Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studenterrådet: Uanset dit politiske ståsted, har du taleret hos os

Spidskandidaterne — Signe Berner betegner sig selv som en bonderøv. Hun er vant til græs mellem tæerne, og så går hun op i bæredygtighed både fagligt og i studenterpolitik. Mød Studenterrådets spidskandidat til bestyrelsen.

Studenterrådets spidskandidat, Signe Berner, er spritny. Hun er 25 år, har studeret på KU i lidt over to år og stiller for første gang op til bestyrelsen.

»Jeg har ikke været politisk aktiv før jeg startede på KU i 2021. Men derfra gik det ellers også stærkt. Inden for den første måned kom jeg med i både fagrådet, mit fakultetsråd og Studenterrådet. Samtidig med at jeg også lige blev valgt til studienævnet ved univalget det år. Så det har været lidt af en ilddåb, og jeg har måttet kaste mig ud i tingene og nogle gange brænde fingrene.«

Der har altid været en beef mellem studenterkandidaterne, hvilket jeg synes er trist

Studerende Signe Berner

Omvendt er der også fordele ved at være ny, mener hun:

»Der har altid været en beef mellem studenterkandidaterne, hvilket jeg synes er trist, når vi faktisk er enige om, at studenterdemokratiet skal styrkes på KU. Jeg har aldrig været ungdomspolitisk aktiv, og jeg vil egentlig bare gerne gøre noget godt for de studerende.«

LÆS OGSÅ: KU skal være et uddannelsesuniversitet i verdensklasse!

Fra Ærø til København

Signe Berner studerer Naturressourcer med specialisering i miljøvidenskab. Men det er ikke kun fagligt, hun interesserer sig for bæredygtighed. Det gør hun også politisk.

»Unge i dag tænker ikke kun, hvad skal jeg læse? De tænker lige så meget over, hvad KU’s holdning til bæredygtighed er. Hvad gør KU for bæredygtighed? Hvad kan de gøre bedre? Det synes jeg, KU skal tage mere alvorligt.«

»Det handler ikke kun om, hvorvidt der er vegetariske muligheder i kantinen. Det handler også om, hvordan kantinerne indkøber råvarer, hvordan KU indkøber tech, og hvordan studerende og ansatte rejser i KU-regi. Universitetets direkte CO2-udslip er én ting, men vi skal også tælle den indirekte udledning med i klimaregnskabet. Det vil jeg rigtig gerne arbejde med at give mere fokus.«

LÆS OGSÅDer er valg. Det er vigtigt. Hvad skal du gøre? Her er en guide

Signe Berner er meritstuderende, fordi hun nåede at læse biologi på SDU i to år, før hun droppede ud.

Hvis jeg skulle overleve på KU, skulle jeg have en eller anden form for social tilknytning. Og det blev studenterpolitik

Studerende Signe Berner

»Som studerende i dag har man ikke tid til at finde ud af, hvad man vil med sit liv. Det mærkede jeg på egen krop, da jeg, som den bonderøv jeg er, tog beslutning om at skifte studieby fra Odense til København.«

Signe Berner er nemlig opvokset på Ærø, hvor man hverken låser huset eller bildøren.

»Jeg er fra Vandkantsdanmark med græs mellem tæerne og alt det der. Så det var en stor omvæltning at flytte til København. Jeg fik merit, hvilket betød, at jeg skulle starte direkte på andet år af naturressourcer, hvor jeg ikke kendte nogen og heller ikke havde et fast undervisningshold. Så jeg tænkte, at hvis jeg skulle overleve på KU, skulle jeg have en eller anden form for social tilknytning. Og det blev studenterpolitik.«

Af samme grund ligger særligt to mærkesager hende på sinde.

»Det er ikke alle, der har lige så let ved at kaste sig ud i nye ting, som jeg har. Det er et problem, at mange studerende udefra ikke kan se sig på KU og ikke finder KU attraktivt. Universitetet er meget homogent, så vi skal have et mere mangfoldigt og inkluderende studiemiljø fri for diskrimination. Det vil også øge trivslen.«

Derfor har Studenterrådet været i dialog med KU om at give alle undervisere et pædagogisk opkvalificeringskursus, fortæller Signe Berner.

