Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Tandlæger tæt på krigen

NØDHJÆLP - Et hold tandlægestuderende hjalp i sommerferien op mod tusinde flygtninge af med deres tandsmerter i Nordirak, mens Islamisk Stat rykkede frem kun 30 kilometer væk. Tempoet var hektisk, temperaturen 40 grader, og det vigtigste instrument var en tang.

I flygtningelejrene i Nordirak leger de syriske børn. De leger, selv om de har tænder, der er så nedbrudte af caries, at der ofte kun sidder sorte, rådne smårester af dem tilbage i gummerne, hvor der ellers skulle have siddet små, fine, hvide mælketænder.

Otte tandlægestuderende, to tandplejere og otte tandlæger fra Tandlægeskolen ved Københavns Universitet (KU) så med egne øjne, hvor brutal tilværelsen som flygtninge kan være. De fik syn for sagn, da de forlod det trygge Danmark for at arbejde med et nødhjælpsprojekt i en måned som frivillige inde i flygtningelejrene, der alle ligger i det kurdisk kontrollerede område.

SE: Galleri med billeder af flygtningenes tænder og danskerne i Nordirak

40 graders varme i skyggen, mangel på el og rent vand, store kulturelle forskelle og en blokeret grænse mellem Tyrkiet og Nordirak som følge af ISIS’ fremrykning var nogle af de krævende vilkår, de havde at arbejde under, da de udførte tandpleje på børn og voksne.

Der opstod også en stor udfordring med at skaffe udgangspas fra lejrkommandanterne til de hundredvis af patienter, som de skulle køre i busser til og fra tandlægeklinikkerne uden for lejrene.

Alligevel lykkedes det for dem at behandle op mod tusinde flygtninge for deres tandsmerter. Universalløsningen bestod i at fjerne en tand eller tænder under lokalbedøvelse, og universalværktøjet til det var en tang.

Skulle fjerne smerter

Ledende tandlæge Niels Christiansen, fra de Odontologiske Uddannelser på Panum, KU, var med til at starte projektet tilbage i efteråret 2013. Han var med som leder på turen, og han er ikke et sekund i tvivl om, at det har været et værdifuldt projekt.

»Vi kom heroppe fra Danmark for at vise flygtningene, at vi ikke kan lide, de har det skidt, og vi vil gøre det gode, vi kan, for dem. Det gjorde vi ved at lindre deres tandsmerter. Det var vores mission, og den har vi opfyldt,« siger Niels Christiansen.

Tandlægestuderende Mathias Rud Jacobsen, der også var med, er enig:

»Min oplevelse er, at det har været en kæmpe succes menneskeligt og resultatmæssigt. Vi gjorde virkelig en forskel for andre mennesker, og det er det bedste, jeg har prøvet i mit liv. Jo længere tid, der er gået, jo mere tænker jeg sådan om det,« siger han.

»Ingen af os havde før prøvet at være i en situation, hvor vi kunne hjælpe andre, fordi vi havde en faglig kompetence. Og det blev en langt større succes, end vi havde troet, for her kunne vi jo se, at patienterne ikke havde smerter mere. Et barn kunne spise igen efter behandling og et andet kunne gå ud og lege,« siger Mathias Rud Jacobsen.

Tempoet var i øvrigt så højt, at de studerende knapt havde tid til at sove i den første periode.

»Vi kørte med bussen til lejrene klokken 6.45 om morgenen, og om aftenen var vi på café og røg vandpibe og hyggede os. Klokken tre om natten gik vi seng, men vi skulle op få timer senere for at nå bussen igen. Jeg oplevede så meget dernede, at jeg ikke havde tid til at tænke over alle indtrykkene. Men det gør jeg nu,« siger han.

Alt for meget sukker

Tandplejere Line Høi Johansen og Louise Olsen var også med på holdet for at lave forebyggende arbejde. Tilbage på Panum sidder de sammen med Niels Christiansen og Mathias Rud Jacobsen og fortæller om deres oplevelser.

Turen gik ikke som planlagt. Hjemme i Danmark havde de fået doneret tonsvis af udstyr og sendt det hele i forvejen til Nordirak. Men på grund af den urolige situation, med ISIS i Nordirak, kom intet af det over grænsen fra Tyrkiet.

5.000 tandbørster, undervisningsplaner og plakater, som de to tandplejere skulle have haft med til undervisningsbrug, stod alligevel ikke til deres disposition.

