Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Københavns Universitets grønne omstilling er i turbulens

Klima — Mindst 30 forskere flyver over 20 gange om året. Universitetet har strategiske mål om internationalisering, globalt udsyn og partnerskabsaftaler. Kan man sigte efter de visioner og samtidig sørge for, at forskerne flyver mindre?

Københavns Universitet kører for tiden en rekrutteringskampagne, der skal slå klørene i kommende universitetsstuderende, blandt andet med plakater på busstoppesteder og på togstationer.

Ét af billederne viser nogle fly i en lufthavn, med hjulene på landingsbanen og snuden mod horisonten. »Fordi verden har brug for bedre løsninger,« står der i billedets nederste højre hjørne.

Underforstået: På Københavns Universitet finder man nye løsninger, der – for eksempel – kan nedbringe flytrafikkens klimaforurening.

Men mens forskerne skaber ny viden og nye løsninger, flyver de selv meget. Rigtig meget. Omkring en tredjedel af universitetets CO2-udledning kommer fra transportområdet, og heraf kommer over 90 procent fra flyrejser.

Og hvor Københavns Universitet overordnet har leveret en CO2-besparelse på 63 procent pr. årsværk siden 2006, har målet på transportområdet blot været at holde stigningen på én procent årligt.

Det fik tidligere på året Jens Friis Lund, professor i politisk økologi ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, til at kalde de luftbårne rejsevaner på universitetet for »den flyvende elefant i rummet«.

Og det skulle læses som en opsang til både forskere og ledelse.

»Vi står over for en klimaudfordring, som alle på universitetet bør være orienteret om, og som gør, at vi er nødt til at ændre vores vaner. Der er ingen tvivl om, at vi ikke kan holde den globale temperaturstigning inden for Paris-målene, hvis folk i vores del af verden ikke også er villige til at gøre noget ved vores flyvaner,« siger han.

Universiteterne har et særligt ansvar, mener han. Det er store offentlige vidensinstitutioner, der dag efter dag leverer analyser af klodens opvarmning og forsker i teknologiske løsninger.

»Hvis universiteterne ikke går forrest, så virker det paradoksalt. Det virker hyklerisk,« siger Jens Friis Lund.

Skal stikke næsen frem

Har universiteterne et særligt ansvar, har de dog også en særlig udfordring.

Den officielle strategi for Københavns Universitet illustrerer fint, hvori den består. I strategien står der, at »KU’s kandidater skal tilegne sig internationale kompetencer og globalt udsyn,« at universitetet skal »indgå partnerskabsaftaler om forskning og uddannelse med de bedste universiteter i verden«, og at det skal »udbygge et velfungerende innovationsøkosystem af internationalt format«.

Der [er] ikke er noget galt med det, vi gør. Vi gør det bare for meget

Andreas De Neergaard, prodekan for uddannelse, SAMF

Problemet hedder internationalisering. Ordet har med garanti stået på mange whiteboards, når ledelsen har sammenfattet universitetets store visioner.

Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan man blive mere international og samtidig flyve markant mindre, end man har gjort i de seneste år?

Det var blandt spørgsmålene, da Andreas De Neergaard, prodekan for uddannelse på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, diskuterede klimaaktivisme med de studerende på CSS under klimastrejken den 15. marts.

Prodekanen, der har en ph.d. i agroøkologi, er en af de stemmer på Københavns Universitet, der med vægt taler for handling på klimaområdet. Men han anerkender universitetets dilemma:

»Det centrale er, at der ikke er noget galt med det, vi gør. Vi gør det bare for meget,« sagde han til de strejkende studerende.

Han nævnte, at han selv har været med til at udvikle feltkurser for studerende, der udleder kilovis af CO2 i processen. Det kan være på antropologiuddannelsen eller på overbygningen i Master of Global Development, hvor det ikke altid er let at indsamle empiri under danske himmelstrøg.

Det beriger både de studerende og deres uddannelser, når de drager ud i verden og trækker erfaringerne hjem på universitetet. Og det samme gælder for deres undervisere, sagde Andreas De Neergaard.

»Hvis man har haft lejlighed til at besøge universitetsmiljøer, som ikke har råd til at tage til internationale konferencer og medvirke i internationale samarbejder, kan man se, at det sander til lynhurtigt. International kontakt er afgørende i moderne forskning.«

»Det er derfor, jeg siger, at der er nogle ting, vi bliver nødt til at gøre. Hvis du skal være en dygtig antropolog, så skal du lave feltarbejde. Og som forsker kan man være nødt til at deltage i konferencer eller i internationale forskningsprojekter. Det sidste, vi må gøre, er at ødelægge det.«

Når prodekanen siger, at KU »skal stikke næsen frem« og kaste sig ud i en langt mere offensiv grøn omstilling end i dag – også selv om »vi får rap over nallerne og kommer til at begå fejl« – handler det altså ikke om, at forskerne eksempelvis skal holde helt op med at flyve.

