Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Spidskandidaterne — Thomas Holst Padkjær og Nikoline Prehn stiller op som spidskandidater til KU’s bestyrelse. Den ene vil trivselskrisen til livs, den anden klimakrisen. Men deres fælles drøm er et universitet, som forholder sig mere til virkeligheden.
Er to spidskandidater bedre end én?
Det vil vise sig, når Frit Forum med både Thomas Holst Padkjær og Nikoline Prehn på plakaten til dette års univalg skal forsøge at fravriste Studenterrådet deres fasttømrede plads i bestyrelsen.
Uniavisen møder dem en mørk novembermorgen, hvor støvregnen falder over Indre By. Frit Forum har et kælderlokale på Suhmsgade, bedre kendt som »Kælderen«, og der byder de to spidskandidater på en stærk kop filterkaffe.
Thomas Holst Padkjær og Nikoline Prehn har mødt hinanden gennem det frivillige fællesskab, der omgærder kælderen på Suhmsgade, men deres veje ind i studenterpolitik er vidt forskellige.
Nikoline Prehn har både været aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), Den Grønne Ungdomsbevægelse og stillede også op til det seneste folketingsvalg for Socialdemokratiet.
Thomas Holst Padkjær har ikke erfaring med politisk arbejde tidligere og er – modsat fordommene – heller ikke medlem af hverken DSU eller Socialdemokratiet.
Men fælles for dem er, at oplevelsen med at begynde på universitetet har skabt en indignation over, at KU ikke følger med virkeligheden uden for de tykke mure.
LÆS OGSÅ: Trivsel og bæredygtighed er ved at ende som løse floskler i KU’s plan for 2030
Men når man spørger dem, hvad det største problem er på Københavns Universitet, kigger de på hinanden og smiler. For det er de ikke helt enige om.
Thomas Holst Padkjær mener, at KU har en trivselskrise.
»52 procent af de studerende er stressede i deres hverdag, og 21,1 procent er i stor risiko for enten depression eller stress. Det synes jeg er fuldstændig vanvittige tal,« siger han og fortsætter:
»Jeg kender mange medstuderende, som er gået ned med stress og er blevet nødt til at sygemelde sig fra studiet.«
Vi foreslår konkret, at der på alle KU’s uddannelser er mindst ét kursus, som handler om klima
Nikoline Prehn, spidskandidat for Frit Forum
Derfor mener han, at Københavns Universitet bør indføre fakultetspsykologer, som studerende gratis kan benytte sig af. Pengene kan man finde ved at skære i KU’s store kommunikationsbudget.
Det er nemlig langt vigtigere, at de studerende kan få psykologhjælp, end at KU bruger penge på at brande sig selv.
For Nikoline Prehn er det KU’s grønne fodslæberi, som udgør det største problem. Hun synes ikke, det giver mening, at klima fylder så lidt på pensum, når så mange studerende kommer til at beskæftige sig med det på arbejdsmarkedet.
Samtidig forstår hun ikke, at der stadig serveres kød i mange af KU’s kantiner, når man nemt kan udskifte det med et plantebaseret alternativ.
»Vi foreslår konkret, at der på alle KU’s uddannelser er mindst ét kursus, som handler om klima. Og ligeledes skal alle KU’s kantiner være hundrede procent kødfri,« siger Nikoline Prehn.
Foruden klimaet har Nikoline Prehn også en mærkesag om gratis bind og tamponer på alle KU’s toiletter. For hende er det indlysende, at når man tilbyder gratis toiletpapir, kan man lige så godt tilbyde gratis hygiejneprodukter.
»KU kan gå forrest ved både at gøre det mere bekymringsfrit at have menstruation og samtidig være med til at aftabuisere emnet,« siger hun.
En anden mærkesag, som Thomas Holst Padkjær gerne vil fremhæve, er karakterfrit første semester. Det er både en måde at tackle trivselsproblemer på, og samtidig vil det tage højde for nye studerende fra uddannelsesfremmede hjem.
LÆS OGSÅ: Indfør karakterfrit første semester på alle uddannelser
Begge spidskandidater er generelt meget optagede af den sociale mobilitet, som i Danmark har været faldende de seneste årtier.
Derfor mener de, at Københavns Universitet skal passe på med at bygge for mange elfenbenstårne og i stedet have blik for de studerende, som de optager.
Det blik gælder både en hensyntagen til studerende, der ikke kommer fra hjem med spraglede bogreoler. Men også at Københavns Universitet ikke må miste grebet om virkeligheden, der især skal forstås som arbejdsmarkedet.
Der er nemlig en statistik, som de to vender tilbage til flere gange: »Det er kun to procent af de studerende, som bliver forskere.«
Foruden karakterfri eksaminer på første semester mener Thomas Holst Padkjær og Nikoline Prehn derfor også, at alle studier skal tilbyde en mulighed for praktik på femte semester. Samtidig vil de sætte en øvre grænse for studiebøger. De må ikke koste mere end 1.750 kroner per semester.
Med alle de her tiltag om at gøre universitetet mere folkeligt og virkelighedsnært, frygter I så ikke at komme til at udvande universitetets rolle?
»Universitetet har udvandet sig selv. Vi har jo allerede masseuniversiteter. I dag forventes op mod en fjerdedel af en ungdomsårgang at gennemføre en universitetsuddannelse, og det er jo kun en brøkdel af dem, der skal forske,« siger Thomas Holst Padkjær. Og Nikoline Prehn tilføjer:
»Selvfølgelig skal det stadig være muligt at gå forskervejen. Det også derfor, at vi ikke kræver tvungen praktik, men blot at det bliver en mulighed for de studerende. Der er dog ingen tvivl om, at hvis man ser proportionalt på det, fylder forskningsdelen alt for meget i dag.«
Tror I, at nogle af de problemer, vi ser med for eksempel trivsel, også skyldes, at KU er blevet et masseuniversitet? At der går nogle på universitetet, som måske ikke burde gå der?
