Han har set døden i øjnene, men sjældent oplevet stress som i forskningsverden

Kristoffer Szilas gør det flere gange, fortæller historier om at blive taget af en lavine, om at springe ud fra en bjergside og om at sove på en hylde af is i en kilometers højde, og så lige pludselig, midt i en sætning, sammenligner han det med at være ung løstansat forsker.

Han er både bjergbestiger og geolog, og det er jo indlysende for de fleste, at de to ting har flere fællesnævnere: udforskningen, opdagelsen, naturen.

Men det rækker videre end det, siger Kristoffer Szilas. Også stressniveauet, arbejdspresset og usikkerheden kender han fra begge verdener.

»Som bjergbestiger går man ind til opgaven med åbne øjne og ved godt, der er en risiko. Det handler om at være i det og acceptere det,« siger han, og så er det, han skifter spor:

»Det er ligesom at være ung forsker, hvor man ikke ved, om man kan blive ansat som lektor. Man må leve i den usikkerhed. Bare gøre sit bedste og se, hvor det fører hen.«

For Kristoffer Szilas har det nu ført til det tryggeste sted, han har været i karrieren hidtil. Over flere år har han ålet sig gennem »nåleøje på nåleøje på nåleøje«, indtil han sikrede sig en billet til det forjættede land: en fast lektorstilling ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

I 2020 fik han sin første artikel i det velrenommerede tidsskrift Nature, der på baggrund af fund af ældgamle grønlandske bjergarter konkluderede, at Jorden har nogle andre byggesten, end vi hidtil har troet. Og i august i år fik han endnu en Nature-artikel på cv’et, en sammenfatning af flere års forskning i den litosfæriske kappe (et af jordens yderste lag), som han har skrevet sammen med kolleger fra hele verden.

Men vejen til akademisk succes har været lang og bumlet og opslidende.

Kunne ikke se barn og kone i et år

Undervejs har han boet fire år i udlandet, herunder to år i New York fra 2012 til 2014, hvor han arbejdede som postdoc på Columbia University. Lønnen var dansk, men det var skatten også, og lejligheden på Manhattan var så dyr, at han og konen måtte diskutere, hvilken mælk de havde råd til i supermarkedet.

Imens arbejdede Kristoffer Szilas ofte hele lørdage og søndage, fordi konkurrencen krævede det. Da han fra 2014 til 16 fortsatte som postdoc på Stanford University i Californien mødte han en kinesisk postdoc, der havde efterladt hustru og søn i hjemlandet og ikke havde råd til at rejse hjem til dem i de tre år, hans ansættelse varede, fordi lønnen var for dårlig.

Han var villig til at opgive alt for forskningen.

Kristoffer Szilas var selv ved at tage en lignende beslutning: Han havde allerede takket ja til en stilling på et japansk universitet, kontrakten var underskrevet, og alt var på plads, selv om det betød, at han skulle rejse uden sin kone og deres barn. Han vidste endda, at han ikke ville se dem i et år, fordi det japanske universitet foretrak, at han blev i landet i de første tolv måneder af ansættelsen.

Kun ved et tilfælde opdagede han et legat hos Carlsbergfondet med base i Danmark. Det søgte – og fik – han.

Men selv da han efterfølgende landede en tenure track-stilling på Københavns Universitet – en stilling, der, hvis man lever op til en række krav, fører til en lektortitel – skulle han sikre sine egne forskningsmidler ved at søge puljer med en succesrate på fem til ti procent.

»Akademia er en kampsport. Især fasen fra ph.d. til lektorat er ikke for børn. Det er bare et megahårdt miljø. Det er ubeskriveligt hårdt,« siger Kristoffer Szilas.

»Det er ikke toppen, jeg husker«

I den virkelighed har hans karriere som bjergbestiger ikke bare været en flugt fra arbejdspresset, det har også været en form for træning. Forskningen og bjergbestigningen har eksisteret i »en symbiose«, siger han flere gange.

»Det her med at planlægge tingene minutiøst og være villig til at tage risici, det er noget, der kan overføres en til en fra bjergbestigning til akademia. Jeg ville ikke været nået så langt, hvis jeg ikke også havde haft bjergbestigningen.«

Der er dog åbenlyse forskelle.

Som forsker kan man få afslag på en ansøgning, eller man kan tabe et instrument til 100.000 kroner i laboratoriet.

Som bjergbestiger kan man tabe livet. Og det har Kristoffer Szilas været tæt på et par gange.

