Der er lukket og slukket i Djøfs lokaler ved Nørreport. Medarbejderne i fagforeningen for mennesker, der har en lang samfundsvidenskabelig uddannelse, er sendt hjem fra deres hæve-sænke-borde på grund af pandemien, ligesom de tusinder i hæve-sænke-segmentet, som de repræsenterer.

Men Sigge Winther er her endnu. Speedsnakkende i trådløse øretelefoner med mobilen i hånden danser han ned ad trappen.

Der er gang i Winther. Den 39-årige vicedirektør i Djøf har skrevet ph.d. i statskundskab med ophold i USA på eliteuniversiteterne Berkeley og Columbia, han har tjent som embedsmand i Finansministeriet, været politisk analytiker på Politiken og tv-vært på DR2’s nyhedsflagskib Deadline. Hans næste projekt: En revolution af selve staten.

Flere år har det taget ham at skrive sine tanker sammen i bogen Entreprenørstaten. Dens undertitel, Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det, giver et praj om, hvorfor det ifølge Sigge Winther er nødvendigt at omkalfatre den stat, vi kender.

For dansk politik går i tomgang, hævder Winther; staten og dens 700.000 ansatte har mistet evnen til at drive politiske forandringer. Politikere, journalister og embedsmænd er blevet magtesløse sjæle, der løber stedse hurtigere, uden at der kommer andet ud af spektaklet end en masse pseudopolitik, der gør nul reel forskel for landets borgere.

Winther nævner statslig regulering som et kafkask eksempel.

»Jeg købte et sommerhus på Møn,« siger han. »Jeg er rigtig glad for det – men der er et kæmpe oliefyr i huset, der jo skal fjernes, det er bare en større operation. Selv om der er lavet alle mulige ordninger og strukturer og incitamenter for at tilskynde folk til at få fjernet deres oliefyr, sker det bare ikke særlig hurtigt. Blandt andet fordi sådan en tosse som mig ikke får taget sig sammen. Det er udtryk for en klassisk måde, man i staten har tænkt, at man kan løse problemer på: Man laver noget regulering og nogle tilskyndelser og regner med, at det virker. Det gør det bare langtfra altid.«

Sigge Winther bruger gerne billedet af demokratiet som et hus, når han skal pege på problemet. Huset har en fordør og en bagdør. Demokratiets fordør er den offentlige samtale, hvor politiske udspil præsenteres, og meninger brydes. Bagdøren til demokratiet er den politik, der vedtages på Christiansborg og omsættes i praksis, så borgerne kan mærke forskel. Men forbindelsen mellem fordør og bagdør er brudt sammen. Dét er problemet, siger Sigge Winther:

»Det politiske system, vi har opbygget, er blevet mere og mere perverteret gennem de sidste 20 år med den politiske kommunikations indtog. Det har resulteret i en systemfejl, der gør, at den eksisterende statstype har svært ved at løse de vilde problemer.«

Entreprenørstaten, titlen på hans bog, er løsningen ifølge Sigge Winther.

»Entreprenørstaten tænker stort om de store problemer og zoomer meget kraftigt ind på at løse en håndfuld vilde problemer,« siger han.

»Altså nogle problemer, vi har bøvlet med i årtier, og som vi ikke har evnet at løse. Om det så er indlæring for de svageste i folkeskolen, hjemløshed eller klimakrise. Til forskel fra tidligere problemer, er de her problemer meget, meget svære – og det er også derfor, de udestår.«

For det er ikke som sådan svært at bygge en folkeskole. Eller at få nogle lærere ind i den og undervise. Det svære er at gøre det til perfektion. At nå derhen, hvor vi får de sidste 20 procent, der af allehånde grunde har svært ved at lære og trives, med på vognen.

»Der bliver det rigtig komplekst, fordi de problemer er viklet sammen med en masse andre,« siger Sigge Winther.

Den eksisterende stat med dens kolde kappestridslogik, nidkære målstyring, ranglisteopgørelser og egennyttemaksimering – konkurrencestaten, som samfundsforskeren Ove Kaj Pedersen har kaldt den – har måske vredet en smule ekstra ud af statens socialpædagoger og embedsfolk. Men statsmodellen kommer ofte til kort, når problemerne er så komplekse, at man ikke kan løse dem ved at gøre det vi plejer – bare hurtigere og bedre. Nej, de store problemer, der står tilbage, kræver, at vi tænker mere »holistisk,« siger Sigge Winther.

Entreprenørstaten skal udspringe af universiteterne.

»Universitetet er fødekæden til staten. I sidste ende er det universitetet, der bestemmer det ansigt, der er på en stat,« siger Sigge Winther.

»Alle de gange du historisk har omstillet en stat, har det været, fordi de mennesker, der var inde i staten, fik nye kompetencer og nyt udsyn,« siger han og inviterer til at rette blikket 200 år tilbage mod Tyskland.