»Vi blev enige om, at vi i stedet for undervisning om tandpleje som forebyggende arbejde kunne lave dataindsamling på børnene i lejrene,« siger Line Høi Johansen.

De undersøgte for eksempel børnenes kost. Det viste sig, at den blandt andet bestod af en daglig rulle kiks med en grøn sukkercreme –udleveret af børnehaven.

»Vi vil nu prøve at slå et slag for,« siger Niels Christiansen, »at de involverede parter skal se, om de kan få fat i nogle lidt mindre sukkerholdige fødevarer til børnene. De skal jo også have proteiner og fedt. Let fordøjelige kulhydrater fik de i hvert fald nok af.«

Anderledes arbejdsbetingelser

Konsekvenserne af den sukkerholdige kost var til at få øje på, da børnene kom til behandling på de klinikker i Nordirak, som kurderne havde stillet til rådighed.

Måske var halvdelen af kronen (den synlige del af tanden, red.) væk på to tænder i den ene side og tre i den anden. Herhjemme ville vi lægge sådan et barn i fuld narkose, men det kunne vi ikke der. Alligevel tog børnene det fint,« siger Mathias Rud Jacobsen.

Projektleder Niels Christiansen fremhæver, at arbejdsbetingelserne var meget anderledes end i Danmark:

»Normalt vil vi fjerne alle dårlige tænder med det samme, men det endte hurtigt med, at når flygtningene kom og pegede på to dårlige tænder, der gjorde ondt, så tog vi kun dem og lod de tre andre være,« siger Niels Christiansen.

»Det lyder paradoksalt, men forklaringen er, at vi jo ikke kunne udføre forebyggende arbejde under de givne forhold. Hvis vi tog alle fem tænder, så ville patienten dagen efter føle smerte i begge sider af munden i stedet for blot den ene, og så ville han ikke komme igen,« siger Niels Christiansen.

Han mærkede også store kulturelle forskelle, når det gjaldt børneopdragelse:

»Jeg oplevede, at en far kom over og stak barnet i tandlægestolen én på skrinet. Det var så lussingen sang, og barnet var bange i forvejen. Jeg havde mest lyst til at rejse mig og stikke faderen en flad, men det blev det jo ikke bedre af,« siger Niels Christiansen.

Han havde oplevelsen af på forhånd at stå i bad standing blandt børnene. Tandlæger i Danmark bruger meget tid på at lave tilvænningsbehandling, fra børnene er to eller tre år gamle. I de nordirakiske flygtningelejre er virkeligheden en anden.

»Vi hørte på et tidspunkt, at hvis børnene opfører sig uartigt derhjemme, bliver de truet med at komme til tandlægen. Vi tænkte, at det nok var derfor, børnene virkede lettere skræmte,« siger Louise Olsen.

De to kvindelige tandplejere fra Danmark oplevede ellers ikke, at kulturelle forskelle vanskeliggjorde tingene:

»Folk var generelt helt vildt flinke, og det var i hvert fald slet ikke ubehageligt for os at være ude i flygtningelejrene. Derude kiggede ingen. Dér var vi bare ’nogle af dem med hvide kitler’. På klinikkerne oplevede vi heller ikke egentlige problemer. Det var meget få mandlige patienter, der kun ville behandles af en mand,« siger Line Høi Johansen.

Fik nyt sæt af værdier

Deltagerne har været hjemme i et halvt år nu. De har haft tid til at tænke over oplevelserne, og det har givet dem nye perspektiver på tilværelsen.

»Mine værdier har ændret sig. Nogle ting er kommet til at virke meningsløse. For eksempel at jagte en åndssvag karriere bare for at få udbetalt x antal 10.000 kroner i månedlig indtægt. Det er at leve sit liv i en boble og spilde sit liv.

Hvad angår de dårlige tænder hos børnene i Nordirak, ligger jeg ikke søvnløs om natten på samme måde. Vi hjalp dem jo så godt, vi overhovedet kunne,« siger Mathias Rud Jacobsen.

Niels Christiansen har gjort sig lignende tanker:

»Hvis du er klædt ordentligt på fagligt, ser du lidt anderledes på tingene, end hvis du ikke aner, hvad du har med at gøre. Du tager professionel stilling fra sag til sag, og det gør tingene nemmere. Hjerne- og hjertemæssigt tror jeg, vi alle er blevet en smule større,« siger han.

Niels Christiansen har i januar 2015 været i Burma for at se på en flygtningelejr, som måske skal have besøg af et nyt hold KU-studerende til sommer.

anfj@adm.ku.dk

Seneste