Han er blevet taget af en lavine, har befundet sig under et stenskred, og han har flere gange overnattet på en hylde på en snæver klippevæg. Det sidste skete senest på et bjerg i Sydamerika, hvor mørket faldt på under klatringen, og hans hold måtte opgive at nå tinden, inden morgensolen igen afslørede en farbar vej.

I mellemtiden måtte de sidde på klippehylden og håbe på, at et uvejr ikke ville forsøge at flå dem ned.

Szilas fortæller det hele med begejstring. Han griner, da jeg siger, at jeg ikke forstår, hvad begejstringen bunder i.

»At komme til det punkt og sidde der og vente på sin eksamen: Jeg skal klatre de sidste 50 meter til toppen. Det havde taget ti års intens fysisk og mental træning at komme dertil …«

»Det er ikke toppen, jeg husker. Det er at sidde på den klippehylde i en så sindssyg situation. Der er meget få mennesker i verden, der kan klatre derop. Det kan man ikke købe sig til. Man kan ikke bare være heldig. Man sidder der på grund af det målrettede arbejde, man har lavet over så mange år,« siger han.

Han skifter spor igen.

»Det er lidt det samme i forskningen. Man har brugt 10-20 år for at nå til det punkt, hvor man er i front og er med til at skubbe grænsen for, hvad vi ved om Jorden.«

Hvad er det for en følelse, du får der på klippehylden?

»Det er en form for mestringsfølelse. Fysisk og mentalt. Og så er det bare vildt at sidde der og vide, at det kan gå fuldstændig galt på fem minutter.«

»De største succesoplevelser er, når vi får fuldstændig lammebank og prygl og kun kommer halvvejs op ad klippevæggen. Når man mærker, at vi er nået til grænsen. Så må man hjem og træne videre, og så kan man komme tilbage året efter og prøve igen. Det synes jeg er fedt. Og det er den villighed til at fejle og forsøge igen og igen, der er det vigtigste både i forskning og i klatring.

Det vildeste sted i verden

Man skal også være i stand til at omfavne den følelse, man får, når man dingler som en prik på klippevæggen med maven mod muren og ryggen mod døden.

Han beskriver en følelse af at man er mikroskopisk og ubetydelig, at naturen er ligeglad med, om man lever eller dør, og at alt hvad man er, og alt hvad man udretter, med tiden forsvinder som tårer i regnen.

Hos nogle vækker det en galopperende dødsangst. For Kristoffer Szilas er oplevelsen nærmest religiøs.

»Man bliver virkelig lille, når man sidder på en kæmpemæssig klippevæg, og der kommer sten og laviner. Man tænker over sin plads i verden.«

»Mit yndlingsområde er en gletsjer, der ligger mellem bjergene Fitz Roy og Cerro Torre i Patagonien, det er simpelthen bare … den følelse, som man i middelalderen ville få af at se på en katedral, sådan har jeg det, når jeg står der. Der står 1.500 meter høje klippevægge på hver side af gletsjeren. Det er det vildeste sted i hele verden.«

Kristoffer Szilas har søgt den storslåede natur både som bjergbestiger og som forsker, hvor han sommer efter sommer er rejst til Grønland og har fundet nogle af klodens ældste bjergarter.

Det lå altid i kortene, at han ville søge mod naturen. Hans første klare minder stammer fra sommerferierne i Ungarn, hvor hans far boede, efter hans forældre blev skilt. Han var en præst af den gamle skole, en videbegærlig sjæl, der studerede filosofi og naturvidenskab mellem sine prædikener, og når familien var på besøg, vandrede de altid i bjergene.

»Vi samlede sten, mineraler og krystaller, og når mørket faldt på, blev vi udenfor og så stjernehimlen. Det var der, jeg begyndte at blive fascineret af, hvordan landskabet var opstået og hvad det bestod af.«

Det var også der, han fik smag for eventyret.

For at udforske steder, hvor ingen mennesker har været før, og gøre opdagelser, der tilføjer nye kapitler til historien om jordens oprindelse. Det bunder i en dyb nysgerrighed. Og et umætteligt drive:

»Jeg har altid haft det sådan: enten-eller. Man skal ikke lave noget halvhjertet. Det er fuld gas og 100 procent.«

Jeg forstår det stadig ikke. Man kan godt følge sin nysgerrighed uden at gøre noget, der er så ekstremt som isklatring. Jeg læste, at du på et tidspunkt klatrede op ad et kinesisk bjerg, hvor en gruppe ungarske bjergbestigere døde en uge forinden. Hvorfor sagde du ikke bare: okay, jeg dropper det?

