Min søsters alger

Mens studerende og ansatte venter på den langsomme genåbning af deres universitet, er naturen genåbnet i hæsblæsende fart. I Folkets Park på Nørrebro fylder en solsort luften med sine bløde fløjtetoner, mens tunge blomsterknopper tynger træernes tynde grene mod jorden, hvor en fugl stikker sit spidse næb i græsset.

Her møder jeg min søster, Anna Olesen, der er ph.d.-studerende i en lille algesamling på Statens Naturhistoriske Museum, som er en del af Københavns Universitet. Min søster er den eneste ph.d.-studerende på afdelingen, der også tæller en lektor, som er Annas vejleder, et par specialestuderende og en enkelt emeritus.

Omkring os vajer træerne i den blæst, jeg duellerede imod på ladcyklen for lidt siden. Her i parken er den knap så kampklar. Tværtimod smyger den sig om de nørrebrogensere, der har trodset tidens trusler og vovet sig ud i solen. Her ser alt ud som det plejer, næsten som et øjebliksfotografi fra tiden før corona.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Det samme kan man ikke sige om algesamlingen. Her har Anna som en af ganske få fået lov at arbejde i laboratoriet nogle timer om ugen i et ellers rungende tomt museum. Hun fortæller mig om algerne, blandt andet arbejder hun med en giftig kiselalgeart ved navn Pseudo-nitzschia, som findes over hele verden.

»I Danmark opblomstrer den i det tidlige forår,« siger hun, skubber sine solbriller op i panden og fortsætter. »Man er jævnligt nødt til at lukke muslingehøsten på grund af forskellige algetoksiner, altså giftstoffer, som nogle alger danner. Algetoksinerne ophobes i muslingerne, idet de filtrerer vandet og spiser algerne.«

Kostbare antarktiske alger

I parken sidder vi – selvfølgelig – med behørig afstand. Det føles mærkeligt, når man ellers er vokset op under samme tag. Optageren, som er afsprittet, holder hun selv i hånden, så hendes stemme kan nå gennem lydene fra børn på legepladsen og forårskåde fugle. Jeg spørger hende, hvordan det står til på laboratoriet lige nu.

LÆS OGSÅ: Overblik: Sådan genåbner universiteterne

»Det er jo en speciel situation her under nedlukningen, fx har vi en masse alger fra Antarktis, og det er en kostbar kilde, fordi der ikke altid lige er togter dertil. Og algerne ændrer sig, jo længere tid de er i laboratoriet.«

Hvad betyder det for jeres forsøg?

»Algerne deformerer. Projektet kan ikke udskydes ret meget længere, for så er algerne ikke længere repræsentative for, hvordan de opfører sig i naturen. Fordi alger primært deler sig aseksuelt, altså ved hjælp af kloning, får de ikke noget nyt genetisk materiale ind.«

Hun holder en pause, og jeg fornemmer, at hun koncentrerer sig om at vælge ord og tempo, så jeg kan følge med. Jeg er taknemmelig, og jeg tænker på på alle de gange, hun har hjulpet mig med matematiklektierne. Alligevel er det først, da jeg transskriberer vores samtale, at jeg rigtig forstår, hvad det er, hun fortæller.

LÆS OGSÅ: Her har et par forskere 120 kvadratmeter laboratorium for sig selv

»Algerne kan ikke rette op på mutationer. Mutationsraten er højere i kloninger end i dem med seksuel celledeling. Derfor skal de bruges, mens de er rimelig friske.«

Og hvad så nu? Passer algerne sig selv?

»De passer slet ikke sig selv. Vi har nogle nyetablerede kulturer fra Danmark, som kræver en høj grad af pasning, for de nye er sårbare. Det er det, der foregår i laboratoriet lige nu, vi holder vores arter i live. De skal have skiftet vand, og det er jeg inde og gøre.«

Er du alene om det?