Hvis universiteterne ikke går forrest, så virker det paradoksalt. Det virker hyklerisk
Jens Friis Lund, professor i politisk økologi

Det handler om at tage ansvar uden at skrotte de visioner for forskning og uddannelse, der er institutionens pulserende hjerte.

»Man må finde en model at gøre det i. Sørge for, at man så tit som muligt bruger Skype i stedet for at flyve, og når man bliver nødt til at tage flyet, så må man carbon offsette sin flyrejse. Købe kvoter eller plante skov for eksempel. Så kommer der tyve procent oven i billetprisen, men ikke mere end det. Det er jo ikke tredoblinger af prisen, vi snakker om.«

30 flyvekonger

Jens Friis Lund har samme holdning.

Han siger, at Københavns Universitet er nået til et punkt i den grønne omstilling, hvor de lavthængende frugter er høstet. De 63 procent pr. årsværk, som universitetet har reduceret CO2-udledningen med siden 2006, kommer mest af alt fra energieffektiviseringer, altså fra tiltag, som de ansatte ikke mærker i dagligdagen.

Hvis forskere, der stiler efter at udgive indflydelsesrige publikationer med udenlandske kolleger, pludselig ikke må springe på flyet, hvis rejsen er kortere end – lad os sige – 600 kilometer, kan det muligvis føles som et irriterende offer.

Jens Friis Lund mener bare ikke smertegrænsen for alvor er i sigte.

»Jeg er ikke fortaler for, at man ikke mødes med andre forskere. Men jeg mener, der er mulighed for at skære en hel del, før vi kommer ned og rammer det punkt, hvor det begynder at gøre ondt,« siger han.

Hvis de, der lige nu flyver 30 gange om året, begynder at flyve 20 gange om året […], så er det allerede en tredjedel, man skærer væk.

Uffe Gebauer Thomsen, vicedirektør, Campus Service

Han hæfter sig ved, at dem, der flyver mest på Københavns Universitet, flyver voldsomt meget. Tallene er usikre, men det står klart, at 30 forskere drog på flyrejser mindst 21 gange i 2016 – og nogle med sikkerhed mere end det.

»Jeg vil ikke skyde på nogen, men jeg har svært ved at se, hvilket forskningsfelt der gør det tvingende nødvendigt at flyve mere end tyve gange om året, før man kan udfylde sin rolle på universitetet,« siger Jens Friis Lund.

Professoren har en vifte af konkrete tiltag, som han mener universitetet bør indføre i den nye grønne strategi, der skal vedtages, når den nuværende ’Grøn Campus2020’-plan passerer slutdatoen næste år.

Han opfordrer universitetet til ikke at acceptere indenrigsflyvninger overhovedet, og så mener han, at forskerne kraftigt bør opfordres til at tage toget, når rejsetiden ligger omkring »ti til tolv timer«.

Han nævner, at hans eget Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi har indført et loft over flyrejser finansieret af interne midler – i første omgang på grund af sparekrav. Den generelle regel er, at instituttets forskere har mulighed for at få finansieret to flyrejser inden for Europa eller en enkelt uden for om året.

Det har naturligt nok ført til et fald i flyrejser. Og så vidt Jens Friis Lund ved, har det ikke medført klager fra hans kolleger.

»For internt finansierede rejser mener jeg, at man kunne have en lige så restriktiv politik, som vi har på vores institut. Måske endda mere restriktiv. Der skal være et loft over, hvor mange flyrejser vi finansierer pr. ansat pr. år, og der skal være gode grunde til hver rejse.«

Du beder nogle forskere om at gå fra over 20 flyrejser til et par stykker. Det er en kæmpe forandring. Er det overhovedet realistisk?

»Det ved jeg ikke. Man kan jo sige, at det er den generelle regel, og så må institutledere tage en drøftelse med de personer, som virkelig bliver ramt og se på, hvad man kan gøre. Selvfølgelig skal folk kunne passe deres arbejde.«

»Men de, der har de her mange rejser, må også indstille sig på, at verden forandrer sig. Lige nu er flyrejser et af de områder, hvor man som individ på universiteterne kan gøre allermest for at afværge klimaforandringer.«

Politik eller adfærd?

Spørgsmålet er, i hvor høj grad det er forskerne selv, der skal tæmme flytrangen, og i hvor høj grad de skal hjælpes på vej af en strengere rejsepolitik?

Der er ingen tvivl om, at der er tiltag, Københavns Universitet kan kaste sig ud i, ligesom andre universiteter har gjort før dem – og nogle af dem er de i gang med at analysere i Grøn Campus, KU’s grønne arm.