»Min personlighed er at gøre det 100 procent og ikke lade mig slå ud af usikkerheden. Der er en vis risiko. Så længe jeg er inden for min komfortzone og ikke føler, at jeg er direkte udsat, er det okay.«

»Det har været mit liv, både i bjergbestigningen og i forskningen, at lægge en langsigtet strategi og så lave en masse træning og sætte delmål. Så kan man ikke blive slået ud af, at man kan stå i en farlig situation eller kender nogen, der døde på samme bjerg.«

Stereotypen med isøksen

Kristoffer Szilas er på den ene side et ekstremt tilfælde. På den anden er han forsker af den gamle skole.

Han hylder den fri forskning, hvor man kan lade sig styre af egen nysgerrighed og opdagelsestrang, i stedet for at jagte konkrete løsninger på veldefinerede problemer. Og han begræder, at den mere målrettede forskning, blandt andet finansieret af virksomheder og fonde med bestemte interesser, fylder stadigt mere på universiteterne.

Det er villigheden til at fejle og forsøge igen og igen, der er det vigtigste både i forskning og i klatring.

Kristoffer Szilas, lektor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning

»Jeg tror, jeg ville sige op, hvis jeg blev proppet ned i en kasse, og andre skulle diktere, hvad jeg forskede i,« siger han.

»Man skal have lov til at afsøge sine ideer, uden at en manager hele tiden prikker en på skulderen, eller at fondene ved, præcis hvad der foregår. Der skal være et råderum til, at forskere prøver nogle ideer af fuldstændig bottom up. Ellers mister vi det, vi ikke ved, at vi ikke ved endnu.«

I geolog- og geografkredse vil nogen måske sige, at Kristoffer Szilas ligefrem er en stereotyp. En stereotyp, som to af hans kolleger på Københavns Universitet for nylig satte ord på i Uniavisen:

En geograf er »en stærk mand med stort skæg, istapper i håret og isøksen i hånden,« lød det.

Deres pointe var, at forestillingen om stærke mænd på ekstreme ekspeditioner er med til at skræmme kvinderne væk fra forskningen. Og ifølge Szilas, der selv ved, at han inkarnerer stereotypen, har de en pointe.

LÆS OGSÅ: En geograf er »en stærk mand med stort skæg, istapper i håret og sin isøkse i hånden«

For det er ikke noget tilfælde, at det netop var ham, der slap igennem de mange nåleøjer i jagten på den faste lektorstilling, mens hans jævnaldrende konkurrenter sakkede bagud og kvittede til sidst.

»Jeg tror generelt, at mange af dem, der ender med at få en fast stilling, er sportsfolk, som trives med at lægge langsigtede planer og så bare holde fast. Folk, der kan håndtere usikkerheden, og er indstillet på, at hvis de fejler, er det bare op på hesten og videre.«

Det er et benhårdt filter, der sorterer dem fra, der ikke er klar til at ofre det meste. Og det betyder, at de forskere, der står tilbage, ligner hinanden på afgørende punkter.

Det er fint, at systemet udvælger dem, der ikke er bange for at tage chancer og kan præstere under pres, siger Kristoffer Szilas. Men det er uholdbart, at konkurrencen i så høj grad afhænger af, hvem der kan lide flest afsavn, ikke mindst i familielivet.

Det er en af forklaringerne på, at flere mænd end kvinder kommer til tops i akademia, vurderer han. Og han peger på fondene som dem, der for alvor kan rette op på skævheden:

»Jeg tror, at fondene ville få mere ud af at have færre postdocer, men give dem flere midler, så de ikke mangler noget og fx kan få familien med til udlandet. Kønsdiversiteten hænger jo fuldstændig sammen med, hvor mange afsavn du har i forhold til din familie. Det er en svær balance. Men det kunne være en løsning, at man fx kunne få sin partner med på en deltidsløn, så man ikke skal bekymre sig om det.«

For nylig var han til et foredrag med en kvindelig forsker, der havde skovlet mange millioner kroner hjem i forskningsmidler. Alligevel fortalte hun at hun flere gange havde overvejet, om hun skulle opgive sin akademiske karriere. Millioner eller ej.

Det er overvejelser, alle unge forskere har haft på et tidspunkt, siger Kristoffer Szilas.

Når du kigger tilbage på din egen vej til den faste stilling … var det så det værd?

»Det synes jeg nu. Men jeg synes ikke, det havde været det værd, hvis familien var smuttet i mellemtiden. Og som det er i dag, er presset på unge forskere så stort, at det er en reel risiko.«