Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Lyt til brugerne af Lighthouse

Opfordring — Som tidligere hub-leder på KU er jeg bekymret for udviklingen i KU Lighthouse. KU’s ledelse bør lytte særdeles godt til de studerende, som bruger innovationscentret.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Tidligere i år forlod jeg mit job som leder af SCIENCE Innovation Hub på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet til fordel på et job som leder af Maritime Hub på IT-universitetet i København. Jeg kender derfor udmærket til forholdene på KU Lighthouse og har i øvrigt været ansat på KU siden 2015. Derfor har jeg naturligvis også fulgt den seneste uges debat om innovationscentret her i Uniavisen.

LÆS OGSÅ: Lighthouse: En bureaukratisk fælde

Det indlæg, som satte debatten i gang, spejler mange af de samme bekymringer og den kritik af ledelsens beslutninger, som ansatte tæt på de studerende har talt om i årevis. Det er både modigt og forfriskende, at Andreas Jørgensen, på vegne af flere studenteriværksættere, sætter ord på de frustrationer, som direkte modvirker intentionerne bag Lighthouse og de tidligere lokale fakultetshubs.

Ressourcerne er ikke blevet brugt på at styrke tilbuddene

Centerleder Marius Sylvestersens replik reducerer studenteriværksætternes kritik til en enkelt brugers utilfredshed over en årrække og formår ikke at adressere Andreas Jørgensens pointer. Jeg synes også, at både det oprindelige debatindlæg og svaret udstiller det skæve magtforhold, der er mellem studenteriværksættere og universitetsansatte, særligt på et område, hvor de studerende ikke bare er ‘studerende’, men ofte direktører i egne selskaber med både omsætning, investorer og ansatte. Hvis studenteriværksætterne ikke bliver inddraget og frygter negative konsekvenser, herunder forskelsbehandling, ved at ytre sig, kan man nok sætte spørgsmålstegn ved Marius Sylvestersens udsagn om, at kritisk input er velkomment.

LÆS OGSÅ: Centerleder: Lighthouse er til for alle studerende på KU

Jeg håber, at KU fremadrettet både lytter til kritikken fra de studerende og handler derpå, så alle de stærke innovationstilbud i og uden for undervisningen ikke skylles ud med badevandet i det nye innovationscenter.

Den uformelle aftale, der blev brudt

Andreas’ kritik maler et billede af, at det er vigtigere for ledelsen i det nye innovationscenter at få god omtale end at skabe værdi for studenterstartups. Det, vil jeg mene, er skarpt observeret.

Der er i de seneste år blevet tilført betydelige midler til innovationscentret. Men ressourcerne er ikke blevet brugt på at styrke tilbuddene til den brede del af de studerende med tidlige iværksætteridéer. I stedet virker det, som om ledelsen har fokuseret på at etablere accelerationsforløb for investeringsklare startups, kaste massevis af ressourcer efter digital infrastruktur og udarbejde en innovationsstrategi. Alle tiltag, som jeg godt kan forstå, at Andreas og de øvrige startups undrer sig over, bliver hyldet på sociale medier og i nyhedsbreve, når de ikke kan få adgang til en printer og ordentlig hjælp i det daglige.

Jeg har altid selv haft den tilgang, at de studerende er omdrejningspunktet. Derfor refererede den innovationshub, som jeg bestyrede, også organisatorisk til både prodekanen for uddannelse på fakultetet og fakultetets prodekan for innovation. Aftalen med vores uddannelsessøjle har altid været, at vi hjælper dem med at understøtte iværksætteri som den karrierevej, det er for et stigende antal studerende. I min optik er de studerende altså brugere af universitetets tilbud, og vi er der for at servicere brugerne. Vi er der for deres skyld – ikke omvendt.

Når det så er sagt, anerkender jeg også, at det er vigtigt at kunne fremvise resultater og skabe en positiv fortælling om området. I det arbejde er det helt essentielt, at vi år efter år har fået lov at fortælle de studerendes historier, bruge dem i artikler og nyheder, tage dem med på introdage for nye studerende og mange andre aktiviteter, der nok ikke altid gavner den studerendes virksomhed, men som er en del af den uformelle aftale om, at KU til gengæld hjælper den studerende med et sted at være, sparring og hjælp til forretningsudvikling for deres virksomhed.

LÆS OGSÅ: I KU’s fyrtårn bliver fremtidens virksomheder født

Desværre tyder noget på, at KU Lighthouse er gået for langt i udnyttelsen af den uformelle aftale og er kommet til at se de studerende for meget som produkter frem for som centrale brugere. Konsekvenserne af dét vil formentlig snart vise sig, for startup-miljøet er benhårdt, og kilden til det nuværende aktivitetsniveau, som bygger på mange års arbejde på fakulteterne, vil hurtigt tørre ud, når og hvis de studerende fravælger innovationscentret til fordel for de mange andre tilbud i innovationsøkosystemet i København, eller helt opgiver deres entreprenante drøm.

Jo, SUND og SCIENCE bliver favoriseret

Indtil sidste år havde KU reelt tre fakultetsdrevne innovationshubs, som dækkede alle seks fakulteter. Fra i år er langt de fleste aktiviteter og tilbud samlet i Lighthouse, ligesom der er tale om fysisk sammenlægning af lokaler til nu kun to lokationer.

