KU fjerner alt inventar fra bederum. Se før- og efterbillederne her

Brugere af KU’s bederum skal hente deres personlige ejendele senest torsdag 3. april. Ellers vil de blive fjernet. Det blev meldt ud på KUnet i kølvandet på flere måneders debat i medierne.

Rummene, der også kan gå under betegnelserne stillerum, retræterum eller andagtsrum, er blevet kritiseret for at være de facto kønsopdelte og for måske at kunne bruges af muslimske studerende til at holde øje med hinanden. Det konkluderede i hvert fald Kommissionen for den glemte kvindekamp, der blev nedsat for at komme social kontrol til livs. En af kommissionens anbefalinger var national regulering af bederum på landets universiteter, og det var altså dét, der genstartede den gamle debat i denne omgang.

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic om regler for bederum: »Jeg er enormt bekymret for den her glidebane«

En rød tråd i kritikken har været rummenes indretning. Ud over de flytbare skillevægge, som i flere af rummene er blevet brugt til at adskille kønnene, har kritikere hæftet sig ved tæpper, bøger og foldere, som knytter sig til islam. Og det var altså den kritik, som 1. april fik KU til at annoncere, at rummene skal ryddes for personlige genstande, og at de fremover vil »blive holdt fri for alt, der ikke er en del af campusadministrationernes indretning.«

Der vil løbende blive holdt opsyn for at sikre, at rummene forbliver religiøst neutrale. Men hvad vil det egentlig sige? Og hvori består forandringen? Uniavisen er hoppet på cyklen for at besøge et par af KU’s bederum – før og efter rydningen.

Ud med alterbord og Hizb ut-Tahrir

Første stop på vores bederums-sightseeing – før rydningen – er Søndre Campus.

Længst ude i campusperiferien i bygning 24 ligger stillerummet. På vej dertil passerer Uniavisen adskillige grupperum, hvor flittige studerende fordyber sig i præsentationer og eksamenslæsning. Stillerummet er let at overse, fordi det for udefrakommende nemt vil kunne opfattes som endnu et af gangens mange grupperum.

En let fornemmelse af røgelse hænger i luften, når man træder ind i rummet. Gulvet er dækket af et persisk væg-til-væg-tæppe, og et par hynder står op ad den ene væg – som en indbydelse til at sætte sig ned og tage en pause.

En opslagstavle og en bogreol dækker den anden væg og præsenterer brugerne for en mængde åndelige tilbud: pjecer for kristne bedemøder blander sig med retræter, yoga, meditation og reklamer for muslimske organisationer.

Blandt dem finder Uniavisen også de to pamfletter fra Hizb ut-Tahrir, som tidligere har været debatteret i medierne i forbindelse med KU’s bederum (kræver login) – samt en bog af en canadisk imam, Bilal Philips, der er på statens liste over bandlyste hadprædikanter.

Nederst i reolen ligger nogle bedetæpper og en enkelt yogamåtte. I den anden ende af rummet står et lille bord dækket af en broderet dug i mellemøstlig stil. På bordet står en flerarmet lysestage, og tilsammen leder opsætningen tankerne i retning af et alter.

Alt i alt kan der ikke herske tvivl om, at der er tale om et religiøst indrettet rum, da Uniavisen besøger det inden rydningen.

Et par uger senere er rummet markant forandret. Røgelsesduften er væk. ’Alteret’ med det mellemøstlige tæppe og lysestagen er nu blot et tomt bord, bogreolen står tom, og flere pjecer er fjernet fra opslagstavlen. Det samme gælder for bedetæpperne, der lå i reolen.

Yogamåtten er der dog stadig, ligesom hynderne på gulvet. Også det persiske væg-til-væg-tæppe har fået lov at blive liggende.

Kønsopdeling og tørklæder ad libitum

Andet stop på Uniavisens tour de stillerum ligger på anden sal i den gamle Panum-bygning. Ruten går forbi en lille kantine, før man når frem til ‘andagtsrummet’, som de kalder det her.

Under vores første bederums-ekspedition er rummet på Panum så fyldt, at en lille kø har dannet sig udenfor. Det er midt i frokostpausen, og rummet synes derfor særligt eftertragtet. Uniavisen må derfor opgive at komme ind for at tage billeder den dag.