»For at holde liv i algesamlingen er vi tre, der har adgang, men kun under forudgående aftale med vagter og vejledere. Vi må ikke bare dukke op derinde. Vi må ikke komme på kontorerne. De fleste af mikroskoperne, som ikke står i umiddelbar nærhed af kulturerne, kan vi heller ikke komme til.«

Hundrede norske vandlopper og to små børn

Forud for vores møde i parken har jeg bedt Anna om at tage billeder af sit arbejde med selvudløser. Reglerne for hvem og hvor mange, der har adgang til laboratoriet, var ikke til at rokke ved.

»Der er fuldstændig tomt på laboratoriet. Jeg var derinde her til formiddag, hvor jeg kom til at give en vagt sit livs chok. Han fløj op i loftet, da han så mig. Ellers er der helt dødt, både på kontorgangene og i laboratorierne. På den måde er det meget mærkeligt,« siger hun.

Hun har endnu ikke overblik over nedlukningens konsekvenser:

»Vi havde store planer om nogle seriøse forsøgsopsæt med norske vandlopper, som er skudt til hjørne. Vi har fået hundrede individer fra Trondhjem i ti liters dunke, som står i containere fyldt med slanger og bliver fodret med alger. Vi håber bare, vi kan holde liv i dem, indtil det hele åbner, for de er heller ikke sådan lige til at skaffe igen.«

Hvordan har forskning og familieliv kunnet forenes under nedlukningen?

»Det meste hjemmearbejde handler om bearbejdning af det materiale, vi har samlet. Enten til artikler eller analyse.« Anna skæver til uret, hendes drenge, mine to små nevøer, bliver passet af mormor, og de bliver snart afleveret hjemme i Søborg.

Under nedlukningen er det Anna, der har passet børnene, mens institutionerne var lukket, fordi hendes mand har fuldtidsarbejde.

»Det har været udfordrende at gøre det fedt for ungerne uden at blive helt utålmodig med den tid, der går fra mit eget projekt,« siger hun, for uret tikker hurtigt, når man som ph.d. eller postdoc har en tidsbegrænset ansættelse. Anna håber, at hendes ph.d. vil kunne forlænges med den tid, hun reelt ikke har kunnet arbejde med sin forskning under nedlukningen, men hun ved det ikke endnu.

LÆS OGSÅ: Ph.d.’ers ansættelser bør kunne forlænges tre måneder, siger Dansk Magisterforening

Er der noget, du ville ønske, var blevet håndteret anderledes?

»Jeg føler mig godt behandlet. Min vejleder prioriterer familie, og hun sørger for, at man ikke lader sig køre over. Men det er vist meget forskelligt. Nogle af dem jeg kender, har et helt andet arbejdspres, hvor de skal jonglere børn, fuldtidsstilling og en vejleder, som ikke har forståelse for deres situation.«

Hun tænker sig lidt om og siger så:

»Måske kunne jeg godt have brugt, at de fonde der finansierer forskningsprojekterne, havde fundet en fælles løsning, der kunne forsikre os om, at vi finder ud af det alt sammen hen ad vejen.«

Tror du, at vi vil få nye indsigter på baggrund af krisen?

»Jeg tror på, at pauserne gør os mere kreative på nogle punkter. Der bliver skabt rum til nye tanker. Vi arbejder jo også med klimaforandringer, hvor konsekvenserne er ekstremt store i havområderne. Det føles vildt dobbelt at flyve verden rundt til møder om lige præcis klimaforandringer. Krisen har tvunget os over på andre platforme, og det er fedt. Nu kan man klare det hele fra et kontor, en stue eller en have. På den måde er arbejdslivet også blevet mere familievenligt.«

Min søster har en lang cykeltur foran sig. Hun begynder at pakke sine ting sammen, men stopper op, da jeg spørger, om algerne har udsigt til at blive undersøgt.

»Ja, vi skal nok nå det. Jeg synes jeg er ok produktiv, alt taget i betragtning. Der vil være nogle af de hundrede vandlopper, der ikke klarer den. Men vi når at tænke forsøgene grundigere igennem nu, end vi ellers havde tid til. Og fremover vil det nok ikke være givet helt dårligt ud.«