Studerende indtager KU med telte og kampråb: »Det er vores generations ungdomsoprør«

»Når KU de vil støtte Netanyahus folkedrab, så må vi gå på gaden, det bliver ik’ i vores navn.«

Kampråbene runger mellem murstensbygningerne i gården på Center for Sundhed og Samfund, da Studerende mod Besættelsen marcherer gennem det gamle kommunehospital. Omkring hundrede personer er mødt op, og med medbragte bannere, Palæstinaflag og partisanertørklæder vækker de opsigt blandt en gruppe forbipasserende økonomistuderende, som er nede at tanke kaffe.

Demonstrationen tager en runde på campus og slutter i den hemmelige have, som er et græsareal, der ligger ud mod Bartholinsgade. Her udspiller sig en fredelig udgave af de scener, som i ugevis er blevet transmitteret over Atlanten fra amerikanske universiteter. Med telte og liggeunderlag under armen tager det ikke lang tid for demonstranterne at indtage haven og slå protestlejr.

Mens nogen stadig kæmper med de sidste baduner, begynder de fremmødte at slå ring om Emil Nielsen. Han er medlem af aktionsgruppen i Studerende mod Besættelsen, og på engelsk holder han en brandtale om, at »KU skal stoppe sine investeringer i det igangværende folkemord i Gaza og besættelsen af Palæstina.«

LÆS OGSÅ: 2.000 studerende og ansatte vil tvinge bestyrelsen til at trække KU’s investeringer på Vestbredden tilbage

Fredelig civil ulydighed

Efter talen fanger Uniavisen ham til en snak om, hvorfor telte er den bedste måde at få Københavns Universitet i tale på.

»Det er kulminationen på en længere proces, hvor vi har forsøgt at råbe KU op gennem de officielle kanaler, men gang på gang har oplevet at blive ignoreret,« siger han og fortsætter:

»Nu lægger vi os i slipstrømmen af et internationalt momentum og vælger at råbe universitetet op på samme måde, som vi ser i USA og andre steder i Europa. Protestformen er en måde at vise, at det er vores universitet, og at det ikke tilhører en fjern bestyrelse, som træffer valg, vi ikke er enige i, og som indirekte involverer os i folkemord.«

Hvor længe har I tænkt jer at blive?

»Indtil vores krav er indfriet. Så forhåbentlig ikke så længe. Men vi bliver her så længe, det tager.«

Studerende mod Besættelsen kræver, at Københavns Universitet fordømmer »det igangværende folkedrab« og opfordrer til våbenhvile. Samtidig vil de have, at KU trækker sine investeringer ud af de besatte områder i Palæstina, ligesom demonstranterne kræver en akademisk boykot af israelske universiteter.

Har I tænkt jer at barrikadere universitetet, som vi har set det i USA?

»Det er der ingen planer om. Det er fredelig civil ulydighed. Campen er et demokratisk område, så jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig om alle beslutninger, der bliver truffet, men det har vi ikke nogen planer om,« siger Emil Nielsen.

LÆS OGSÅ: Studerende efter drøftelse af KU’s investeringspolitik: »En kæmpe nothing burger«

Vores generations ungdomsoprør

Som eftermiddagen skrider frem, kommer flere og flere til. To demonstranter omfavner hinanden.

»Skal du campe?«

»Ja, selvfølgelig. Det er vores generations ungdomsoprør, det her.«

Uniavisen bevæger sig gennem teltpladsen og forsøger at snakke med demonstranter om, hvorfor de er mødt op. Det viser sig imidlertid som en stor udfordring, fordi de fremmødte gentagne gange får at vide, at de ikke må udtale sig til pressen, men at enhver form for mediekontakt skal foregå gennem ’strategigruppen’. Til sidst lykkes det alligevel at få to fremmødte campister i tale.

Den ene er Alexandra, som læser Naturressourcer, den anden er Andreas, som læser Balkanstudier. Begge fra Københavns Universitet. De vil ikke have deres efternavne offentliggjort, men redaktionen er bekendt med deres fulde navne.

LÆS OGSÅ: Akademisk medskyld i massemordets tid

De er mødt op, fordi de mener, det er på tide, at palæstinaprotesterne tager et ekstra skridt.

»Det kan ikke være rigtigt, at vores eget universitet skal være medskyldige i et folkemord,« siger Alexandra og henviser til KU’s investeringer i de ulovlige, israelske bosættelser.

»Derfor er det glædeligt at se, at studerende nu tropper op og siger fra over for KU.«

Andreas nikker, men tilføjer at det ikke kun skal være en protest blandt universitetsstuderende, men at den gerne må blive bredt forankret i befolkningen.

»Nu har vi efterhånden set mange tusinder på gaden, men det er, som om det ikke rigtig har rykket noget. Så nu håber vi, at denne protest kan være startskuddet til en større bevægelse,« siger han.

De har begge telt med og er klar til at blive på campus »så lang tid, som det kræver«.

Ledelsen tolererer

I udkanten af haven står Rune Heiberg Hansen og ser til, hvordan det hele udspiller sig. Han er fakultetsdirektør på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og havde ikke fået noget at vide om dagens aktion.

»Vi har ikke indgået nogen aftale med demonstranterne, men vi giver frit rum til at være her, så længe man ikke forstyrrer undervisningen og forskningen,« siger han.

Senere på eftermiddagen kommer en officiel melding fra Københavns Universitet på det sociale medie X. Her lyder det, at demonstranterne har lov til at være der, forudsat at de ikke forstyrrer universitets gang, men at KU ikke vil imødekomme deres krav:

»Københavns Universitets forskere har forskningsfrihed og beslutter selv, hvem de samarbejder med under retningslinjer som fastlagt af regeringen,« skriver KU på X og fortsætter:

»Københavns Universitets etiske investeringspolitik er fastlagt i en nylig drøftelse i bestyrelsen, og vi følger ti konventioner, der har sit ophav i blandt andet FN og OECD.«