Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

»Man må sige, at universiteterne har trukket det korte strå igen og igen«

De videregående uddannelser er ifølge to studenterorganisationer og en redaktør blevet forbigået i flere faser af genåbningen. Det kan de se gode grunde til – men de advarer om, at nedlukningen for alvor er begyndt at skade de studerende socialt og fagligt.

Da et enigt Folketing offentliggjorde en genåbningsplan i maj 2020, var de videregående uddannelser placeret i gruppe fire. Sammen med diskoteker og spillesteder, fitnesscentre og badelande.

I efteråret var de studerende tilbage på campus, men kun delvist, og da Danmark lukkede ned på ny, måtte de igen tage plads et stykke tilbage i køen. I hvert fald begyndte genåbningen på højskoler og efterskoler, folkeskoler og gymnasier, før det blev de studerendes tur.

Maksimalt 30 procent af de studerende må nu opholde sig på Københavns Universitet, men hvis man hverken skriver speciale eller studerer på første år, tyder meget på, at man først får fysisk undervisning efter sommerferien.

Til gengæld må de studerende gerne mødes på værtshus.

»I den seneste fase af genåbningen er vi blevet forbigået ret meget. Det er en rimelig moderat mængde studerende, der må opholde sig på de videregående uddannelser, samtidig med at gud og hvermand må drikke fadøl på den nærmeste cafe. Der mener vi, at prioriteringen er gået galt,« siger Mike Gudbergsen, forperson i Danske Studerendes Fællesråd.

LÆS OGSÅ: Han må sidde på et værtshus, men ikke på en læsesal

Cille Hald Egholm, formand for Konservative Studerende på Københavns Universitet, stemmer i:

»Prioriteringen gav mening på et tidspunkt, men det gør den ikke længere. Det er et kæmpe problem, at man har glemt os.«

Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, siger også, at prioriteringen kan undre:

»Der har været en kø til genåbningen, og der må man bare sige, at de videregående uddannelser har trukket det korte strå igen og igen.«

Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor har de studerende på landets universiteter ventet, mens andre dele af samfundet – og uddannelsessystemet – har genåbnet?

Jeg er bange for, at vi skal se nogle hårde, målbare konsekvenser, før vi kommer til at se reel handling

Mike Gudbergsen, forperson, Danske Studerendes Fællesråd

Ifølge Jacob Fuglsang, der for nylig skrev en analyse om emnet i Politiken, er der flere svar.

Et par af dem er indlysende: Studerende på videregående uddannelser er voksne mennesker, som forventes at kunne klare sig selv under en nedlukning. De kan studere hjemmefra og følge undervisningen, uden at det koster statskassen dyrt eller lægger beslag på deres forældres tid.

Når de studerende er havnet langt tilbage i køen, siger det dog også noget om regeringens syn på universitetsuddannelser, siger Jacob Fuglsang:

»Vi har en regering, der ikke specielt prioriterer de videregående uddannelser. Og i det omfang de prioriterer de videregående uddannelser, så er det meget klart professionsuddannelserne. Universitetsuddannelserne kan med rimelighed sige, at de ikke står øverst i regeringens politik. De har ikke fået meget opmærksomhed – heller ikke i coronatiden.«

Har nået en smertegrænse

Det har ikke været let at gøre krav på opmærksomheden, siger Cille Hald Egholm, formand i Konservative Studerende på Københavns Universitet.

Har man blot set en enkelt nyhedsudsendelse i løbet af det seneste år, vil man have hørt om mennesker, der har mistet deres kære til corona, om plejehjemsbeboere, der har været afskåret fra deres børn og børnebørn i livets udtoning, og om minkavlere, restauratører og virksomhedsejere, der har mistet job, indtjening eller hele livsværk i coronaens malstrøm.

I den situation er det svært som studerende at spæne ind fra højre og råbe: »Hov, vi vil tilbage på læsesal!« som Cille Hald Egholm formulerer det.

»Jeg har haft følelsen af, at mine tanker og bekymringer ikke er berettigede, fordi nogle har haft det værre,« siger hun.

Hun er ikke enig med de kritikere, der kalder det »absurd«, at barer kan bugne mere end læsesale. For det private erhvervsliv er genåbningen trods alt et spørgsmål om overlevelse, påpeger hun.

Det betyder bare ikke, at universiteterne kan stå tomme uden følger.

