Istiden er med, når studerende lægger planer for Helsingørs bæredygtige fremtid

Hvordan opstod Helsingør, og hvor kan byen udvikle sig i hen fremtiden?

14 studerende fra Landsskabsarkitektur ved Københavns Universitet har skullet svare på det i forbindelse med et ni ugers undervisningsmodul, som de lige har gennemført: ‘Landskabsarkitekturens historie – fortid, nutid og fremtid’.

I løbet af de ni uger har de udviklet en ny form for skulpturel tidslinje, der indtil 31. august indgår i en udstilling på Kulturværftet: ‘Helsingørs tidslige horisont – historier om mennesker, landskaber og natur i forandring’.

Samtidig har de skullet lave audioguides, der indgår i udstillingen, men som man også kan downloade med en app og lytte til under en byvandring.

Mennesket, kulturen – og mulden

For de studerende har hovedformålet med modulet været at vise, at de kan analysere et landskab, så de ved noget om, hvad der har formet det igennem tiden.

»Vi har haft meget fokus på fortidselementet. Det har drejet sig om at forstå, at Helsingør ikke er en by, der ligner alle andre. Den er speciel, for den har været centrum for Øresundstolden og et internationalt knudepunkt,« siger Ida Pedersen, bachelorstuderende på fjerde semester på Landskabsarkitektur.

»Vi er også gået helt tilbage til istiden og har bogstavelig talt set på jorden og mulden omkring Helsingør, for både naturens kræfter, mennesket og kulturen har skabt byen,« siger Isabella Konge, medstuderende til Ida Pedersen.

Landskaber må blive bæredygtige

Endnu en medstuderende, Simone Kejser, peger på en vigtig opgave, hun mener, landskabsarkitekter har i dag:

»Når man har skaffet sig viden om et sted, er der en større chance for, at det bliver mere holdbart og dermed bæredygtigt, hvis man står og skal bygge nyt. Det ligger i tidsånden, at bæredygtighed er et aspekt, vi er nødt til at have med i vores planer,« siger hun.

Formålet med deres anstrengelser er at komme med nogle forslag til udviklingen af Helsingør:

»Den gruppe, jeg var i, fokuserede på glemsel og fornyelse. Vi har fx analyseret nogle områder i byen, der har haft deres tid og er blevet begravet i jorden. Vi har gravet historien op af jorden for at forstå, hvad vi kan gøre for et bestemt område i fremtiden,« siger Ida Pedersen.

At få kærligheden til et sted

De har alle været på feltarbejde i Helsingør i løbet af februar, marts og april, hvor de har talt med lokale og fundet frem til historier landskabet i og uden for byen. De har især været interesseret i historier, der ikke er blevet skrevet ret meget om i forvejen, og de har gjort det for at skabe bedre forståelse hos andre for landskabsarkitekturens muligheder.

»Hvis vi formidler vores viden til andre mennesker, så de har lidt historisk dybde og indsigt, får de måske også lidt mere kærlighed til et sted – ligesom vi har,« siger Ida Pedersen.

De giver som et eksempel på det en gammel have i Helsingør, der har været knyttet til Marienlyst Slot, og som engang var et stort, fint og adeligt sted. I dag er den groet til.

»Vi har forsøgt at give haven et fornyet fokus, så folk ikke længere kun ser en overgroet græsplæne. Vi ændrer på den måde, som andre mennesker ser plænen og dens historie på – samtidig med at vi tager vare på byen og dens historie,« siger Ida Pedersen.

En udstilling tager tid at lave

Et krav til den skulpturelle billedfortælling var, at den skulle have et tema. Det er dog endt med, at den er kommet til at bestå af i alt fire plancher, der har hver sit tema og er forbundet med de steder, hvor de studerende har været på feltarbejde.

Det praktiske arbejde med at sætte udstillingen op har de lært noget af.

»Vi har lært rigtig meget af at lave materialet til Kulturværftet, hvor formidlingsdelen er i centrum. Vi har skullet tage de praktiske briller på. Det var tilfældet, da vi skulle hænge udstillingen op, for sådan noget tager bare meget længere tid, end man tror. Det samme var tilfældet, da vi lavede vores audioguides, som vi formidler ved hjælp af en app – der har virket mindre godt, end vi troede,« siger Ida Pedersen.

Først lå der en sandrevle

De tre studerende er enige om, at de har lært Helsingør at kende. De er blevet klogere på byens lokale historie, og de har forstået, at den er noget, man kan bruge til at analysere landskaber med.

»Ved at få kendskab til et områdes historie, får man en større respekt for de fortidselementer, der ligger begravet under overfladen. Man kan tage fat i dem og videreføre dem til nutidens design for at værne om dét, der var samtidig med, at man skaber noget nyt,« siger Ida Pedersen.

Og så har Helsingør et helt særligt fortidselement fra istiden, som næppe særlig mange kender i dag:

»Helsingør har fået sit navn efter, at der oprindelig lå en sandrevle, der strakte sig ud i havet ligesom en hals. Nogle mennesker kom til og slog sig ned, og med tiden blev deres lille samfund til Helsingør, der simpelthen betyder halsboernes sandrevle,« siger Isabella Konge.