»Da man med Stein-Hardenberg-reformerne opbyggede den tyske retsstat, kunne det ske, fordi man skabte et helt nyt universitet – med William von Humboldt som primus motor. Et universitet, der havde nogle helt andre måder at se verden på, som gjorde, at de mennesker, der kom ud derfra – the brightest and the best – røg ind i staten og var med til at opbygge retsstaten. Det var ikke sket uden universitetet.«

Derfor, siger Sigge Winther, har universitetet en kæmpestor rolle at spille. Det skal lytte til, hvad politikerne og demokratiet siger, at vi skal bruge af kompetencer, »men også selv ranke ryggen og sige: Vi tror, at hvis vi skal løse de meget komplekse problemer vi står over for, så skal vi tænke verden på en ny måde.«

Faktisk skal der ifølge Sigge Winther et helt nyt universitet til, som da Humboldt-Universität zu Berlin blev grundlagt i 1810, et universitet, der skal uddanne fremtidens »politiske entreprenører.« Überdjøffere om man vil.

For selv om Sigge Winther siger, at universitetsverdenen rykker sig og gerne vil være en del af problemløsningen, er de nuværende universiteter næppe opgaven voksen.

»Der bliver oprettet en hulens masse centre med tværfagligheder tilsat tanker om, hvordan vi løser hele eller bare den halve verdens problemer. Men hvis du spørger mig, om det er nok, så vil jeg sige: Ikke nødvendigvis. Jeg tror, at hvis man virkelig skal rykke, så kræver det noget større. Så kræver det en bar mark. Måske ikke nødvendigvis en bar mark uden for Roskilde (hvor RUC blev skabt i 1972, red.), men det kræver en ny bar mark.«

Sigge Winther vil ikke bare have et nyt RUC, eller et ekstra Københavns Universitet. Eller oprette en pendant til Syddansk Universitet i Horsens. Nej, universitetet skal tænkes på en helt ny måde. Inspirationen? Den kommer såmænd fra Den Kolde Krigs månekapløb mellem USA og Sovjetunionen.

Da russerne i 1957 sendte verdenshistoriens første satellit i kredsløb om jorden, reagerede den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower prompte: Mindre et halvt år efter oprettede han The Defense Advanced Research Projects Agency – DARPA.

»Der lavede man nogle revolvergreb, som jeg tror ville være enormt virksomme i dag. Man puttede en hel del penge i, og så gjorde man det ikke mindst langsigtet og sagde, at der ikke nødvendigvis skal komme noget om fem eller ti år – det kan godt tage 20 år. Og vigtigst af alt puljede man nogle af de bedste forskere sammen med det private erhvervsliv og bureaukrater fra det offentlige og sagde til dem: I skal få os til månen. Make it happen.«

»Det nye universitet skal have 100 procent fokus på problemløsning og bygges over DARPA-modellen, hvor du samler aktører fra det private erhvervsliv, civilsamfundet, det offentlige og forskningsverdenen. Jeg tror, at man bliver nødt til at tænke det helt grundlæggende sådan. For i dag kan staten ikke løse de grundlæggende problemer selv.«

Coronakrisen har givet en forsmag på, hvad fremtidens überdjøffer fra Winthers koldkrigsuniversitet skal kunne. Den har presset embedsfolkene i centraladministrationen ud af deres vante rammer og fokuseret energien på pandemien.

Folk, der har siddet i Kulturministeriet eller Undervisningsministeriet er måske rykket over i Udenrigsministeriet eller Socialministeriet, fordi der virkelig har været brug for dem der. Dét skal fremtidens embedsmænd og politiske entreprenører turde og kunne. Og de skal lære det på universitetet.

For når corona er fortid, og entreprenørstaten er opbygget, skal vi som stat vænne os til at fokusere på problemer, som vi har fokuseret på corona: med alle sejl sat og silotænkningen skudt i stykker.

»Prøv at forestille dig, hvis du kan sige: De næste to år er det de her fire problemer, vi skal løse. Det er opgaven. Groft sagt kan det godt være, at 500 ud af de 1.000, der sidder derovre Socialministeriet, skal over og arbejde i Klimaministeriet med adfærdsændringer, så jeg kan få mit oliefyr pillet ned. Den form for matrixorganisation kan revolutionere staten,« siger Sigge Winther.

Men det kræver den føromtalte bare mark:

»Jeg talte engang med en topleder på et universitet, som sagde, at det at flytte et universitet er ligesom at flytte en kirkegård – man får ikke meget hjælp fra neden,« siger Sigge Winther og griner lidt.

»De fleste, der har været i organisationer, ved, hvor svært det er at bygge noget op oven på alle de strukturer, der er i forvejen. Et universitet er jo noget – i sådan en Edgar Scheinsk verden – hvor der er så meget kultur og struktur indlejret. Det kan du ikke ændre ved at lave en eller anden ny lille masteruddannelse. Det kræver Humboldt-reformer.«