KU = Konstant Underskud?

OP MOD 145 MEDARBEJDERE er blevet prikket ved den sparerunde, der er resultatet af budgetter for 2010. Der er stillet spørgsmålstegn ved om det egentlig har været nødvendigt med disse nedskæringer i personalet.

Men nedskæringerne er nu en realitet for KU’s medarbejderne, der har oplevet en helt ny betydning af det personalepolitiske princip nummer fire: Trygge arbejdsforhold!

I stedet for at fordele de økonomiske nedskæringer over hele universitet har ledelsen besluttet at lade det gå hårdt ude over udvalgte områder. Således vil staben af fastansatte lektorer på Biologi være skåret ned med over 40 procent efter denne og sidste års nedskæringer. Mine kolleger forudser kaos i undervisningen allerede fra dette forår.

JEG TALER SOM AC-fællestillidsmand med rigtig mange af mine underviser- og forskerkolleger i denne tid. Og de kan berette, at stemningen er helt i bund ude på de berørte institutter; ikke kun blandt de prikkede kolleger, men blandt alle vip’er.

Man har jo kunnet se, hvordan nedskæringerne sidste år især ramte aldersklassen over 60, mens man nu er gået i gang med aldersklassen over 50. Det får alle til at frygte for de nærmeste år: Bliver jeg nødt til at gå fra hus og hjem, eller kan jeg nå at klare mig igennem til efterlønsalderen?

De yngre forskere spørger sig: Er der overhovedet en fremtid for mig på KU? Eller skal jeg hellere med det samme søge væk, medens min alder er til det?

Ph.d.-studerende undrer sig over, hvordan KU’s ledelse kan finde på at fyre deres vejleder. Jeg har hørt, at en udenlandsk ph.d.-studerende, som netop var taget til Danmark, fordi vedkommende havde hørt, at det var godt at studere på KU, var gået helt i sort, fordi vedkommendes vejleder var prikket.

TILLIDEN TIL LEDELSEN er helt i bund; man tror endnu mindre på ledelses udmeldinger nu end tidligere, hvor tilliden i forvejen var ret begrænset. Efter hvad jeg hører fra mine kolleger, kan vi godt slette princip nummer fem om ’Godt samarbejdsklima’ fra personalepolitikken.

Jeg hører fra mine udenlandske kolleger på KU, at deres netværker i hjemlandene er dybt chokerede og rystede over, at KU bare vil fyre løs blandt vip’er. I første omgang nægter man på udenlandske universiteter at tro på, at det kan lade sig gøre så let at fyre forskere i Danmark. Når de så er overbevist om, at det faktisk sker, så er de chokerede over at høre omfanget.

Blandt de prikkede i år og sidste år er der adskillelige udlændinge, som KU nu har gjort til rigtig dårlige ambassadører for KU i udlandet. Disse forskere vil nu rejse tilbage til deres hjemlande i Europa og USA og berette om de kaotiske og katastrofale forhold på KU.

Dermed vil KU’s image i udlandet være ødelagt i mange år frem i tiden, og det vil blive mere end svært at overbevise udenlandske forskere om, at det vil være attraktivt at søge job på KU, og at overbevise udenlandske studerende om, at de skal studere på KU.

JEG SYNES AT DET ER UTROLIGT, at KU’s bestyrelse har besluttet at indføre dette dårlige arbejdsklima på KU. For den har vel besluttet, at sådan skal det være?

Som professionel bestyrelse kender man vel til og har diskuteret konsekvenserne af budget 2010 ude i organisationen, inden man vedtog det? Man kan ikke se det i referaterne, men derfor kan de professionelle bestyrelsesmedlemmer jo godt have overvejet, hvilken effekt nedskæringerne vil have i de lokale miljøer og på forskningen og uddannelserne. Der er i hvert fald ikke noget overraskende i det, jeg har berettet ovenfor fra de lokale arbejdspladser på institutterne.

Der bliver meget at gøre, hvis min kollegers entusiasme og engagement skal genoprettes. Det vil tag lang tid, formentlig adskillelige år. Jeg håber, at ledelsen har en plan for, hvordan det skal gøres. Men jeg frygter for svaret. Med erfaringen fra nedskæringerne sidste år er der stor sandsynlighed for at svaret bliver: ingenting!