For enden af Panums lange vandrehal, lige inden bygning 1, står otte kongelige operasangere og synger lidenskabeligt om glykobiologi og metabolisme. De otte stemmer fletter sig sammen til en melodisk og og iørefaldende harmoni. Installationen hedder Sukkerkor og er en del af Panums nye kunstudstilling Sugar Theater.

Forud for åbningen har jeg mødt digter og kunstner Morten Søndergaard og professor i molekylær farmakologi Thue W. Schwartz, der har fundet et uortodokst fælles fodfæste i den nye kunstudstilling. De er to af parterne bag den nye udstilling, der binder kunstens verden sammen med forskningen og udforsker sukkers betydning for vores kroppe i sundhed og sygdom.

»Jeg har altid arbejdet i grænselandet mellem videnskab og poesi. Da jeg startede med at skrive, hævdede vi selv, at poesi var en grundforskning. I dag ved jeg ikke om det var at pynte sig med lånte fjer,« siger Morten Søndergaard og skæver til Thue W. Schwaltz, der sidder ved siden af ham i en grå sofa.

Sukker er kroppens 3. sprog

For Morten tog projektet sin begyndelse da Medicinsk Museion henvendte sig til ham og spurgte om han ville lave en udstilling, der kredsede omkring sukkerets medicinske betydning. I dag er det manifestationen af Mortens ideer der er udstillet, men han har ikke været ene kunster på projektet. Dea Antonsen og Ida Bencke fra Laboratoriet for Økologi og Æstetik får æren for en stor del af den kreative process.

Tilsammen har Thue navngivet de to kunsterne ‘IDEA’, og han er begejstret for samarbejdet med dem.

»Det har været enormt spændende at være en del af – jeg er meget glad for at vi kunne hjælpe. I starten kiggede jeg godt nok på dem og tænkte: ‘hvad i alverden kan jeg dog gøre for dig?’, men det har været fascinerende at arbejde sammen med dem,« siger han.

Kunstner Morten Søndergaard gik til opgaven med undren og fascination. Det var, da han første gang hørte sukker beskrevet som ‘kroppens 3. sprog’ at han for alvor kastede sig ind i projektet. Flere forskere refererede til sukker som et sprog, og Morten blev introduceret til sukker som et indre kommunikationssystem, der på mange måder minder om sprogets adjektiver.

Det var dog ikke alene sukkerets kemiske sprog, der var et mysterium for Morten – også det videnskabelige sprog voldte ham mange problemer:

»Det har faktisk været en af de største udfordringer: At forstå hvad forskerne sagde. Det videnskabelige sprog minder lidt om koder, det er noget man ikke forstår – på en måde er det næsten magisk,« siger Morten.

Fra cytoplasma til sukker

Morten og Thue har en fælles kærlighed for ord, digte og kunst, og heri tog de et fælles afsæt for arbejdet med Sugar Theater.

Thue fortæller, at han havde forestillet sig, at kunsten ville finde en ny måde at vise forskningen på, men i stedet tog kunstnerne fat om forskningen og undersøgte den som et objekt. Det var ordene selv og de fysiske ting i laboratoriet, der blev grundlaget for kunstudstillingen, ikke den videnskabelige undersøgelses resultater.

For Morten Søndergaard har mødet med forskerne været en af projektets største overraskelser.

»Det har været enormt spændende at finde ud af, at grundforskerne er lige så åbne som kunstnere, man finder ud af, at der er kæmpe højt til loftet og at de kan tænke mega åbent – og også beder os om at tænke åbent. Gid at flere kunstnere var lige så åbne som de her forskere,« siger Morten og fortsætter:

»Jeg er bragt ind som ordmenneske i denne sammenhæng, og jeg bruger ordene som et materiale, et stof man kan sy med. Da vi første gang snakkede sammen om projektet fortalte du mig om dine første digte,« siger Morten henvendt til Thue, der gerne fortæller om hans ungdoms fascination af ordene som andet og mere end en udtryksform.

»Da jeg var 17 eller 18 år skrev jeg digte. Det gør man jo. Eller … det ved jeg ikke om man gør, men jeg gjorde i hvert fald. Desværre holder mange af os op igen – heldigvis ikke Morten,« siger Thue og fortsætter.

