Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Presset af studiestarten? Erfarne studiestartere giver 10 gode råd

Studiestart — Forbered din familie på radiotavshed, sluk mobilen, og husk, at du gerne må tage en pause.

De færreste kommer ubekymret gennem studiestarten, selv om de måske forsøger at lade som om. Så hvad gør man med bekymringerne? Hvad gør man, når man er hyperfokuseret på at give et godt førstehåndsindtryk, koldsveder over nye, lange læseplaner og gerne vil med til alle fester?

I sommeren 2019 bad vi fire studerende fortælle om deres studiestart i håb om at snylte på deres erfaringer.

Vi talte med Theis Josef Maslak, der allerede var rustursveteran, da han begyndte på Russisk sidste år, vi talte med Ida Stahl, der var så bekymret og presset under sin studiestart, at den var hårdere end en hel uge på Roskilde Festival, vi talte med Nela Gacic, der sagde farvel til venner og familie for en stund for at dykke helt ned i studiestarten, og så talte vi med Peter Lundsgaard Krøll, der havde det så sjovt under studiestarten, at han selv er blevet tutor. 

Da vi talte med dem, bad vi dem give gode råd til studiestart for nye studerende, og dem har vi kondenseret her.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

1

Fortæl din familie, at de ikke skal være bekymrede, hvis de ikke hører fra dig i nogle måneder. Du er lige trådt ind i en helt ny verden.

2

Sig til kæreste og venner på forhånd, at du nok ikke kommer til at have det store overskud, og at du bare har brug for omsorg fra dem.

3

Mærk efter, om du har brug for at trække dig lidt tilbage. Og gør det! Lad være med at slå dig selv i hovedet, fordi du har brug for at tage en pause eller tage tidligt hjem. Det får du det ikke bedre af.

4

Du behøver ikke deltage i alt, hverken i introugen eller på rusturen, og du skal nok få venner alligevel.

5

Hvis du missede en fest, så spørg til den næste dag. Måske oplever du, at du ikke gik glip af det helt store, og du viser samtidig dine medstuderende, at du er interesseret i dem.

Studiestart 2021

Alt du skal vide

6

Sluk telefonen i introdagene. Hvis du har hovedet begravet i telefonen, så misser du en masse, fordi du ikke rigtig er til stede.

7

Hvis du gerne vil ændre noget i dit introforløb eller på rusturen, så meld dig som tutor næste år. Der er også brug for, at det ikke kun er de mest sociale festdyr, der sætter kursen for det nye kuld. Desuden får du mulighed for at hjælpe de nye studerende på vej ved at dele ud af dine egne erfaringer og give gode råd til studiestart som erfaren studiestarter.

8

Forbered din opsparing på, at den får nogle slag, når du skal købe bøger, og prøv at købe brugte bøger, hvis du kan – det er et plaster, der skal rives af så hurtigt som muligt!

9

Forbered dig ekstra grundigt de første par måneder. Hvis du er bagud fra start, så bliver det rigtig hårdt at kæmpe dig op igen. Hold dig selv i ørerne, og sørg for at få lavet tingene, så skal du nok nå det hele, selv om det kan virke lidt overvældende.

10

Husk, at du ikke er alene. Mange af dine nye medstuderende har det også svært.

FØLG UNIAVISEN PÅ FACEBOOK

Seneste