Overblik: Fremdriftsreformen fra vugge til mulig grav

Et omstridt kapitel i dansk uddannelsespolitik lakker mod enden. Fremdriftsreformen, der siden 2013 har været omdrejningspunkt for massevis af studenterprotester og politiske slagsmål, fik denne sommer, hvad der ligner et sidste skub mod afgrunden af regeringspartiet Venstre.

Reformen kan være på vej »i graven«, lød det fra Venstres uddannelsesordfører Jakob Engel-Schmidt i slutningen af juli i Politiken.

Og det er et budskab, som et flere partier i Folketinget ser ud til at ville bakke op om, når politikerne vender tilbage til Christiansborg efter sommerferien.

Fremdriftens indførelse, opblødning og nu mulige afskaffelse har alle dage været præget af konflikter, selv om det faktisk har vist sig, at studietiden er nedbragt drastisk.

Uniavisen opridser her de vigtigste nedslag i fremdriftsreformens korte, tumultariske liv.

April 2013: Det skulle være så godt…

Det havde ligget i kortene længe, det med nedbringelse af studietiden.

Danske studerende – og især KU’ere – var notorisk langsommere end mange europæiske kolleger til at gennemføre studierne, viste OECD-rapporter, og i foråret 2013 fik det Christiansborg til at reagere.

Der åndede nogenlunde fred og ro på Borgen, da forhandlingerne tog fart. Det var ikke mangel på politisk enighed, der skulle spænde ben for fremdriftsreformen. Alle partier på nær Enhedslisten stemte for, da Folketinget med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti i regering satte sig for at nedbringe de studerendes læsetid.

Mål: at afkorte den gennemsnitlige studietid med 4,3 måneder frem mod 2020.

Midler: tvangstilmelding til fag og eksaminer svarende til 30 ECTS-point hvert semester. Dertil mulighed for at fratage studerende SU’en, hvis de undervejs tabte pusten og blev forsinkede med mere end seks måneder.

»Studerende skal læse på fuld tid,« sagde ministeren bag reformen, den radikale Morten Østergaard, dengang til Politiken. Og trods eksperternes advarsler om bagsiden af fremdriftens medalje, stod han fast.

»Jeg er overbevist om, at jeg havde været en dygtigere studerende med reformens krav,« sagde Morten Østergaard, da Uniavisen i 2013 spurgte, hvorfor han selv havde været ni år om at gennemføre sit statskundskabsstudie på Aarhus universitet.

November 2013: Protester udskyder reformen

Knap var blækket fra forligskredsens underskrift på fremdriftsreformen tørret, før de første studenterprotester begyndte.

Blokeringer, stormøder og mindre demonstrationer var en del af hverdagen på KU i foråret og efteråret 2013, og i november viste landets studerende for alvor tænder ved en stordemonstration i København.

Slogans som ”Denne reform er deform” og ”Akademisk ånd – ikke samlebånd!” stod malet på bannere, da op mod 9.000 studerende i fælles flok marcherede gennem indre by og samledes foran KU’s rektorat på Frue Plads for at vise deres utilfredshed.

Også rektoratet strittede imod politikernes krav, og for en gangs skyld fandt ledelse og studerende fælles fodslag i kritikken af politikerne.

»Vi forstår godt, at de studerende er urolige over det her. Situationen er meget rodet. Ministeren har efter et halvt år stadig ikke fremlagt, hvordan de vil forvalte det her,« sagde den daværende KU-rektor Ralf Hemmingsen til Politiken.

Gang på gang påpegede KU’s ledelse, at reformen ville være noget nær umulig at implementere uden at ende i et administrativt og bureaukratisk kaos.

Jo længere fremdriften bevægede sig mod virkelighed, desto svære blev den at implementere.

Det kunne også Morten Østergaard og forligskredsen se, og efter efterårets demonstrationer indkaldte uddannelsesministeren partierne bag fremdriften til et krisemøde.

Det endte med en (lille) sejr til fremdriftsmodstanderne: Reformen blev udskudt et år. Studerende, der allerede var optaget på universiteter blev først ramt i 2015, mens nye studerende var spændt for fremdriftsvognen fra september 2014.

Maj 2015: Ét skridt frem og ti tilbage

Den 1-årige udsættelse viste sig at blive den første i en lang række af lempelser, som forligskredsen bag fremdriftsreformen sidenhen måtte give.

Men det skulle blive slemt, før det kunne blive bedre.

I maj 2015 var reformen kun et år gammel, og alligevel vrimlede det med børnesygdomme.

Uniavisen oplistede efter i maj 2015 ti tilbageskridt forårsaget af fremdriften, det ene mere absurd end det andet.

Klarest står sagen om den biologistuderende Ditte Staffeldt. Inden biologistudiet havde Ditte brugt et år på Teatervidenskab, men havde undervejs fortrudt.

Nu klappede fælden, og fremdriftsreformens krav om tvangsmerit betød, at hun kunne se frem til at blive biolog med speciale i teatervidenskab.

Samtidig eksploderede antallet af re-eksaminer på KU med 270 procent, mens eftertilmelding til valgfag forsvandt, og instruktorstillinger forblev ubesatte, da langt færre turde tage et undervisningsjob ved siden af studiet.

Der var ingen trøst at hente hos KU’s studieadministration, der ifølge prorektor for uddannelse Lykke Friis blot parerede ordre:

»Fremdriftsreformen er ikke en blomst, der er vokset i vores have, og al polemik kan føres tilbage til den,« sagde Lykke Friis til Uniavisen.