»Dengang elskede jeg netop sådan nogle biologiske videnskabelige ord, som den her udstilling også leger med – sådan noget som cytoplasma og endoplasmatisk reticulum. Det er nogle herlige ord, når man ikke kender dem. Dengang blev jeg henført til en anden verden, også selv om de, på det tidspunkt, ikke rigtig betød særlig meget for mig.«

Thue W. Schwartz er en del af Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, og han arbejder med forskning i sukkersyge. Udstillingens andet sukkersøde perspektiv kom fra Copenhagen Center for Glycomics, som ikke arbejder med sukkers relation til sygdom, men fokuserer på hvordan sukker sættes på proteiner og agerer i cellerne.

Sukkerkor og sukkerorgel

Kunstudstillingen består af fire installationer: Sukkerkor, Sukkerorgel, Sugar Contact og Sukkertræer. Udstillingens dominerende værk er Sukkerkoret, hvor operasangere synger sange baseret på videnskabelige tekster. Teksterne handler om glykobiologi, videnskaben der undersøger sukkers rolle som byggesten i kroppen, og metabolisme, der undersøger biokemiske forbindelser i den levende organisme.

De to emner er inspireret af de to forskningscentre på SUND, som har været undersøgelsesobjekter forud for udstillingen. Værket er komponeret til lejligheden af Bo Lundby Jæger og er et uendelighedsværk, som kører i loops af forskellig længde. Det betyder at publikum, studerende og ansatte på Panum får en ny værkoplevelse hver gang de går forbi. Morten fortæller, at der var problemer med at bringe de to centre i samklang selv om de, for ham, virkede meget ens.

Forbindelsen er meget mere åbenlys for dig end for os forstokkede forskere og specialister.

Thue W. Schwartz

»Vi arbejder med sukker på forfærdeligt, nej ikke forfærdeligt, men meget forskellige måder. Vi synes selv, at vi er meget forskellige, men når du ser det lidt fra afstand, så er vi sindssvagt ens. Det kan se ud som om vi laver fuldstændigt det samme, fordi begge centre forsker i noget-med-sukker. Forbindelsen er meget mere åbenlys for dig og for IDEA end for os forstokkede forskere og specialister. Det har krævet et kunstnerisk overview, « supplerer Thue.

Sugar Contact er et digt som Morten har skrevet på under hele processen.

»Det er mødet mellem poesi og forskning. Jeg udforsker hvor de mødes. Det har taget navn efter sukkerets funktion i kroppen – det tager sig meget tit af kontakt,« fortæller Morten og skæver over mod Thue. Thue nikker og Morten fortætter:

»Digtet har været et kollektivt projekt. Jeg har fået feedback fra forskere, som tænker helt anderledes end jeg og dem som jeg er vant til at få kritik af. Det har faktisk været helt fantastisk. Problemet med at kigge på poesi som grundforskning er måske, at hvor kunsten er smuk i sig, folder det skønne ved videnskaben sig først rigtig ud, når den frembringer ny viden, og det kan poesi ikke – poesien kan udforske det eksisterende og sætte det i et nyt lys, men det opdager aldrig en ny galakse.«

Sukkertræer er udstillingens tredje installation og er et interaktivt værk, som tager adjektiverne fra The Guardians tre seneste artikler og bygger en sukkerlignende struktur af dem.

»Det har handlet om at finde metaforerne i det videnskabelige sprog. I Glycomics-centret tænker de sukker som en træstruktur. På et tidspunkt hørte jeg sukkeret udtrykt som kroppens adjektiver, og derfra voksede ideen. Måden som træet vokser på, minder om sukkerets struktur og vi sukkergør – så at sige – The Guardians headlines. Ideen er også at fastholde publikum og give dem noget nyt at se på hver dag,« fortæller Morten.

»Hvis man gjorde det med vores artikler, så ville der nok aldrig være noget nyt at se på,«  indskyder Thue og høster grin fra hele bordet.

Sukkerorglet, som de mange montrer kaldes, er bygget op af genstande, der enten er fremstillet af eller relaterer sig til sukker.

»Det er vores forsøg på at belyse sukker på alle mulige måder for at hvirvle så meget betydning op som muligt. Teksterne, der er placeret ved siden af objekterne, er ret tilfældige – de skal ikke beskrive, men mystificere og drage. Sukker har jo haft alle mulige konnotationer,« fortæller Morten og begynder at pege forskellige objekter ud, mens vi går gennem udstillingen.