Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Kan man studere uden et hjem?

Klumme — Studenterrådets Sandi Rizvic fortæller om mavefornemmelsen, når man ikke ved, hvor man skal bo: Halvt kvalme, halvt smerte.

DET ER IKKE nemt at finde et sted at bo i København. Men for studerende, hvor økonomien ofte er varierende, bliver boligjagten tit en kamp på liv og død mod hinanden, for at få et sted at bo. Et værelse koster markant mere i København end mange andre steder i landet, der er ikke boliggaranti og kollegieventelisterne er utroligt lange.

JEG ER SELV tilflytter fra Odense og frygtede at støde på de boligproblemer i København, som medierne mindede mig om hvert eneste år. Jeg var en af de heldige. En god veninde skulle selv flytte til København og foreslog vi søgte noget sammen. Inden jeg havde set mig om, havde hun fremtryllet en billig lejlighed på Frederiksberg, som vi sammen kunne fremleje i 4 måneder.

VI FLYTTEDE IND og nød tilværelsen som nye i København, inden vi begyndte på studiet. Jeg startede på et lille fag med ca. 19 studerende på min årgang. Sandsynligheden for, at en af mine nye studiekammerater kunne hjælpe mig med min kommende boligjagt, var uendeligt lille. Alligevel, som et af mit livs større lykketræf, var der hjælp at hente i den lille flok. På rusturen faldt jeg i snak med en af de andre, og hun stod til at have et værelse fri hos sig selv netop samme dag, som min veninde og jeg skulle forlade vores hjem på Frederiksberg.

DEN MÆNGDE HELD, der fulgte min tidlige boligsituation i hovedstaden, rammer rimelig sjældent, når mange unge studerende hvert år skal finde bolig. Og den varede heller ikke ved i mit tilfælde. Det gør tilfældigheder sjældent. For præcis et år siden skulle jeg flytte ud, og det passede perfekt med, at en anden veninde skulle på udveksling indtil slutningen af januar. Så jeg fremlejede naturligvis hendes ret billige kollegieværelse tæt på campus imens.

For hver enkelt ny roomie, der bliver udvalgt, er der hundrede andre, der stadig mangler et sted at bo
***

DET GIK ALT sammen fint i starten. Der var lang tid til jeg ville stå uden tag over hovedet, og jeg undersøgte rundt omkring, om der var nogen, der kendte nogen, der ville mangle en roomie. Det gik mig ikke på, at der aldrig var bid. ‘Det skal nok gå!’ fortalte jeg mig selv.

MEN VINTEREN KOM, og min søgning intensiveredes ved at jeg skrev private beskeder til folk, der søgte roomies. De blev aldrig besvaret. Jeg forstår dem godt. De må have fået hundredvis af næsten identiske beskeder, som er umulige at sortere i. Jeg var selv med til at vælge nye roomies i den gamle lejlighed. Vi fik så mange henvendelser, at vi var nødt til tilfældigt at udvælge nogle derfra til vurdering. Men for hver enkelt ny roomie, der bliver udvalgt, er der hundrede andre, der stadig mangler et sted at bo.

USIKKERHEDEN VED MIN fremtidige boligsituation steg, og jeg begyndte at mærke symptomerne på min krop. Jeg havde svært ved at falde i søvn om aftenen. Det eneste der kørte rundt i mit hoved, var spørgsmålet om jeg ville blive hjemløs. Jeg havde konstant en ubehagelig fornemmelse i maven, som halvt var kvalme, halvt smerte. Mine studier led også under det, og jeg kunne stort set ikke koncentrere mig om at komme igennem min læsning. Jeg kunne sjældent huske, hvad jeg havde læst, hvis jeg endelig var kommet igennem teksten.

Jeg kunne sjældent huske, hvad jeg havde læst, hvis jeg endelig var kommet igennem teksten

JEG VAR STRESSRAMT, og det påvirkede alle dele af mit liv. Det gik dog først op for mig at mine symptomer var reelle stresssymptomer, da jeg ved et tilfælde så en liste over de mest almindelige symptomer.

MIT HELD VENDTE kortvarigt tilbage, da min historie blev bragt i medierne og jeg blev kontaktet af op til flere sympatiserende mennesker, der tilbød at hjælpe på forskellige måder. Jeg blev ikke hjemløs i den omgang, og jeg fandt et midlertidigt hjem i nogle måneder, inden en kollegieansøgning gav pote.

JEG HAR SIDEN foråret boet på et af de bedste kollegier i byen. Og her er jeg sikret i mange år endnu. Jeg skal ikke igen ligge vågen i uvisheden om, hvor jeg skal bo, men kan sove roligt og være klar til den kommende dag på uni. Jeg skal ikke gå og have ondt i maven, fordi jeg lige om lidt kan blive hjemløs. Jeg skal ikke opgive at læse til mit studium, fordi det eneste min hjerne kan fokusere på er, om jeg kan finde en bolig på den ene eller anden gruppe på Facebook.

SÅ LAD OS sammen sørge for, at der er betalelige boliger for de studerende hvor det giver mening. Lad os bygge nogle flere kollegier, hvor sammenholdet er stort og det nogle gange er helt fint at dele køkken og bad. Lad os holde op med at undskylde boligmanglen med, at man da bare kan flytte ud i provinsen. For så ignorerer man det virkelige problem, at der er massiv mangel på permanente studievenlige boliger.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste