»Jeg har haft mange søvnløse nætter over at være gået ind i den her kamp«

I starten af marts fandt Flavio Saleh sig selv i midten af en debat.
En debat, der startede på Statskundskab, hvor han er i gang med at skrive sit kandidatspeciale, og derfra hurtigt fandt vej til de landsdækkende medier.

Debatten udsprang af den beslutning, som ledelsen på Institut for Statskundskab i år har truffet, om at en tradition for at inddele nye studerende i grupper med landetemaer, skal droppes. Til grund for beslutningen ligger blandt andet et debatindlæg, som Flavio Saleh skrev i 2018.

Uniavisen har mødt Flavio Saleh ved det gamle kommunehospital, der huser hans uddannelse. Her fortæller han om sin oplevelse af de seneste ugers diskussion af studenterkulturen på Københavns Universitet.

LÆS OGSÅ: »Nogle beslutninger påhviler det ledelsen at tage, og sådan er det«

Mulighedernes land

»Da jeg selv startede på Statskundskab, var jeg ung. Kun 18 år gammel.

Et par dage inden, der var deadline for at søge ind på universitetet, besluttede jeg, at jeg skulle læse statskundskab. Når man læser medicin bliver man læge, og når man læser jura bliver man jurist. Statskundskab var lidt et mulighedernes land. Der kunne man blive alting, tænkte jeg.

Jeg er født i Danmark af forældre, der er flygtninge. Min far er kurder fra Irak, og min mor er fra Rumænien, hun flygtede fra det kommunistiske styre. De mødtes i København, forelskede sig og flyttede til Tingbjerg.

Jeg startede på Statskundskab med håbet om at blive en del af fællesskabet og have det sjovt. Og sådan havde jeg det også de første par år. Men jeg indså, at det var på bekostning af nogle af de studerende og på bekostning af en del af mig selv.

Jeg fik hurtigt øgenavne og hørte også fra flere farvede mennesker på studiet, at det ikke altid var sjovt at være der.«

Ensomt at sige fra

»Jeg var selv Skotland i introugen.

Da jeg tænkte over det efterfølgende, synes jeg også det var mærkeligt. Men ikke under selve introugen, for der gør man bare det, der altid er blevet gjort, og som der er lagt op til.

Under mine første år på studiet, blev jeg både kaldt Saddam Hussein, perker og indvandrer. Jeg grinte af det, for det var jeg nødt til. Det var min måde at overleve på. Når man er helt ny studerende og gerne vil passe ind, er det svært at råbe op. Men det er ikke sundt i længden, og lige pludselig får man nok. Det gjorde jeg der i 2018.

Skiftet skete, da jeg begyndte at læse postkoloniale teorier i undervisningen. Jeg lærte, hvad farvede mennesker har mødt i historiens løb af racisme. Det gjorde mig bevidst om, hvor jeg selv kom fra.
Jeg skrev et debatindlæg i Information og blev bagefter en del af en arbejdsgruppe, der skulle skabe større mangfoldighed på Statskundskab. Jeg begyndte at sige fra.

LÆS OGSÅ: Ris i dag, hund i morgen

Jeg har aldrig advokeret for, at landelegen skulle afskaffes. Jeg synes, det kunne være det sjoveste i hele verden, hvis vi kunne portrættere alle lande. Israel, Palæstina, Somalia, Tyskland og Kina side om side.

Det kræver bare, at man oprigtigt undersøger, hvad befolkningen traditionelt og reelt går klædt i, hvad de kendt for og hvad er de gode til. Det kan sagtens være en hyldest. Det har bare vist sig, at være svært at administrere på en ordentlig, sober måde.

Når folk klæder sig ud som ladyboys, hvis de er Thailand som tema, og går og synger om at spise hund, hvis de er Kina, så er det gået over gevind.«

Søvnløse nætter

»Jeg kan ikke lide at være her på campus. Jeg føler, at folk har en eller anden antagelse om, hvordan jeg er og hvorfor.

Jeg ved, at mange af de brune og farvede venner, jeg har her på Kommunehospitalet oplever det samme; følelsen af, at man bliver mødt af en eller anden fordomsfuldhed. At folk på forhånd har idéer om, hvor flittig, dygtig eller dårlig man er. At man ikke bliver set som dansk eller bare som Flavio, eller hvad man nu hedder.

Men det er en svær beslutning at sige fra, jeg kan godt forstå, at nogle ikke orker det.

Efter jeg skrev debatindlægget, blev jeg frosset ude af det sociale liv. Jeg blev ikke inviteret til fester længere, og jeg kunne mærke, at mine medstuderende trak sig fra mig.

Jeg har haft mange søvnlæse nætter, fordi jeg lå og havde ondt i maven over at være gået ind i den her kamp. Det har gjort mig ensom og betydet, at jeg bare ikke har gidet studiet på samme måde som tidligere. Det er hårdt at føle sig udenfor.

Jeg har aldrig ønsket at være ansigt på den her kamp.«

Mangler nuancerne

»Statskundskabsstuderende har mange holdninger, og vi er gode til at diskutere.
Det er sundt, når holdninger mødes og brydes, men jeg synes, at debatten har været temmelig sort/hvid.

De, der forsvarer landelegene bliver kaldt racister, og de, der gerne vil af med dem, bliver kaldt for tyndhudede ekstremister. Men ingen af delene er jo rigtige. Ingen af dem, jeg kender, som forsvarer landelegene, er racister. De er søde og ordentlige mennesker. Ligesom de, der gerne vil have legene afskaffet, heller ikke er krænkelsesparate ekstremister.

Men hvis der er et etnisk dansk flertal, der synes at landelege er helt ok, skal vi så bare sige, at det er ok? Hvad så med den nye studerende, der har rødder i Kina eller Algeriet, som mærker smerten over at se sit ophav blive latterliggjort?

En hvid, etnisk dansker kan ikke sætte sig ind i den smerte. En gang imellem er der nogen, der siger til mig, at de er fra Jylland, så de oplever også fordomme. Men helt ærligt, det er da slet ikke det samme.

Hvis du aldrig har mærket racismen på egen krop, bliver du nødt til at lytte til dem, der har.«

Den danske humor

»Der hersker en idé om, at det er en kvalitet at være tykhudet og kunne klare den her danske form for sjov og hygge, hvor man stikker lidt til hinanden. Det synes jeg, er mærkeligt.

Er du klar over, hvor meget modstand brune og sorte mennesker møder i det danske samfund? Der er fordomme alle vegne. Og det er ikke sjovt.

LÆS OGSÅ: Medstuderende: Vil du kaldes perker eller indvandrer?

Statskundskab og universitetet i det hele taget burde netop være det sted, hvor etniske minoriteter kunne stige op ad den sociale rangstige. Et trygt og sikkert sted, hvor der er plads til alle. Men det er der ikke, når det første, man møder, når man træder ind som ny studerende, er latterliggørelse.

Hvis en beslutning fra ledelsen kan gøre, at det føles mere trygt og rart at starte på universitetet for minoritetspersoner, så synes jeg, det er okay, at den beslutning bliver taget.«