Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Navne
Navne — Det skyldes blandt andet uenigheder med rektor, at Mikkel Vedby Rasmussen til foråret fratræder sin stilling som dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.
»Fodboldspillere og dekaner har mindst en ting tilfælles, og det er kontraktudløb. Og
Sådan skriver dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Mikkel Vedby Rasmussen i et LinkedIn-opslag den 1. august, hvor han meddeler, at han fratræder sin stilling i foråret 2024.
Det skyldes blandt andet substantielle uenigheder mellem ham og universitetets rektor, Henrik C. Wegener, skriver han.
En sådan uenighed, om værdier og vejen frem, mellem en dekan og en rektor er uholdbar.
Dekan Mikkel Vedby Rasmussen, SAMF
»Det er ingen hemmelighed, at SAMF står over for en række udfordringer de kommende år. Universitetet skal igennem en stor sparerunde, fakultetet skal flytte fra Kommunehospitalet til Amager, og vi skal implementere en helt ny uddannelsesreform. Og det er heller ingen hemmelighed, at jeg og rektor ikke har set ens på de udfordringer og de valg, der skal træffes i den forbindelse,« skriver Mikkel Vedby Rasmussen og fortsætter:
»En sådan uenighed, om værdier og vejen frem, mellem en dekan og en rektor er uholdbar. Og en sådan uenighed kan kun ende på en måde, så jeg stopper, når min kontrakt udløber til foråret.«
Dekanen skriver også, at han i perioden frem mod sin afgang vil fokusere på at overlevere fakultetet »i god ro og orden.«
Mikkel Vedby Rasmussens tid som dekan på SAMF har ikke været uden konflikter.
Efter en årrække som institutleder på Statskundskab blev han i 2019 ansat som dekan på fakultetet.
I 2022 viste en arbejdspladsvurdering (APV), at under en tredjedel af de ansatte på SAMF havde tillid til dekanatets måde at lede fakultetet på. Hele 41 procent af de ansatte svarede direkte, at de ikke havde tillid til dekanens ledelse.
LÆS OGSÅ: 41 procent af ansatte på SAMF har ikke tillid til dekanen
APV’en kom efter en periode med en fyringsrunde, hvor ti medarbejdere blev afskediget, mens ti andre valgte at gå frivilligt. Utilfredsheden med ledelsen var en »sund reaktion på forandringerne af organisationen,« lød det dengang fra Mikkel Vedby Rasmussen i en nyhed på fakultetets intranet.
I efteråret 2022 valgte Mikkel Vedby Rasmussen at indsætte sig selv som leder på Institut for Antropologi, da daværende institutleder Bjarke Oxlund valgte at fratræde posten.
Mikkel Vedby Rasmussen havde valgt at beskære Institut for Antropologi markant, og nu mente dekanen, at problemerne på instituttet var vokset så store, at kun han selv kunne løse dem.
»En åbenlys mistillidserklæring til institutledelsen og hele instituttets VIP-gruppe,« lød det dengang i et debatindlæg i Uniavisen fra lektor Heiko Henkel, formand for studienævnet på Antropologi under overskriften »SAMF-dekan er gået amok«.
Kort efter at have indsat sig selv som institutleder på Antropologi, valgte Mikkel Vedby Rasmussen at trække sig igen.
»Hvis jeg havde vidst, hvor overraskede og bekymrede medarbejderne ville blive, så havde jeg ikke foreslået det. Det har vist sig at være verdens dårligste idé,« lød det dengang fra dekanen til et dialogmøde arrangeret af studerende.
I november 2022 havde de studerende fået nok af konflikterne og uroen på deres fakultet.
En stor gruppe studerende på tværs af samfundsfaglige uddannelser mødte op foran den traditionsrige årsfest på Frue Plads med bannere, hvor der stod »Fyr Mikkel Vedby«, »Genindfør demokratiet,« og »Stop Mikkels tyranni, sæt CSS fri.«
De studerende anklagede dekanen for topstyring af fakultetet og for at have en nedladende tone over for både studerende og ansatte.
Jeg vil faktisk også savne den momentvise ballade og uenighed. Det er en del af universitets puls.
Dekan Mikkel Vedby Rasmussen, SAMF
»Vi føler alle, at der er problemer med Mikkel Vedbys ledelsesstil og den måde, han taler til studerende og forskere på,« lød det dengang fra antropologistuderende Amalie Vestergaard.
LÆS OGSÅ: Demonstration ved årsfest: »Fyr Mikkel Vedby«
Der var noget »ravruskende galt på fakultetet«, lød det tillige fra en række studerende i et debatindlæg til Politiken i december 2022 (kræver login).
»Magtfuldkommenhed, vanvittige beslutninger, elendig ledelse og undervisere, der nærmest bævrer af skræk for deres chef. Det er desværre hverdagen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet,« skrev de studerende.
I Mikkel Vedby Rasmussens afskedsopslag takker han for både samarbejde, med- og modspil i sin tid som dekan på SAMF.
»Jeg vil savne fællesskabet både i fakultetets ledelse og på SAMF. Og jeg vil faktisk også savne den momentvise ballade og uenighed. Det er en del af universitets puls,« skriver han.