildt fed! Det ser fuldstændig ud som på de der projektbilleder. Folk hænger ud nøjagtig, som de er blevet klippet ind på de der animationer,« siger han og henviser til de mange studerende, der med gratis boblevand i hånden sidder på trappetrinene på pladsens dødsstjerne-cykelskure. Bakkerne kan indeholde op til 2.000 cykler og skulle ifølge arkitekten skærme for »den frygtede Ørestadsvind«.

Fra grusplads til Herredet

Gennem årene har Karen Blixens Plads indtaget flere forskellige skikkelser. I gamle-KUA’s tid var pladsen halvt dækket af undervisningsbarakker, som var en del af bygningkompleksets labyrintiske, landsby-agtige infrastruktur. På den halvdel af pladsen, der går ned mod Emil Holms Kanal var der, ligesom i dag, et åbent område, men med forsænkede havehjørner, hvor de studerende og ansatte kunne hænge ud. Hvis man foretrak mere afspærrede udeområder, kunne man opholde sig i de små gårdhaver, der lå rundt om på campus ved de otte såkaldte grønnegårde. To af haverne ligger på sin vis stadig på campus – det er dem, der ligger i hver sin ende af KUA2-bygningen.

Da KUA2 kom til verden, blev pladsen til den grusede cykelparkeringsplads, som nuværende studerende måske kan huske fra før byggeprojektet startede i 2017. En grå plads, hvis eneste grønne touch var på de pangfarvede donut-bænke, hvor rygerne ofte sad.

»Jeg synes, det er inspirerende at opleve, at der er nogen, der har tænkt over, at den nye plads skal kunne noget mere end den gamle. Jeg synes her er dejligt,« siger Nico Marple, kandidatstuderende i moderne kultur og kulturformidling, selv om hun har gode minder fra den gamle grusplads.

»Jeg tror, det er et nice skate spot, som på en måde er en tiltrængt fuckfinger til det akademiske miljø,« siger hun og refererer til de bakkede cykelskure, som især fanger øjet, når man skuer ud over den 20.000 kvadratmeter store plads. Bakker, som mest af alt forvandler de studerende til hobbitter eller teletubbier:

»Jeg tænkte straks, at det her minder om The Shire i Hobitten,« siger rektor, der også har lagt vej for det amagerkanske campus i anledning af festdagen. Han har også hørt, at det skulle ligne teletubbyland, siger han (måske har han læst Uniavisen?):

»Vi ser for os de tre teletubbier, som skal lege her ude: Hum, Jur og Teo, kan vi kalde dem, som nu til evig tid vil lege, mens solen står permanent over denne vidunderlige plads,« siger rektor Henrik Wegener.

Et samlingspunkt på Amager

Da Det Humanistiske Fakultet tilbage i 1972-1979 rykkede ud i de rødbrune bygninger i Njalsgade, var det blot en midlertidig løsning. KUA hed oprindeligt KUMUA: Det stod for Københavns Universitets midlertidige udflytning til Amager. Det skulle dog vise sig, at fakultet aldrig flyttede væk fra øen.

Karen Blixens Plads bliver det nye samlingspunkt

Henrik Wegener, rektor

I løbet af årene er gamle KUA blevet hårdt kritiseret for dets gammeldags arkitektoniske udtryk: Der var lavt til loftet, labyrintiske gange, og gulvet var klinkebelagt. Alt i farvenuancer af rød, brun og orange. Det beskriver Henrik Reeh, lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, i sit essay ‘Mystisk midlertidig moderne – til minde om gamle-KUA’.

Bygningerne var tegnet af stjernearkitekterne Eva og Nils Koppel, som havde fleksibilitet som et altdominerende princip i deres design. Det var en tidstypisk måde at tænke på i universitetsbyggerierne i årene efter 1968, fordi det skulle være let at ombygge i tilfælde af, at der skete forandringer på undervisningsområdet.

At bygningerne har været midlertidigt opført, er dog en skrøne, som kan tænkes at have haft indflydelse på kritikken af gamle-KUA. Når Københavns Universitet engang skulle udflytte, skulle lokalerne tjene andre formål: De skulle bruges til offentlig administration og sociale eller kulturelle institutioner.

I sin tale refererer rektor til en kendt beskrivelse af gamle-KUA som et klaustrofobisk bygningskompleks, der lå på en pløjemark langt ude på Amager, isoleret fra alting.

»Den kritik kan i hvert fald ikke længere bruges. Karen Blixens Plads bliver det nye samlingspunkt,« siger rektor.

»Jeg ser for mig hvordan pladsen vil danne ramme om spidsfindige juridiske diskussioner, grublen over teologiske paradokser og fortolkninger af de store klassikere.«

At de rødbrune 70’er-bygninger alligevel endte med at være midlertidige lader til at vække stor glæde på denne dag på Søndre Campus, der med åbningen af Karen Blixens Plads har fået sat sit punktum.