Heldigvis er rummet endnu ikke blevet ryddet, da vi vender tilbage. Det første, der fanger øjet, er dog KU’s nye retningslinjer, som hænger på døren. De minder brugerne om, at alle personlige ejendele vil blive fjernet den 3. april som en del af universitetets bestræbelse for at sikre, at rummene fremstår tilgængelige for alle.

Indtil da ser alt ud til at foregå som vanligt. Rummet er velbesøgt, og Uniavisen bemærker, at bønnen denne eftermiddag tilsyneladende foregår kønsopdelt – mændene på den ene side af et forhæng, kvinderne på den anden. Et yderligere forhæng er hængt op, så rummet kan opdeles i tre zoner. Men det er ikke i brug, mens Uniavisen er der.

Brugerne har mulighed for at hjælpe til med rydningen ved at afhente nogle af de mange bøger, der ligger på hylderne. I kasserne på reolen ligger bedetæpper og tørklæder til fri afbenyttelse for dem, der ikke har deres egne med. På væggen hænger en hylde med bedesten.

En af de besøgende, som bruger rummet til bøn, og som Uniavisen møder på turen, fortæller, at hun godt forstår behovet for, at rummet fremstår mere neutralt. Men hun er ærgerlig over, at hun nu selv skal have alle sine bønneartikler med i fremtiden.

For kommer til det at gå som med rummet på Søndre Campus, må man formode, at det meste af inventaret skal fjernes. Og så kommer det til at se væsentlig anderledes ud fra næste uge.

Er munkecellen idealet?

Turen ender på CSS, der har et noget mindre farverigt bederum. Rummet minder mest af alt om en celle, der er gemt væk dybt i kælderen på kommunehospitalet, hvor solen ikke ligefrem står ind ad vinduerne. Døren kan kun åbnes, hvis du har søgt om særlig adgang til rummet med dit studiekort, og information om rummet spredes fra mund til mund.

Fliser dækker gulv og vægge, og inventaret består af en enkelt stol i hjørnet samt en tom reol, hvorpå et skilt med rummets sparsomme retningslinjer er klistret op: »Ingen sko, mad og drikkevarer!!« Et ensomt whiteboard hænger på væggen, og en flytbar rumdeler står i det ene hjørne – ellers er det helt tomt.

Trods den sparsomme indretning bliver rummet stadig brugt. Uniavisens guide til første besøg af stillerummet er Muhammed Huzeyfe Aydin. Han er statskundskabsstuderende på ottende semester og forperson for Muslim Student Association City Campus. Muhammed Huzeyfe Aydin forklarer, at reglerne for rummet er enkle: Man tager sine ting med sig, når man går, og man respekterer de andre brugere. Rummet er åbent for alle.

»Indretningen er jo ret bar, men det tjener sit formål. Personligt gør det ikke den store forskel for mig, hvordan rummet ser ud. Jeg må indrømme, at rummet på KUA er mere hyggeligt, men det er jo bare komfort. Det vigtigste er, at rummet er tilgængeligt,« siger han.

Muhammed Huzeyfe Aydin bruger rummet til at bede. Han forklarer, at de muslimske tidebønner særligt om vinteren falder meget tæt på hinanden, og at de ofte ligger oven i undervisningen eller i frokostpausen.

LÆS OGSÅ: Klage over kønsopdelt bederum på KU får rektor til at skride ind: Vi skal forblive fri for religiøse påvirkninger

»Min dag ville pludselig blive temmelig hektisk, hvis jeg enten skulle nå hjem to gange på en dag eller bruge hele min frokostpause på at finde et tomt lokale på CSS,« siger han.

Ifølge ham varierer antallet af brugere.

»Nogle gange er jeg her alene, andre gange er vi to-tre stykker. Det gør ingen forskel – vi respekterer hinanden. Alle ved, at man ikke forstyrrer andre og passer sig selv.«

Man skulle ikke tro, at retræterummet på CSS kunne blive mere bart. Men da Uniavisen på anden rundtur besøger rummet igen, er skillevæggen og det tomme whiteboard også forsvundet.

Tilbage står et lokale, hvis formål ville være umuligt at gætte, hvis man ikke kendte det i forvejen. Og det er måske netop også hensigten.