Al forandring er svær, og centraliseringen af studenteriværksætterområdet på KU er ingen undtagelse. Andreas Jørgensen og de øvrige iværksættere mærker konsekvenserne, og observationerne omkring en kraftig bias imod startups inden for naturvidenskab og sundhed er meget udtalte og har i årevis været en bekymring, som de øvrige fakulteter har drøftet, men uden ret mange gode løsninger.

Nu har KU et innovationscenter på Nørre Campus (Lighthouse North) og en mindre satellit på Søndre Campus (Lighthouse South), men innovationsledelsen sidder fortrinsvis på førstnævnte. De mange penge, Lighthouse har fået tilført de seneste år, havner centralt i innovationscentret, og de mange nyansættelser og funktioner kommer, efter min mening, ikke naturligt Søndre Campus særligt til gode.

Dét til trods for, at markant flere studerende fra SAMF, TEO, JUR og HUM starter virksomhed i forhold til studerende fra SCIENCE eller SUND. Hvis man anlægger det perspektiv, at iværksættersupport handler om at sikre økonomisk bæredygtige virksomheder for de mange – frem for vækstrejser for de få – kan man altså argumentere for, at størstedelen af midlerne burde tilgå SAMF, TEO, JUR og HUM – det vil sige fortrinsvist Lighthouse South. Dette rette niveau skal nok findes et sted herimellem. Men den nuværende fordeling af ressourcer forekommer under alle omstændigheder skæv.

Behandl brugerne som de voksne, de er

Iværksætteri er en risikabel karrierevej. Så når studerende, på universitetets foranledning, kaster sig ud i det, fortjener de den allerstørste omhu for at sikre kompetenceudvikling, ressourcer og de rette rammer til at lykkes.

Nu bør man nok overveje, hvor længe det kan blive ved at køre, som det gør

Her er det også afgørende, at universitetet giver studenteriværksættere plads til at være virksomhedsstiftere og virksomheder – og netop ikke ’bare’ studerende. Hvis man behandler dem som studerende frem for voksne direktører, stækker man deres vinger, umyndiggør dem og reducerer deres chance for at lykkes. Og det mener jeg netop, er tilfældet, når deres arbejdsforhold ikke er tilstrækkelige, de oplever at blive forskelsbehandlet, og når de ikke tør tale højt om manglerne af frygt for repressalier.

At flere studenteriværksættere har dårlige oplevelser med Lighthouse er et problem. KU handler ikke ulovligt, og universitetet kan jo selv bestemme, hvilke forhold de stiller til rådighed for de studerende og deres virksomheder. Men de dårlige oplevelser bryder den uskrevne kontrakt, der indgås, når karrierevejen som iværksætter præsenteres på uddannelserne, når de studerende opfordres til at indgå i innovationscentret, og når de benyttes som hård valuta til at fremvise værdiskabelsen på universitetet for omverdenen, over for ministerier og i forbindelse med rekruttering til uddannelserne.

Hvor længe kan det fortsætte?

Lighthouse burde som organisation styre studerende, forskere og eksterne virksomheder sikkert i havn, men resultaterne er udeblevet siden etableringen i 2021. Ambitionerne var skyhøje: mange flere virksomheder, flere erhvervssamarbejder, flere spin-outs – et innovationscenter, der summer som en hovedbanegård. Men nu bør man nok overveje, hvor længe det kan blive ved at køre, som det gør lige nu. Er det nuværende Lighthouse virkelig et stærkt værdiskabende tilbud til de studerende, som ønsker iværksætteri som karrierevej?

Uddannelsessøjlen, fra prorektor til dekaner for uddannelse, bør interessere sig for og stille krav til, hvordan deres studerende serviceres i innovationssøjlen. Andreas Jørgensen refererer til en artikel i Akademikerbladet, som viser, at cirka fem procent af de studerende starter en virksomhed, som ender med at få substantiel omsætning under eller kort efter dimission.

LÆS OGSÅ: Nyt innovationscenter skal hjælpe studerende og forskere i gang med nye virksomheder

Men tallet viser ikke alle de studerende, som prøver i forskelligt omfang, men ikke lykkes med at skabe en bæredygtig økonomisk virksomhed. Det er alle de studerende, som burde understøttes langt bedre af universitetet, men som svigtes af ledelsen. Som Andreas Jørgensen påpeger, både på de store linjer og helt ned i lavpraktiske problemer som bureaukratiet i at få ordentlige arbejdsforhold, mens studentervirksomheden officielt er i ‘inkubation’.

Og så har Andreas Jørgensen en sidste knivskarp pointe: Styringsmodellen for Lighthouse bør tages op igen. Som han skriver: »Lighthouse underviser selv i, at brugerinddragelse er vigtigt i en virksomhed. Det ville klæde dem at følge deres egne principper.«

Hvor er de studerende i organisationen? Hvordan får man medbestemmelse? Hvordan sikrer man reel inddragelse?

Frederik Nygaard var indtil i år leder af innovationshub’en SCIENCE Innovation Hub på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet og arbejder nu som leder for The Maritime Hub på IT-universitetet i København. Frederik Nygaard har siden 2015 været ansat ved Københavns Universitet.

Ledelsen i KU Lighthouse er blevet forelagt dette debatindlæg, men har ikke ønsket at svare. 

Seneste