Man kan klimakompensere for flyrejser og investere dem eksternt, for eksempel i skovrejsning, eller internt, for eksempel i bedre faciliteter for videokonferencer. På indkøbssiden kan man stille krav til, hvilke flyselskaber man i udgangspunktet må flyve med (der er stor forskel på, hvor meget de udleder). Og man kan indføre en benhård flypolitik, der kan holde forskerne på landjorden og tvinge dem til at bruge de digitale løsninger i højere grad.

Men det er vigtigt at holde fast i, at det også i vidt omfang er et mentalt spørgsmål, siger vicedirektør i Campus Service, Uffe Gebauer Thomsen.

»Personligt tænkte jeg ikke så meget på mit CO2-aftryk for tre år siden, og nu tænker jeg over det, hver eneste gang jeg køber en flyrejse. På samme måde tror jeg forskerne er begyndt at tænke over det. Det er jeg faktisk 100 procent sikker på, at de gør,« siger han.

»Hvis de, der lige nu flyver 30 gange om året, begynder at flyve 20 gange om året på grund af de overvejelser, så er det allerede en tredjedel, man skærer væk. Og det tror jeg kommer til at ske.«

Men den holdningsændring bliver vel skubbet på vej af konkrete tiltag?

»Det kan den. Den kan accelereres af konkrete tiltag. Men det vigtigste er den mentale forandring hos os som enkeltindivider. At vi begynder at handle anderledes på grund af den.«

Han kan ikke svare på, hvad Københavns Universitet konkret skal gøre. Det er ikke hans opgave. Den tilfalder i sidste ende rektor. Campus Service leverer omvendt analyser og oplæg, der kan være grundlaget for de politiske beslutninger i toppen af universitetets hierarki – foruden de rammer, der kan bringe beslutningerne bedst ud i verden.

Der er ingen tvivl om, at vi ikke kan holde den globale temperaturstigning inden for Paris-målene, hvis folk i vores del af verden ikke også er villige til at gøre noget ved vores flyvaner

Jens Friis Lund, professor i politisk økologi

Vicedirektøren understreger, at det, der er fælles for de fleste af de tiltag, man kan kaste sig ud i, er, at det er prioriteringer, der ikke kommer uden tab. Når man investerer i den grønne omstilling, vil man ofte være nødt til at tage pengene fra forskning og uddannelse.

På flyområdet nævner han alligevel nogle muligheder, man kan drøfte i ledelsen.

»Man kan se på den interne beskatning, fordi man ved, at det virker. Og den indtægt kunne man eksempelvis bruge til at investere i nogle bedre faciliteter til videokonferencer, så forskerne i visse tilfælde er frie for at rejse,« siger han.

»Men jeg kan jo ikke sige, om det begrænser forskernes frihed og universitetets internationale profil. Det er i høj grad noget, forskerne og deres internationale kolleger må tage stilling til. Og i sidste ende kræver det en beslutning fra ledelsen om, at det er det, vi vil.«

Under klimastrejken på CSS var optimismen hos Andreas De Neergaard til at overse, da han satte punktum for sin talestrøm.

»Jeg tror, KU laver en eller anden form for blød politik på området. Jeg tror for eksempel ikke, vi laver en flyskat.«

»Men,« tilføjede han, »det kunne virkelig være fedt, hvis vi gjorde.«

Svar fra rektor

Uniavisen har bedt rektor Henrik C. Wegener om at forholde sig til kommentarerne fra Jens Friis Lund og Andreas De Neergaard. Her følger hans fulde mailsvar:

»KU’s ledelse er ved at overveje, om der er behov for at udarbejde interne retningslinjer eller iværksætte konkrete tiltag, som kan nedbringe behovet for flyrejse i embeds medfør. Vi er opmærksomme på flyrejsers klimabelastning. Men udgangspunktet er, at medarbejdere kun rejser, når det er tjenstligt begrundet, og der ikke findes bedre alternativer. Flyvning er tit besværligt og tidskrævende i forhold til fx en telekonference, et webinar eller lignende.«

»Så der er ikke noget incitament for de fleste medarbejdere til at flyve, hvis de kan undgå det. KU er et internationalt universitet, og forskning og forskeruddannelse er en international disciplin. Så vi kan ikke undlade at flyve, hvis vi skal leve op til KU’s formål om at forske og uddanne på det højeste internationale niveau. Vi tror helhjertet på, at vores forskning og uddannelser er en del af løsningen på klimakrisen, og vi er overbevist om, at et hypotetisk forbud mod flyvning på KU ville gøre mere skade end gavn på vores mulighed for at bidrage til løsningen af denne og andre store globale udfordringer.«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste