Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Usynligt handicap — Jeg bærer solsikkesnoren for at vise, at det sociale ikke er så let for mig som for andre. Jeg tør ikke altid selv tage initiativet. Men jeg vil gerne være med. Her er, hvordan du kan redde min dag.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Forestil dig, at dine hænder ryster så ukontrollerbart, at du næsten taber din skoldhede kop kaffe. Svedperlerne løber ned af fjæset på dig som kæpheste i et væddeløb. Dine lunger mangler luft, men al oxygen er pist forsvundet omkring dig.
Nu tænker du sikkert, at jeg er ved at beskrive en liv-eller-død-situation. Eller følelsen af at vågne op til, at Trump endnu engang er USA’s præsident. Men du tager fejl. Det, jeg beskriver, er følelsen, jeg har hver morgen, når jeg skal på universitetet. En følelse, flere studerende har. Men hvorfor er det så svært at tale om? Og hvad kan du som medstuderende gøre?
Lad mig introducere dig for min livredder: solsikkesnoren. Solsikkesnoren er en neongrøn nøglesnor med solsikker på. Den er egnet til folk som mig. Folk med et usynligt handicap.
På dage, hvor solsikkesnoren hænger om min hals, kræver det al min energi blot at dukke op til undervisningen
Dog har jeg oplevet flere gange på campus, at folk ikke ved, hvad snoren betyder, eller hvordan de skal forholde sig til den. For hvordan behandler man én, som har et usynligt handicap? Det synes jeg, er et fair spørgsmål. Men jeg synes også, det er problematisk, at vi i 2024 stadig har så forbandet svært ved at inkludere studerende med psykiske udfordringer. Her snakker jeg både om systemet, de studerende og underviserne. Men primært systemet.
Jeg oplevede allerede i tredje måned af mit første semester at blive lukket lidt ude af fællesskabet. Det er absolut også mit eget ansvar. Men at råbe højt, at afbryde, at lave gruppearbejde – kan du huske de følelser, du skulle forestille dig i starten? Det er sådan, jeg har det i alle disse situationer.
LÆS OGSÅ: Er der plads til mig på KU?
Derfor er det svært for en som mig at melde sig på banen. Det er svært for mig at deltage i gruppearbejde. Det er svært for mig at dele mine holdninger med sidemakkeren til forelæsninger. Men jeg VIL gerne. Problemet er, at alle mine kræfter allerede er brugt op, når jeg ankommer til campus. Der, hvor mange andre folder sig ud socialt, folder jeg mig sammen som et krøllet stykke papir.
Og ja, inklusion er et kæmpe samtaleemne på universiteterne. Men det er hundrede gange nemmere at tale om noget end at gøre noget. Så hvad kan du som medstuderende eller underviser gøre?
Mit råd er at blive ved med at inkludere dem, der bruger solsikkesnoren, og som måske ofte trækker sig. Faktisk er mit bedste råd dette: spørg. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. Hvis ikke personen tydeligt og gentagne gange udtrykker, at de ikke er interesserede i fællesskabet, så bliv ved med at forsøge.
Lad mig komme med et eksempel. Til en forelæsning i slutningen af mit første semester skulle vi lave en summeøvelse med hinanden. Jeg havde min solsikkesnor på, idet jeg havde haft en hård uge. Jeg prøvede at signalere, at jeg godt kunne bruge en hjælpende hånd i hvilken helst forstand. Jeg havde placeret mig på midterste række med folk på begge sider af mig. Men da jeg kiggede i begge retninger for at finde en at tale med, havde begge mine medstuderende ved siden af mig vendt ryggen til, fordi jeg ikke gjorde opmærksom på mig selv.
LÆS OGSÅ: Cand.mag. i ensomhed
Jeg fralægger mig absolut ikke ansvaret for at tage initiativ – men på dage, hvor solsikkesnoren hænger om min hals, kræver det al min energi blot at dukke op til undervisningen.
Så husk nu at være opmærksom på dem, der sidder alene. Dem, der ikke får en chance for at gøre sig gældende. Dem, der ikke altid selv tør at tage initiativet. Hold øje med solsikkesnoren. Hvem ved, måske kunne du være med til at redde hele min dag.