Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Set udefra: »Jeg kan godt lide, at danskere investerer tid i det sociale«

Professor i sociologi Claire Maxwell har valgt at flytte sin familie fra England til Danmark. På Københavns Universitet er arbejdskulturen helt anderledes, end hun er vant til. En af de store overraskelser er den danske frokostpause.

Jeg flyttede hertil med min familie for 10 måneder siden, da jeg begyndte i en fast stilling som professor på Sociologisk Institut. Vi har ingen planer om at skulle tilbage til England. De seneste fem-seks år er England faldet fra hinanden politisk og økonomisk. Uligheden er blevet større, og kvaliteten på universiteterne er blevet mærkbart forringet. Det er ikke et samfund, jeg har lyst til, at mine børn skal vokse op i.

Jeg har altid haft et ønske om, at mine børn skulle prøve at opleve et andet samfund end det engelske, men det har ikke været ligegyldigt, hvor vi flyttede hen. Det danske samfund er et godt samfund, og København er en meget civiliseret by. Det er et godt sted at flytte til med børn. Det hele fungerer. Det har også en pris i form af en høj skat. Men i mine øjne er det det hele værd.

Nyt perspektiv

På Københavns Universitet besætter udlændinge mere end hver tredje forsker- og underviserjob. I denne serie kan du møde nogle af dem og læse, hvad de tænker om at arbejde på Københavns Universitet: Hvordan er arbejdskulturen her i forhold til i de lande, de kommer fra? Hvad har overrasket dem mest? Og hvordan vil de beskrive deres danske kollegaer?

I England er de ansatte på universiteterne langt mere pressede end her. Man kan tydeligt mærke, at her er flere penge i systemet. Jeg føler, at jeg har mere tid til mine opgaver, end jeg havde i England, og der er også mere tid og overskud til familien.

De fleste forskere stopper aldrig med at arbejde meget, ligegyldigt hvor i verden de er. Men der er forskel på, hvad der forventes af os, og om arbejdet derhjemme om aftenen er drevet af lyst eller af pligt. På Københavns Universitet er det muligt at arbejde 35 timer om ugen, og der er ikke nogen, der forventer, at du er på kontoret længere end til klokken 16.00.

Her i Danmark går alle til frokostpause. Det har jeg skullet vænne mig til, for det er jeg slet ikke vant til fra England. Når klokken er 12, rejser alle mine kolleger sig op og går i kantinen. Man kan sætte sit ur efter det. Det er virkelig sjovt. På London College University, hvor jeg arbejde før, var der ingen, der holdt frokostpause. Der sidder man foran sin computer og spiser en sandwich hver for sig.

På London College University, hvor jeg arbejde før, var der ingen, der holdt frokostpause. Der sidder man foran sin computer og spiser en sandwich hver for sig.

Jeg kan godt lide, at danskere investerer tid i det sociale på arbejdspladsen. Det betyder meget for sammenholdet og fællesskabet. På Sociologisk Institut havde vi i vinter to seminarer af henholdsvis en og to dages varighed, hvor alle deltog. I England ville man aldrig kunne bede de ansatte på universitetet om at tage fri i to dage for at de skulle bruge tid sammen med deres kollegaer. Det ville simpelthen ikke ske. Det relationelle er ikke vigtigt nok til, at man vil prioritere tid på det. Men det er det her, og det kan jeg godt lide. Det gør, at man i højere grad kommer til at se på sine kollegaer som individer og ikke bare nogen, man tilfældigvis arbejder sammen med.

Nogle af mine danske kolleger siger, at danske studerende er krævende og har høje forventninger til, hvordan de skal behandles. Jeg selv oplever ikke den store forskel på danske og engelske studerende. I England stiller de studerende også store krav, men det er fordi de betaler ekstremt mange penge for deres uddannelse. For de danske studerendes vedkommende handler det nok mere om, at der i Danmark er en demokratisk tradition. De studerende er vant til at blive hørt. Det synes jeg kun er positivt.

Claire Maxwell

/ 44 år

/ Halvt australier og halvt tysker, men har boet i England det meste af sit liv.

/ Professor i sociologi

/ Bor i Hellerup med sin mand og to børn på 12 og 9 år

/ Har tidligere arbejdet som professor på University College London

/ Flyttede til Danmark i august 2018 og har siden arbejdet som fastansat professor på Institut for Sociologi på Københavns Universitet.

Det første jeg lagde mærke til, da vi flyttede Danmark, var, hvor let det er at bevæge sig rundt. Det her øjeblik af fuldstændig lykke, når jeg hopper på min cykel og cykler af sted på arbejde, er noget jeg nyder hver dag. For danskere er det naturligt at kunne cykle rundt til alting. Men for mig og min familie er det noget helt særligt.

Noget andet, der adskiller sig fra England er, at man har en stor tillid til hinanden her i Danmark. Det er fantastisk, at jeg kan efterlade min cykel ulåst foran mit hus eller foran en butik, og dejligt, at skolerne ikke bekymrer sig om risikovurderinger af elevernes sikkerhed. Det er sådan, et samfund bør være.

Mine børn er mere trygge og uafhængige her. De kan selv tage tog og bus og går og cykler selv til og fra skole. Det kunne de ikke i Oxford, hvor vi boede før. I Oxford er der meget større social og økonomisk ulighed end her i København. Der er det langt mere utrygt at færdes alene på gaden. Jeg er glad for, at mine børn får lov til at opleve den frihed og tryghed, de har her.

LÆS OGSÅ: Set udefra: Danskerne siger tingene direkte og uden omsvøb

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste