Ledelsen på Statskundskab har opført sig som en trafikulykke i slowmotion

Den seneste uge har været sørgelig for det frivillige arbejde om introforløbet på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Ved at slå ned på symboler i stedet for at tale de sunde værdier op, har Institut for Statskundskab – stik imod intentionen – stækket arbejdet for at inkludere studerende.

Risikoen er, at færre vil engagere sig fremover. Det er i min optik langt den værste konsekvens. Men den seneste uge har afsløret flere fejl fra ledelsens side:

Fejl nr. 1: Man har givet misvisende oplysninger om klagerne

I hundredevis af statskundskabsstuderende har skullet tage turen gennem en offentlig gabestok igen, hvor begreber som hvid privilegieblindhed, hyggeracisme, strukturel diskrimination har suset gennem debatten.

Vi har været efterladt med indtrykket af, at der var kommet adskillige klager ind, og at der var et graverende problem med hånlig attitude over for andre kulturer på Statskundskab. På intranettet for statskundskabsstuderende kunne man læse følgende misvisende besked:

»I dagene efter introugen i 2020 modtog dekanatet en klage fra en gruppe studerende, som oplevede nedværdigende fremstillinger af nationale og etniske grupper i forbindelse med landenavngivning af hold og politisk spil.«

I mellemtiden er vi flere, der har søgt agtindsigt hos Institut for Statskundskab for at få viden om klagematerialet. Og det viser sig, at der er én person, der har klaget. Denne person klager på vegne af sig selv.

Derfor er det misvisende at tale om en klage fra en gruppe studerende eller tale om klager i flertal, som institutleder Nina Græger har gjort i debatten.

Det er uklart, hvad Nina Græger selv har puttet ind under samlebetegnelsen ‘klage’. Men en klage kan næppe defineres som en negativ kommentar i forbindelse med en evaluering, som instituttet selv har sendt ud – eller et læserbrev fra 2018, hvis det er det, man tror.

Dansk Sprognævn definerer en klage som en »mundtlig eller især skriftlig henvendelse til en ledende person eller myndighed med anmodning om undersøgelse eller påtale af et (påstået) kritisabelt, uretfærdigt eller retsstridigt forhold.«

Læg mærke til ordet henvendelse. Det er klageren, der er initiativtager.

Og faktum er, at kun én studerende aktivt har taget initiativ til en klage. Der skal simpelthen fakta på bordet i debatten, for vi kan ikke ane, om 30 eller 1 person har klaget ud fra Nina Grægers udtalelser, og det er dybt problematisk.

Fejl nr. 2: Man har handlet i modstrid med klagers erklærede ønske

Den anden fejl er, at man har handlet i modstrid med klagers ønske. Den ene person, som har klaget over lande-traditionerne på Statskundskab for 2020, ytrer faktisk ikke ønske om et forbud mod landetraditionerne. Klageren ønsker, at de ansvarlige på Institut for Statskundskab »tager kritikken med dem, så de kan arbejde konstruktivt med forslagene«.

Klageren ønsker ikke at gøre et stort nummer ud af sin klage. Institut for Statskundskab henviser også til Flavio Sabah Salehs debatindlæg fra 2018 om det, han opfatter som en ekskluderende kultur, hvid privilegieblindhed etc. på Statskundskab.

Men Flavio Saleh har heller ikke ytret ønske om et forbud uden inddragelse af de studerende. Ingen har mig bekendt ytret sådan et ønske. Der er en væsentlig risiko for, at det er blevet mere vanskeligt for etniske minoriteter på Statskundskab og i hele studiemiljøet at stå frem – eller forsvare deres synspunkt – nu. Klagernes synspunkt kan i den offentlig debat hurtigt blive fordrejet, sat i bås med den yderste venstrefløj, gjort til identitetspolitik og krænkelsesvanvid.

Jeg kan læse, at klageren fra 2020 og Flavio Saleh frem for alt ønsker opgør med lavt til loftet-mentalitet, hyggeracistiske bemærkninger blandt studerende og en ifølge dem ekskluderende kultur over for minoriteter. Så er spørgsmålet, om institutledelsen kan komme i mål med at øge mangfoldigheden ved at slå ned på landetraditioner? Næppe.

