Træklatrer ved et tilfælde

»Jeg plejer at sige, at da Jesus gik på jorden, havde pyramiderne været her altid. Jeg har været her altid. Jeg blev ansat på Skovskolen i Nødebo i 1987, og har været her siden med en enkelt afstikker til Australien.«

Bent Jensen underviser blandt andet i træpleje på en afdeling, der arbejder praktisk med alle aspekter af skovbrug, og han er en af de ansvarlige for uddannelsen i træklatring.

»Jeg har ikke nogen længerevarende skovfaglig uddannelse, så på den måde er jeg et lidt mærkeligt væsen her,« siger Bent, og det er da også en kombination af talenter og tilfældigheder, der har formet hans arbejdsliv. Det var et praktikophold på Skovskolen i 1987, der førte til et timelærerjob og senere til fast ansættelse i 1988.

Ansættelsen tog en uventet drejning i 1992, hvor ledelsen stod og skulle bruge en træklatrer til et undervisningsforløb i Bangkok:

»Jeg er ikke lavet af sukker, men der er ikke noget, der er værre end at være våd i et træ. Og hvis det så er lige omkring frysepunktet, har det meget lav underholdningsværdi hos mig.«

»Vi var fire, der kunne klatre. Man skulle kunne rejse lige efter nytår. Det var vi tre, der kunne. Og så skulle man kunne undervise på engelsk. Det var det kun mig, der kunne. Sådan gik det til, at skovarbejder Jensen den 4. januar sad i Bangkok og underviste 16 skovfolk i at klatre i træer og høste frø.«

Herfra udviklede Jensens arbejdsliv sig ’med eksplosiv hast’. Han har for skovskolen og Danida rejst og undervist i mere end 18 lande.

Du skal ikke være lavet af sukker

»Det bedste ved stedet her er, at man møder så mange forskellige mennesker. Mange er helt unge og blanke, når de kommer, og når vi sender dem videre, har vi hældt så meget viden i dem, at hvis de var en kande, ville de løbe over.«

Bent tager kontorarbejdet med, men det er udelivet, han trives bedst med. Især, når vejret arter sig:

»Jeg er ikke lavet af sukker, men der er ikke noget, der er værre end at være våd i et træ. Og hvis det så er lige omkring frysepunktet, har det meget lav underholdningsværdi hos mig.«

Ellers har Bent Jensen kun postitive ting at sige om hverdagen mellem stammer og træer. Bortset fra en enkelt ting:

»Jeg kan ikke lide at dumpe folk. Jeg ryster ikke på hånden, for vi udskriver ikke badebilletter, men det er altid svært.«

I dag er der på afdelingen i Nødebo tre klatrere, der alle er oppe i årene, siger Bent:

»Og selv om vi prøver at holde os i form, skal vi nok med tiden have nogle yngre rollemodeller, så eleverne ikke skal trækkes med sådan nogle gamle havenisser.«

Da Bent har firet sig ned fra træet og igen har fast grund under fødderne, tilbyder han at kurere skribentens højdeskræk:

»Kan du se det træ, hvor kronen deler sig i to toppe?« spørger han og udpeger et svimlende højt træ i skovbrynet.

»Deroppe sad en islandsk kvinde for nyligt og spiste kransekage og drak champagne oven på sin første klatring. Sikkerheden sørger jeg for. Du kigger ikke ned. Du tager bare en gren ad gangen.«

gbg@adm.ku.dk