Et er den mistrivsel og ensomhed, som ifølge undersøgelser (fx fra DJØF) har ædt sig ind på de studerende, efter at nedlukningen har forvist dem til videotjenester, ryddet fredagsbarer og aflyst rusture.

Noget andet er det faglige efterslæb, der kan opstå som følge af et år med varierende doser af onlineundervisning.

Vi har en regering, der ikke specielt prioriterer de videregående uddannelser.

Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør, Politiken

»Der er nogle helt klare konsekvenser. Mange studerende kan ikke lave de projekter, de gerne vil, de må ikke sidde på campus, og nogle førsteårsstuderende har først mødt hinanden for nylig, selv om de startede på studiet for flere måneder siden,« siger Cille Hald Egholm.

»Jeg er selv hamrende bekymret for, at jeg får et stort fagligt efterslæb, og at min årgang ikke får de samme kompetencer som tidligere årgange på Statskundskab.«

»Så der er en grænse for, hvor lang tid vi studerende kan lægge låg på os selv og prioritere andres behov.«

Mike Gudbergsen er enig.

Som forperson for Danske Studerendes Fællesråd repræsenterer han en gruppe af borgere, der ikke står til at miste deres levebrød under en nedlukning. Derfor har DSF forsøgt at udvise samfundssind og tage ansvar, siger han.

»Men nu har vi nået et smertepunkt, hvor mistrivslen og det faglige efterslæb presser sig så meget på, at det ikke er holdbart længere.«

Problemet er, fortsætter Mike Gudbergsen, at de udfordringer, som DSF beskriver, er knap så håndgribelige som tabte arbejdspladser, indhug i BNP og sygdom og død.

»Jeg er bange for, at vi skal se nogle hårde, målbare konsekvenser, før vi kommer til at se reel handling. For eksempel frygter vi, at nedlukningen vil føre til højere frafald, men det vil sandsynligvis først vise sig, når de studerende igen får alternativer og kan droppe ud for at tage på udlandsrejser eller højskoleophold. Det ville have klare økonomiske konsekvenser, men de er ikke tydelige endnu.«

»Vi er blandt dem, der er genåbnet mindst lige nu, og det kunne jo tyde på, at de konsekvenser, vi peger på, ikke bliver taget seriøst nok.«

Plastre på såret

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har ellers – allerede længe før corona – slået fast, at de studerendes trivsel er hendes mærkesag.

Hvis der var en ting, hun ville huskes for, sagde hun til Uniavisen, var det, at hun var ministeren, »der for alvor lagde arm med mistrivslen«.

Det er heller ikke, fordi emnet ikke har været på dagsordenen. I starten af marts hev folketingsmedlemmerne Ulla Tørnæs (V) og Katarina Ammitzbøll (K) ministeren i et samråd, hvor politikere fra venstre til højre meldte sig klar til at bekæmpe studerendes trivselsproblemer.

Det har afspejlet sig i en del politiske aftaler: 100 millioner kroner til kommende dimittender på praksisnære uddannelser, fem millioner til sårbare studerende og mulighed for at optage forhøjede SU-lån.

Jeg har haft følelsen af, at mine tanker og bekymringer ikke er berettigede, fordi nogle har haft det værre.

Cille Hald Egholm, formand, Konservative Studerende på KU

Det er dog alt sammen plastre på et sår, der vokser sig større, i takt med at nedlukningen af universiteterne trækker ud.

»Der er næppe noget, der er mere ødelæggende for trivslen, end ikke at kunne komme ind på sin uddannelsesinstitution. Det kommer til at få kæmpestore omkostninger, det er der slet ikke tvivl om. Vi kommer til at se større frafald, end det vi normalt ser,« siger Jacob Fuglsang.

»Så man kan synes, at det virker lidt hult, når man har snakket så meget om trivsel og om at få de studerende bedre igennem uddannelserne.«

Omvendt er det jo rigtigt, at mange universitetsstuderende er ressourcestærke og kan klare sig godt på studierne, uanset om campus er åbent eller lukket?

»Enig, og det er også skidesvært. For hvordan skal du vægte en jurastuderende over for en elev på en erhvervsuddannelse, der jo har meget hårdt brug for at komme i gang igen? Det er en supersvær afvejning, som jeg ikke misunder dem, der skal lave den.«

»Men jeg synes med rimelighed, at man kan sige, at universiteterne ikke har stået forrest i køen«

Har ikke råbt som fodboldfans

Måske har Ane Halsboe-Jørgensen heller ikke været udsat for et lige så massivt pres som andre ministre.