LÆS OGSÅ: Send underviserne på kursus, så de er klædt på til at undervise i kontroversielle emner

»Underviserne skal være i stand til at tage den ordentlige samtale. Det handler både om, at vi befinder os i en trivselsskrise, og at der skal være en ordentlig studiestart, der samler.«

En anden mærkesag, Signe Berner nævner, handler om uddannelseskvalitet.

»Der er rigtig mange studerende, der, som jeg, ikke færdiggør uddannelsen på normeret tid. Derfor bør studieplanerne være mere personlige, end de er i dag. Studierne er ikke kun til for, at vi skal komme igennem dem. De skal kunne tilpasses den enkeltes tempo, for vi skal have det godt, mens vi er her. Det gælder også for studerende med funktionsnedsættelser.«

Kaffeklub uden kaffe

Hvad laver du, når du ikke studerer eller er studenterpolitisk aktiv?

»Jeg har en rigtig god kaffeklub med nogle af de andre fra Science, hvor vi ikke drikker kaffe,« siger Signe Berner og griner.

»Eller jo, der er nogle af os, der godt kan lide kaffe. Men vi laver aftensmad sammen, hygger og snakker om livet. Vi laver også keramik og plantetryk. Det er meget hyggeligt at lave noget andet end studenterpolitik nogle gange.«

Signe Berners tætte kontakt til de studerende er noget, hun også vil bruge i bestyrelsen.

Det skal være nemmere for de studerende, tutorer og fagråd at komme i kontakt med de højere lag i KU

Studerende Signe Berner

LÆS OGSÅ: Studenterrådets forperson: KU har et imageproblem

»Det skal være nemmere for de studerende, tutorer og fagråd at komme i kontakt med de højere lag i KU. Og jeg står gerne til rådighed som mellemmand. Jeg vil gerne formidle de studerendes problemstillinger til systemet og være med til at styrke studenterdemokratiet.«

Apropos studenterdemokrati, så var stemmeprocenten blandt de studerende nede på 14,2 procent ved univalget 2022. Hvad tænker du om det?

»Mange studerende vil bare gerne færdiggøre studierne, så de kan komme ud og arbejde med det, de ønsker. Og så har de måske kun tid til at være aktive i fredagsbaren og ikke i studenterpolitik. Man kan jo ikke tvinge folk til at stemme, så der skal en seriøs indsats fra de studenterpolitiske organer og fra universitetets side til, hvis stemmeprocenten skal op.«

»Man kunne starte med at fjerne totrinsgodkendelsen, som jo besværliggør stemmeprocessen. Men det ved jeg godt, ikke er muligt. Det skal bare være meget nemmere at stemme. Og så skal univalget skal være endnu mere synligt på KUnet og på campusserne.«

Signe Berner forstår godt, at man kan miste interessen for univalget, når man ikke ved, hvad det handler om.

»Folk spørger, hvem er I, i Studenterrådet? Vi er jeres fagråd, vi sender studenterhåndbogen ud, vi holder fast i studiestarten, vi hjælper jer og giver økonomisk støtte til universitetets foreninger, til fredagsbaren og til… fiskestænger, hvis det er det, I skal bruge.«

Hvordan adskiller I jer fra de andre lister?

»Vi er ikke partipolitiske. Uanset dit politiske ståsted, har du taleret i Studenterrådet. Du skal heller ikke betale noget for at være med. Den politik, vi har, er udformet af de studerende.«

Er der noget, du kan lære af de andre kandidater?

»Sandsynligvis. Dem, jeg stiller op imod, har jo været aktive i politik, også uden for KU, i lang tid. Så de har jo noget erfaring og nogle kontakter, som jeg ikke har. Heldigvis har jeg en masse andre studerende omkring mig, som guider mig og har tillid til mig.«

LÆS OGSÅ: Studenterrådets nye forperson: Deadnaming af transkønnede er bare én af de ting, han vil gøre op med i systemet

Husk at stemme i valgperioden fra den 20. til den 24. november.

Seneste