November 2015: Spændetrøjen løsnes

»Fremdriftsreformen fungerer ikke godt nok.«

Sådan lød den kontante dom fra den nye uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) i november 2015.

Forinden havde Radikale Venstre, der af mange bliver opfattet som arkitekterne bag reformen, fået gedigne smæk ved et folketingsvalg i juni 2015.

Halvdelen af partiets vælgerne var forsvundet på fire år, og i baglandet blev der ifølge Politiken spekuleret i, at særligt de unge havde straffet partiet for den forhadte reform.

De politiske vinde var vendt, og den nye V-regering satte sig sammen med Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Konservative for at bløde op på rigide fremdriftskrav.

Kravet om tvangstilmelding til 60 årlige ECTS-point forsvandt, og merit skulle fremover være fagligt relevant.

Død var fremdriften dog ikke.

Store dele af reformen stod stadig tilbage efter en justering i november. Og med tilfredshed noterede partierne, at der allerede var barberet 1,4 måneder af den gennemsnitlige studietid.

»Vi giver institutionerne bedre muligheder for lokale løsninger og mere frihed, så de kan målrette indsatsen mod de uddannelser, hvor de studerende er mest forsinkede,« sagde Esben Lunde Larsen og lod det være op til universiteterne selv at finde ud af, hvordan yderligere 2,9 måneder skulle skæres af den gennemsnitlige studietid.

Maj 2016: Slut med tovtrækkeriet

Med truslen om en potentiel monsterbøde hængende over hovedet påbegyndte KU-ledelsen i foråret 2016 de svære forhandlinger om fremdriftsreformens fortsatte virke på KU.

I maj 2016 stod resultatet klart, og det blev modtaget med blandende følelser.

Studenterrådets Malou Astrup jublede over, at ECTS-byrden blev lempet, mens døren for eftertilmelding til valgfag blev åbnet på klem.

»De studerende kan ånde lettet op. Det bliver mere fleksibelt at være studerende på KU – man kan nu tage færre end 60 ECTS om året uden at ryge ud på røv og albuer,« sagde hun.

I den modsatte grøft hævdede kritikere, at den nye aftale – der stadig gælder den dag i dag – er en forringelse sammenlignet med den oprindelige fremdrift.

»Hvordan kan man fremlægge afskaffelse af ubegrundet orlov på kandidaten, vedtagelse af 45 ECTS-points “bestå-krav” samt nedsættelse af maksimal studietid for de nye årgange som farvel til fremdrift?« spurgte en kritisk Uniavisen-læser i kommentarsporet til nyheden.

Uniavisen skal ikke gøre sig til dommer i kampen mellem fremdrift 1.0 og 2.0, men nøjes med at genbruge tidligere prorektor Lykke Friis’ kommentar, da den nye aftale mellem studerende og ledelse faldt på plads sidste forår: »Det har været et give-and-take.«

Sommeren 2017: Fremdriftsreformen på vej i graven?

Efter lempelsen og KU’s nye regelsæt har stormen om fremdriftsreformen stille, men roligt lagt sig.

I hvert fald indtil nu.

Den femte minister under fremdriftsreformens virke, Venstres Søren Pind, har indtaget Uddannelses- og Forskningsministeriet – og han har ikke tænkt sig at efterlade det uden sit aftryk.

»Det SKAL være svært,« sagde Søren Pind, da Uniavisen tidligere på året mødte den karismatiske V-politiker.

Hvad det konkret skal betyde, er straks sværere at tyde.

Men læser man interviews med Søren Pind har det siden hans tiltrædelse stået klart, at kvalitet og dannelse skal gå forud for at komme hurtigt igennem studierne.

Det hidtil klareste bud på fremdriftens fremtid kom, da VLAK-regeringen og Søren Pind annoncerede sit bud på en ny bevillingsreform.

Kort sagt gør regeringen klar til et fundamentalt opgør med den måde, de videregående uddannelser får tilskud på.

»Hvis vi får vores bevillingsreform igennem, så ser jeg den (fremdriftsreformen, red.) gerne lagt i graven,« siger Jakob Engel-Schmidt til Politiken.

Spørgsmålet er, om fremdriftsreformen rent faktisk lægges i graven med et nyt bevillingssystem – eller om den genopstår som et ondt genfærd.

Uniavisen kunne efter bevillingsreformens skitse konstatere, at den potentielt kan udvikle sig til en gang økonomisk spanking af Københavns Universitet, der får administrationen til at trygle om en tilbagevenden til de gode, gamle fremdriftsdage.

Søren Pind vil nemlig gøre ti procent af bevillingerne til universiteterne afhængig af, om de studerende gør deres studier færdige til normeret tid, og hvor hurtigt efter endt uddannelse de kommer i job. Et parameter, hvor KU klarer sig notorisk dårligere end andre universiteter.

Og for at gøre det hele endnu mere forvirrende kunne Jyllands-Posten i sidste uge fortælle, at fremdriften rent faktisk ser ud til at virke. I hvert fald har de studerende speedet op og er nu i mål med studierne 3,9 måneder hurtigere på bare fem år.

Samtidig lyder de nyeste meldinger fra Socialdemokratiets uddannelsesordfører Mette Reismann, at man bør spare udgifterne til fremdriftsreformens gravplads.

»Socialdemokratiet er tilfreds med den måde, som reformen fungerer på nu. Der var nogle mål for den, og vi har konstateret nogle positive effekter af den, for eksempel i nedsatte studietider. Der kan være mindre detaljer i den, som kan lempes, men vi er ikke præsenteret for noget, som skulle gøre, at den skal lægges i graven,« sagde Mette Reissmann 7. august til Forskerforum.