Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
Efter minksagen må jurauddannelserne ruste fremtidens jurister bedre til at undgå en gentagelse. For minksagen bliver nok ikke den sidste af sin art, forudser Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.
Efter minkkommissionens aflevering af en diger beretning til Folketingets Granskningsudvalg i juni har der været grund til selvransagelse rundt omkring i de politiske og administrative hjørner af retsstaten. Man fristes til at sige selvgranskning. Facit i den højt eksponerede sag om aflivning af landets mink i 2020 – uden hjemmel – blev som bekendt en konstatering i minkberetningen af, at statsministeren på et pressemøde i november i coronaåret 2020 kom til at vildlede groft.
Det, der blev sagt, passede ikke.
Desuden får en række embedsmænd, primært jurister, ganske krads kritik af minkkommissionen for ikke at have sagt fra. Hele 10 embedsmænd var for tavse. Der var ikke hjemmel, og de skulle have sagt NEJ til manøvren.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Jeg vil ikke genfortælle sagsforløbet her men dvæle ved sagens konsekvenser i forhold til de juridiske uddannelser. Vi tænder for det lange lys et øjeblik, kan man måske sige.
På mange måder ruster universiteterne den kommende generation af jurister på en god og solid måde. Kommende jurister bliver grundigt klædt på i forhold til faglige udfordringer i rollen som embedsmand m/k og til andre roller. Jurauddannelserne evalueres med jævne mellemrum, og der er da også ros på langt de fleste parametre. På Det Juridiske Fakultet på KU er der et meget højt fagligt niveau, og der er blandt de ansvarlige for uddannelserne i mine øjne en fuldstændig unik dedikation til det uddannelsesmæssige ben på fakultetet.
Alligevel er der grund til selvgranskning.
Jurafagligheden i bred forstand kan og bør styrkes yderligere. Minksagen kan ses som endnu et eksempel på, at embedsmændene som led i deres praktiske skoling og karrieremæssige disciplinering ”glemmer” fagligheden og spiller for meget på den politiske melodi. Det er den korte version af et kompleks udvikling.
Jurister har tidligere fået kritik for at være besværlige og for at gå i små sko med fokus på små problemer. Nogle vil måske kunne huske, at jurister er blevet kaldt for ”papirnussere” af enerådige politikere. Og det var ikke venligt ment.
På bagkant af mink-sagen må vi måske erkende, at virkeligheden nu kan være endt i den modsatte grøft, nemlig at juristerne er med på det meste og i hvert fald gør sig meget umage med at være medspillere og løsningsparate. Det vil være mit postulat, at pendulet er svinget noget i den retning, også selvom der som sagt er mange interessante forklaringer til udviklingen. Fremover må de juridiske uddannelser derfor sætte mere fokus på aktører, akørnormer og aktøransvar. Opgaven som bagstopper er vigtig for jurister, og ordet NEJ er vigtigt.
De juridiske uddannelser trænger måske her til et kærligt servicetjek. For en underviser som mig i faget forvaltningsret har minksagen haft en pædagogisk effekt, som ingen turde drømme om. Det ellers ret tørre ord ”hjemmel” er nemlig blevet en del af danskernes aktive ordforråd. Hvem sagde sproglig impact?
Vi underviser på KU faktisk med stor dybde og præcision i netop hjemmel og hjemmelsudfordringer, og denne prioritering må ”mink-retrospektivt” siges at være velvalgt. Men måske er vi i tilgangen til hjemmel og legalitet blevet lidt for kliniske og for tekniske.
Vi surfer på paragrafferne som de store bølger men glemmer at se på, hvem det er, der står på surfbrættet.
Jurauddannelserne kan måske overveje at give mere plads til kontekstualisering af embedsmandsrollen. I den klassiske diskussion om, hvad jura er for en størrelse, er der for så vidt en diskussion af netop tilgang og perspektiv, men vi har nok haft for travlt de senere år med andre former for opdateringer. Måske kan det retsstatslige ophæng også støves lidt af.
Det er helt oplagt, at juraen ofte udfolder sig i et samspil mellem politik og jura som i minksagen. Når jeg ser ind i krystalkuglen, kan der desværre nok godt anes flere sager, der overordnet set handler om det samme om minksagen. Selv om kommende juristerne fortsat skal kunne danse med og have politisk tæft, skal de i min optik også have værktøjer til at sige fra, når det er det rigtige juridiske svar. Juraen kan godt være klar og tydelig. Efter minksag 1 må vi på jurauddannelserne ruste fremtidens jurister til at forhindre minksag 2.