Thomas Holst Padkjær rynker på brynene og svarer: »Nej. Jeg synes egentlig, det er fantastisk, at flere har mulighed for at komme på universitetet.«
Nikoline Prehn er enig og tilføjer:
»Men det betyder, at vi bliver nødt til at gentænke, hvordan vores universitet fungerer.«
»I virkeligheden,« skyder Thomas Holst Padkjær ind, »er problemet, at vi har et masseuniversitet, som stadig tror, at det er et eliteuniversitet.«
LÆS OGSÅ: Der er valg. Det er vigtigt. Hvad skal du gøre? Her er en guide
Nu stiller I jo op som to spidskandidater, og I fremhæver også forskellige mærkesager. Skal man som vælger skelne mellem jeres forskellige holdninger, eller mener I i virkeligheden det samme?
»Vi tog lidt pis på det, fordi vi blev inspireret af Moderaterne med flere spidsspidskandidater,« griner Thomas Holst Padkjær.
»Men vi mener også, at det var vigtigt at have både en mand og kvinde,« påpeger Nikoline Prehn, ”og vi er meget enige i de store linjer, der er bare lidt forskel på, hvor vi retter vores fokus.«
Er der noget, som I kan lære af kandidaterne fra de andre lister?
»Jeg synes, at Konservative Studerende er rigtig gode til at rumme mange forskellige politiske synspunkter. Det kan man lære meget af,« siger Thomas Holst Padkjær.
Nikoline Prehn er meget inspireret af, at Studenterrådet er gode til at have så mange opstillede, så de er repræsenteret på alle de forskellige fakulteter.
»Og så Politrådet. De er seje, har gåpåmod og sparker døren ind, selv om de ikke er de største og mest forankrede,« afslutter de.
I er begge statskundskabere. Den seneste formand for Frit Forum København var også statskundskaber. Er I ikke bange for, at I bliver for indspiste og ikke favner bredt nok?
I virkeligheden er problemet, at vi har et masseuniversitet, som stadig tror, at det er et eliteuniversitet
Thomas Holst Padkjær, spidskandidat for Frit Forum
»Altså vi har jo også andre aktive og opstillede, som læser alt muligt andet end statskundskab,« siger Nikoline Prehn og tilføjer:
»Men jo, det er helt klart et opmærksomhedspunkt, som vi også har besluttet at gøre noget ved.«
»Vi har også meget fokus på, når vi snakker politik, at det ikke bliver for statskundskabsagtigt, så alle kan være med,« understreger Thomas Holst Padkjær.
Han så gerne, at det ikke kun var de samfundsvidenskabelige fag, der leverede størstedelen af Frit Forums medlemmer.
Frit Forum har været et springbræt for rigtig mange socialdemokrater til en karriere i Folketinget. Er det også noget, I overvejer?
»Jeg overvejer overhovedet ikke at komme i Folketinget,« siger Thomas Holst Padkjær prompte. Han vil gerne arbejde med politik, men ikke i Folketinget.
Nikoline Prehn derimod er folketingskandidat for Socialdemokratiet, men det var hun allerede, inden hun blev aktiv i Frit Forum.
»Jeg kender ingen, der er aktive i Frit Forum for at få en politisk karriere ud af det,« siger hun og henviser til, at den tid man bruger i foreningen godt kunne bruges mere fornuftigt, hvis man vil gøre karriere.
I bliver jævnligt kritiseret for at være partipolitisk afhængige af Socialdemokratiet. Kan man som vælger forvente, at I kan gå imod Socialdemokratiets linje?
»Ja, det gør vi hele tiden,« svarer de nærmest i kor. Thomas Holst Padkjær fremhæver en 2030-plan, Frit Forum netop har fremlagt, hvor de giver udtryk for, at de synes, at skattelettelser er helt latterlige.
»Vi har også lavet flere events rundt omkring på KU, hvor vi har leget ’vælt SVM-regeringen’ med dåser,« siger Nikoline Prehn.
LÆS OGSÅ: Nikoline Prehn er ikke bange for sin vaskekælder
De to spidskandidater er generelt meget kritiske over for regeringssamarbejdet, som de ikke mener har leveret gode nok resultater.
Og selv om vi sidder i Frit Forums kælder, hvor gamle socialdemokratiske valgplakater pryder væggene, kan man sagtens være medlem, uanset om man er loyal over for det gamle arbejderparti.
»Det er rigtigt, at der har været et historisk tæt bånd mellem Frit Forum og Socialdemokratiet, men der er også mange aktive i Frit Forum, som ikke er socialdemokrater,« slår Thomas Holst Padkjær fast.
Hvem er I, når I ikke fører valgkamp?
»Jeg er en glad forstadsdreng, som bor på Østervold Kollegiet og er tosset med sport,« smiler Thomas Holst Padkjær. Derudover arbejder han i en fagforening og kan godt lide at drikke øl på brune værtshuse.
Det kan også Nikoline Prehn, som desuden betegner sig selv som et »meget socialt menneske«. Ud over Frit Forum er hun aktiv i DSU, har et radioprogram på 24syv og bruger ellers meget tid på sit kollegium, Regensen.
Husk at stemme i valgperioden fra den 20. til den 24. november.