Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Peter vidste allerede i introdagene, at han ville være tutor

Min studiestart — »Vi spillede dart, drak whisky og fik rigtig mange shots, mens pigerne vist lavede perleplader.« 

Peter Lundgaard Krøll synes, at hele første år på Kemi var fantastisk. Han begyndte på studiet i 2017 og var i tutorgruppen i 2018. Her fortæller han om sin studiestart:

Jeg vidste allerede i gymnasiet, at jeg skulle læse kemi. Men jeg blev virkelig overrasket over, hvor socialt studiet er. Jeg troede, at her ville være fyldt med en masse nørdede drenge, som ikke var særligt klar på at feste. Men det var lige omvendt.

Hele første år på kemi har været fantastisk. Jeg elsker stedet og de andre studerende. Vi er kun halvtreds, der starter hvert år, så man lærer hurtigt hinanden at kende på tværs af årgangene. Man kan altid spørge en ældre studerende til råds, hvis man er i tvivl om en aflevering eller er lidt stresset over en eksamen. De er vildt gode til at hjælpe.

LÆS OGSÅ: For Ida var introforløbet hårdere end en uge på Roskilde Festival

Den største udfordring ved at starte på universitetet er, at man skal holde sig selv meget i ørene for at få læst pensum og forberedt sig ordentligt. Hvis man ikke har selvdisciplin, så bliver det hårdt. Jeg kom heldigvis hurtigt ind i en god rytme med at studere, men det kræver en del tilvænning at kunne kværne sig gennem halvtreds sider med hardcore kemi på engelsk.

I starten af rusturen fik vi taget vores ure og mobiltelefoner fra os. Det gjorde en kæmpe forskel, at folk ikke sad med hovederne begravet i deres telefoner.
Peter Lundgaard Krøll, studerende

I starten af rusturen fik vi taget vores ure og mobiltelefoner fra os. Det gjorde en kæmpe forskel, at folk ikke sad med hovederne begravet i deres telefoner, men blev tvunget til at være til stede og fokusere på at lære de andre at kende. Jeg vil virkelig råde andre studerende til også at lade mobiltelefonen blive derhjemme i introdagene.

På Københavns Universitet er der en regel om, at vi ikke må drikke før klokken 17 i introdagene. Jeg tror, det hjalp, at vi ikke havde nogen telefoner til at minde os om, at klokken blev 17. På den måde var der ikke så meget fokus på, at vi skulle til at bunde øl.

LÆS OGSÅ: Presset af studiestart? Erfarne studiestartere giver 10 gode råd

Jeg kunne især godt lide den såkaldte herre- og dameaften på rusturen, hvor drengene og pigerne får lov til at lære hinanden at kende hver for sig. Det betød, at jeg fik knyttet et lidt tættere bånd med drengene. Vi spillede dart, drak whisky og fik rigtig mange shots, mens pigerne vist lavede perleplader. Det kan måske virke lidt stereotypt, men jeg synes, at det var vildt sjovt.

Valgt ved afstemning

Jeg besluttede mig meget hurtigt for, at jeg gerne ville være rusvejleder på Kemi. Jeg har tidligere været intro-guide på mit gymnasium, og jeg synes, det er skide sjovt at modtage de nye studerende og lave en masse spas og ballade.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

På Kemi bliver rusvejlederne valgt ved afstemning. Hvis man stiller op, skal man skrive navnene på de tretten andre studerende, som man gerne vil være rusvejleder sammen med. Jeg blev heldigvis valgt.

Man skal ikke holde nogen tale foran de andre til selve afstemningen. Man har hele første år til skabe et godt indtryk af sig selv, og derfor ved folk allerede godt, hvem de vil stemme på inden, man stiller op. Det handler om at netværke.

LÆS OGSÅ: Da Theis var rus sidste år, var han allerede rustursveteran

Der var vel en fem-syv stykker, som ikke blev valgt ind. Det er en lille smule skræmmende at sidde i det lokale og tænke: Skriver de andre mon mit navn? Og hvor mange skriver mit navn? Det bliver annonceret med det samme, hvem der har fået flest stemmer, så alle kan høre det.

Vi har diskuteret i vejledergruppen, hvad der fungerede og ikke fungerede i introdagene. Der er nogen, som har skrevet i evalueringen, at de har følt sig krænket af et eller andet. Det var vist nok noget med, at nogen følte sig lidt pressede til at drikke alkohol på natteløbet, men alle steder var der altså et ikke-alkoholisk alternativ.

FØLG UNIAVISEN PÅ FACEBOOK

Studiestart 2020

Alt du skal vide

Seneste