Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studieliv
Tour de chambre — Industrikollegiet på Nørrebro er hjem for 95 studerende, der deles om deres køkkener, have og i øvrigt har bygget et hønsehus, der også er en bar.
Industrikollegiet på Nørrebro er ikke særligt gammelt, og måske af den grund lidt ukendt. Eller også er stedet bare en velbevaret hemmelighed, fordi der kun meget sjældent er nogen, der flytter ud, før de bliver tvunget til det, siger formand for beboerrådet Christian Persson:
»Folk flytter bare ikke herfra.«
Industrikollegiet
Adresse: Rådmandsgade 61, 2200 København
ikol.dk
Husleje: 3.300 kr.
Gennemsnitsalder: 24 år
Ansøgningsproces: Kombineret venteliste på s.dk og motiveret ansøgning.
Det handler ifølge Christian Persson om, at der er et helt unikt fællesskab mellem de 95 beboere, som blandt andet skabes gennem bygningen selv. Kollegiet består af to glastårne, hvori de forskellige køkkener ved hjælp af åbne trapper hænger sammen med hinanden på tværs af etagerne.
»Selvom man ikke bor på samme køkken, ender man lidt med at bo på samme køkken,« fortæller Christian Perssons bofælle, Emilie Zeuthen. »Man kommer hinanden meget ved.«
Det helt store samlingspunkt for både menneskelige og ikke-menneskelige beboere er dog haven. Her er nemlig lige flyttet en masse høns ind i et hjemmelavet skur (der også fungerer som bar). Det er eksempel på de frivilligkræfter, der driver det selvstyrende kollegium.
»Der har været en masse ildsjæle involveret i projektet,« fortæller Emilie Zeuthen. »De har simpelthen arbejdet 24/7 her i foråret. Om aftenen har de ligget herude med lommelygter og lagt tag på.«
»Ja, og vi er jo alle sammen fuldtidsstuderende, ikke professionelle tømrere,« tilføjer Christian Persson, der selv har været med til at bygge hønsehuset.
»Men det var jo bare om at uddelegere arbejdet og komme i gang!«
SERIE: TOUR DE CHAMBRE
Uniavisen besøger Københavns kollegier.
LÆS OGSÅ: Sådan skriver du ansøgningen, der får dig ind på et fedt kollegie
Haven lægger også græs til kollegiets årsfest, der går under navnet »Festikol« og udover musik og øl også tidligere har stået på acro yoga og ansigtsmaling. Der er generelt mange fester på Industrikollegiet, fortæller Emilie Zeuthen, men også en masse andet. For eksempel er der flagudvalg, cykeludvalg og ikke mindst haveudvalg, der sørger for højbede med urter og jordbær.
Der er også indstillingsudvalget, som er dem, der bedømmer ansøgninger. Man behøver teknisk set ikke skrive en ansøgning for at komme ind, men hvis ikke man gør det, kan man risikere at bruge et par år på ventelisten. Så hellere smide en motiveret ansøgning af sted, hvor man gør det klart, at man gerne vil fællesskabet, fortæller Emilie Zeuthen:
»Vi vil bare gerne vide, at man gerne vil bidrage til at gøre Industrikollegiet til et endnu federe sted at bo.«
LÆS MERE HER: Tour de chambre: Den store kollegieguide