Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Politisk aktivisme — Henrik Dahl (LA) brugte sin fredag eftermiddag med en sombrero på hovedet foran det gamle kommunehospital. Folketingspolitikeren vil udstille, hvad han ser som manglende konsistens i KU’s regler for, hvad studerende må og ikke må.
Det er fredag eftermiddag den 6. maj, og der er ikke mange mennesker på pladsen foran Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.
Folketingspolitiker Henrik Dahl (LA) stiller sig op midt på pladsen. Han knapper en mexicansk Corona-øl op og tager en tår. Så sætter han en sombrero på hovedet, får fisket en farverig poncho op af en hvid plastikpose og krænger den over sin blazer. Endelig klistrer han et busket, kunstigt overskæg på sin overlæbe.
Det er ikke for sjov.
LÆS OGSÅ: Den krænkende sombrero
Henrik Dahl siger, at han er trukket i kostume for at illustrere, at Københavns Universitet efter hans mening har svært ved at bestemme sig for, hvor meget de blander sig i de studerendes aktiviteter.
»Jeg er en af de mange, som synes, det er mærkeligt, at universitetet siger, at studerende ikke må iføre sig en sombrero, men gerne vil lægge hus til foredrag med en, der har forbindelse med Hizb ut-Tharir og tidligere har sagt, at jøder burde slås ihjel,« siger han.
LÆS OGSÅ: »Vi skal gøre alt for at bekæmpe den totalitære identitetspolitiske bevægelse«
I marts var studenterforeningen MSA City Campus vært for et arrangement under overskriften ’skal Islam moderniseres’. Her holdt Taimullah Abu Laban, som er tidligere frontperson for Hizb ut-Tahrir tale. Han har talt for et islamisk kalifat og kaldt til død over jøder. På billeder fra arrangementet kan man se, at tilhørerne sidder opdelt efter køn.
Man kan godt fornemme, at intentionen er, at det skal fremprovokere noget. Det kan næsten provokere mig, men det lykkes ikke helt.
Søren Møller Hansen, sociologistuderende
Dekan Mikkel Vedby på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, hvor arrangementet blev afholdt, sagde til Berlingske, at fakultetet ikke blander sig i, hvad der sker til de arrangementer, studenterforeningerne låner lokaler til.
Men ifølge Henrik Dahl er det mærkeligt, når universitetet blander sig i så meget andet, siger han og nævner sombrerosagen og landelegs-sagen.
LÆS OGSÅ: Jeg har haft mange søvnlæse nætter over at være gået ind i den her kamp
På den ene side synes du, at KU blander sig for lidt i, hvad der foregår til arrangementer i deres lokaler. På den anden side synes du, at KU blander sig for meget, når de beder studerende om ikke at klæde sig ud som nationaliteter?
»Nej, altså, jeg kan ikke forstå deres prioriteringer, for de siger, at hvis man er mexicaner, kan man blive såret over, at der er nogen, der ligner en tegneseriemexicaner, og at det må man ikke. Men kan man ikke også blive såret, hvis man for eksempel er jøde, og der så bliver holdt et møde med en person, der mener, at man skal dø?«
Men er din pointe ikke netop, at det ikke er så farligt at blive såret?
»Jo, altså. Jeg taler ud fra universitetets egne præmisser. Universitetet har jo åbenbart den præmis, at de ikke vil have, at de studerende bliver såret. Det, jeg anholder, er manglen på konsekvens. Så kan man sige, at hvis folk ikke må blive såret over, at jeg ligner en tegneseriemexicaner, så burde man jo, hvis man var konsekvent, sige, at jøder også kan blive såret over, at der kommer nogen, der vil slå dem ihjel. Kvinder kan blive såret over, at der kommer nogen, som synes, de er andenrangsborgere. Det er manglen på konsekvens, jeg ikke kan forstå,« siger Henrik Dahl.
Mens Henrik Dahl får taget sit portræt af en kollega, dukker de to sociologistuderende Mikkel Abrahamsen og Søren Møller Hansen op på pladsen. De sad og skrev en opgave med deres gruppe, da de fik øje på en tiltrængt overspringshandling: En mand i sombrero.
»Søren kiggede ud af vinduet og sagde ’det er sgu da Henrik Dahl’, og så sagde jeg ’Nej nej, det er han sgu da for gammel til, det der. Men så kom vi herned – og den er sgu god nok,« siger Mikkel Abrahamsen.
Begivenheden frembringer ikke de store følelser hos de to. Søren Møller Hansen har svært ved at forstå koblingen mellem de to sager.
»Men man kan godt fornemme, at intentionen er, at det skal fremprovokere noget. Det kan næsten provokere mig, men det lykkes han sgu heller ikke helt med.«
Mikkel Abrahamsen er enig med studiekammeraten. Han mener ellers, at man skal holde sig fra at kønsopdele ting så vidt muligt, og hvis man har det sjovt med sombreroer »skal der også være plads til det.« Men begivenheden fremprovokerer mest af alt et par løftede skuldre.
»Det er da meget sjovt, at Henrik Dahl står her i en sombrero. Men det skaber ikke så mange følelser ud over det – og det er heller sådan, at jeg går hjem og tænker over budskabet.«
Hvis Henrik Dahl var dekan eller rektor på Københavns Universitet, ville han »sende hele det her regelsæt på værksted.«
Det er fordi, jeg elsker universitetet og enormt godt selv kunne lide at være studerende her.
Henrik Dahl
»Jeg synes, at et universitet skal være et frit sted, og at man skal kunne gå meget langt i forhold til, hvad man må. Andre steder har man regelsæt, der siger, at man fx ikke må opfordre til vold ved arrangementer på universitetet, det synes jeg er i orden.«
Når du udtaler dig om identitetspolitik og akademisk frihed på universiteterne, lader det til, at der er noget, du gerne vil regulere, mens der er ting, du gerne ser, får lov at passe sig selv. Hvor går grænsen for dig?
»Jamen, jeg er da også i tvivl. Hvis man i fuldt alvor mener, at der er en befolkningsgruppe, der skal dø, så er man gået over stregen. Det at gå på universitetet er også at lære om alle mulige tossede teorier, at lære om nazismen og den slags og blive eksponeret for alle mulige tanker, så man kan tage stilling.«
Du har udvist en stor interesse for, hvad der foregår på Københavns Universitet – er der en særlig årsag til det?
»Det er fordi, jeg elsker universitetet og enormt godt selv kunne lide at være studerende her. Det universitet, jeg gik på for mange, mange år siden, var meget mere frit, end det, vi har i dag. Man måtte meget mere som studerende og som lærer, der var løse rammer. Jeg husker bare, at det var vanvittig fedt at gå på et frit universitet. Jeg synes, det er blevet meget mindre frit, og det er en skam.«