For eksempel kulturministeren, der har været under beskydning fra højtråbende fodboldfans, eller børne- og undervisningsministeren, der har svaret på kritik fra efterskoleelever, friskoleforeninger og forældre til hjemsendte børn i bedste sendetid.

»Sammenlignet med hvor meget blæst og ballade højskole- og efterskolefolkene har lavet, så synes jeg ikke, der har været meget om universitetsstuderende. De har fået lov til at klare sig selv,« siger Jacob Fuglsang.

Direktør i Danske Universiteter, Jesper Langergaard, står dog ved den strategi, som organisationen har lagt.

Jeg skal ikke kunne sige, om vi havde fået flere åbninger, hvis vi havde råbt lige så højt som fodboldfansene.

Jesper Langergaard, direktør, Danske Universiteter

Han køber ikke præmissen om, at universiteterne har været bagerst i køen, siger han. Nok kunne de have drømt om større åbninger, men Langergaard afviser, at de har følt sig glemt af politikerne.

Han har også forståelse for, at det ikke er problemfrit at åbne sektoren. Den huser tilsammen 150.000 studerende, og slippes de løs på campus, udgør det en betydelig smittefare, der skal holdes op mod, at de fleste kan studere og modtage undervisning derhjemme.

Samtidig minder han om, at de virologer og professorer, der rådgiver regeringen og ofte advarer om at åbne samfundet for hurtigt, er ansat på universiteterne.

»Vi repræsenterer et system, som gerne skulle tænke sig om, inden det siger noget, og som skal have tillid til forskningen og videnskaben. Hvis vi råber op om noget på en usaglig måde, skyder vi os selv i foden,« siger Jesper Langergaard.

Vil give afkald på fester og testes i hoved og røv

Det er blandt årsagerne til, at Danske Universiteter ikke har skrevet harmdirrende indlæg i pressen og forsøgt at tilrane sig forlommer i genåbningskøen.

I stedet har universiteterne holdt møder med ministeriet omtrent en gang om ugen, hvor de har »udfordret restriktionerne på en saglig og konstruktiv måde«.

»Jeg skal ikke kunne sige, om vi havde fået flere åbninger, hvis vi havde råbt lige så højt som fodboldfansene, men vi skal også kunne se os selv i øjnene, når coronakrisen er ovre,« siger Jesper Langergaard.

Jeg tror, mange vil mene, at det er en sympatisk tilgang, men det kan jo godt være, at den studerende, der sidder på kollegieværelset og bare savner sine studiekammerater og den fysiske undervisning, har svært ved at følge argumentet?

»Det forstår jeg godt. Men jeg fortryder ikke vores tilgang. I det lange seje træk tror jeg også, at det kan svare sig at være saglig og konstruktiv, fordi det, vi siger, bliver taget for gode varer.«

Langergaard siger, at politikerne med den seneste genåbning har skelet til en plan, som Danske Universiteter præsenterede i marts, og »det kan skyldes, at vi har oparbejdet tillid og respekt.«

»Vi er godt klar over, hvor svært det har været for de studerende, og hvor trætte de er, men der er virkelig lys for enden af tunnelen. Heldigvis kan mange allerede komme ind på campus og møde deres medstuderende, og så håber jeg, at vi får en fantastisk studiestart efter sommerferien med mylder og liv og en masse aktiviteter, som kan genskabe noget af det tabte,« siger Jesper Langergaard.

Spørger man Cille Hald Egholm, bør universiteterne dog allerede nu få grønt lys til at åbne på videre gab.

Hun aner med egne ord intet om virologi, men hun er, siger hun, overbevist om, at de studerende vil opføre sig ansvarligt, hvis det betyder, at de kan vende talstærkt tilbage på uddannelserne.

»Vi kan godt finde ud af ikke at stå som sild i en tønde og lave en masse smittespredende aktiviteter. Vi er klar til at give afkald på fester i fredagsbaren, vi behøver ikke at være 300 mennesker i forelæsningssalen, og vi vil gerne testes i hoved og røv, så længe vi kan have et liv, som bare minder om det, vi havde før corona.«

Sker det ikke, vil det få alvorlige konsekvenser, siger hun:

»Jeg kan godt klare tre måneder, jeg kan til nød klare seks måneder, men jeg kan ikke klare halvandet år med nedlukning i større eller mindre grad. Det er der ikke nogen, der kan.«

Det har ikke været muligt at få et interview med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. 

Seneste