Fejl nr. 3: Man har holdt på oplysningerne for længe

Beslutningen om at afskaffe landetraditionerne blev omtalt af statskundskabsmagasinet ‘Med andre ord’ allerede mandag i sidste uge. Adskillige mennesker har søgt indsigt i antallet af klagere over landetraditionerne. Det ville være såre simpelt at oplyse offentligheden øjeblikkeligt, eller når man blev spurgt, om der kun var kommet én klage ind, og at den studerende klagede på vegne af sig selv.

Desværre kom aktindsigten først ud fredag. Mediehjulet er indrettet sådan, at oplysninger, der udkommer fredag formiddag meget nemt får mindre omtale, fordi journalisterne går på weekend. Når vi kommer til mandag er de ‘nye’ oplysninger blevet ‘gamle’. Aktualiteten – det væsentligste nyhedskriterium – er blevet stækket, og dermed bliver myten om de mange klager over landeforløbene ikke korrigeret tilstrækkeligt.

Fejl nr. 4: Man har givet unuancerede oplysninger om studerendes evalueringer

I begrundelsen for, at Institut for Statskundskab har nedlagt forbud mod landetraditionerne, har instituttet henvist til en evaluering af introforløbene. Den har Berlingske fået aktindsigt i. Instituttet henviser til, at syv procent i en evaluering har vurderet, at narrativet om stamholdets land var af negativ karakter. Men det kan vi ikke bruge til meget.

Til spørgsmålet “Hvor tilfreds eller utilfreds var du med, at dit stamhold fik tilknyttet et specifikt land?” svarer 91 procent, svarende til 233 studerende, at de var tilfredse eller meget tilfredse. 22 svarer hverken tilfreds eller utilfreds. To studerende svarer “ved ikke”. Ingen svarer, at de er utilfredse. Det er ufatteligt iøjnefaldende, og sådan en vigtig oplysning er nødt til at komme med.

Kan vi overhovedet bruge de famøse syv procent – altså andelen af personer, som mente, at der var tale om negative billeder af lande – til særlig meget? Hvis nogen eksempelvis har haft USA som land og portrætterer Donald Trump og amerikansk udenrigspolitik på negativ vis, er det så nødvendigvis moralsk forkert? Det er dybt kontroversielt og problematisk for ytringsfriheden i studielivet, hvis studerende afholdes fra kritik, satire og lunefuld provokation af magten.

Ét er, hvad Institut for Statskundskab har ret til. Noget andet er, hvad der er god ledelse.

Det er formentlig også spørgsmålet om ytringsfriheden, som er uløseligt knyttet til humoren, der gør, at resten af Danmark ikke blot ser et harmløst forbud, men et principielt skred.

Fejl nr. 5: Studenter-demokratiet er kørt over

Det skorter ikke på studerende, der har klaget over, at Institut for Statskundskab ikke har orienteret godt nok om beslutningen om at nedlægge landetraditionerne. Forperson i fagrådet for Statskundskab på KU Tyra Møll Holst, som kunne fortjene en større stemme i debatten, kritiserer i Jyllands-Posten, at man ikke har inddraget de studerende.

LÆS OGSÅ: Ris i dag, hund i morgen (klumme af Rebecca Kjar-Levin)

Synspunktet deles af mange i statskundskabsgruppen på Facebook. Ord som ‘flyverskjul’ bliver brugt om instituttets ledelse. Sagen taget i betragtning burde instituttet allerede fra dag ét have svaret på spørgsmål, taget imod kritik og imødekommet de studerende, herunder tutorgruppen på Statskundskab. Ikke ét øjeblik har instituttet erklæret, mig bekendt, at der er sket fejl i håndteringen – og dermed kan hele katastrofen med stor sandsynlighed gentage sig.

Det er, som om ledelsen på Institut for Statskundskab dyrker et hierarkisk ledelsesideal, der egner sig bedre til en fabrik i 1800-tallet end en moderne offentlig organisation. Nøgleord i moderne ledelse som flad struktur, transparens, intern kommunikation, damage control og image-varetagelse er gået i glemmebogen.

Ét er, hvad Institut for Statskundskab har ret til. Noget andet er, hvad der er god ledelse. Vi har fået et casestudie i, hvordan en ledelse kan starte en ildebrand, hælde benzin på bålet og stort set kaste ansvaret for skaderne fra sig. Alt sammen på fem dage og til dyb skade for det frivillige arbejde om introturene, der inkluderer nye studerende.

Det er lige godt den værste konsekvens.