Udflytning: Universiteterne har tabt på forhånd

I trit med den glædelige genåbning har politikerne fået et nyt område at kaste deres opmærksomhed på: universiteterne. Isoleret set er det glædeligt, for universiteterne har sandelig på en række områder behov for opmærksomhed.

På Københavns Universitet er der eksempelvis stadig ingen udsigt til økonomisk hjælp efter byggeskandalen, som Niels Bohr Bygningen er blevet.

LÆS OGSÅ: Hver ny kvadratmeter Niels Bohr Bygning koster mindst tre kvadratmeter på resten af Københavns Universitet

Desværre er politikerne fortsat stille når det gælder det skandaleramte byggeprojekt, og nu har de i stedet givet sig i kast med at bekæmpe påstået pseudoforskning på universiteterne, begrænse antallet af engelsktalende studerende, og endelig vil de bruge universiteterne til at skabe et Danmark ‘i balance’.

LÆS OGSÅ: »Vi skal turde tage politisk styring med, hvor der er studiepladser i det her land«

Det sidste forslag er særdeles forunderligt, da regeringen overraskede alt og alle ved at deklarere, at nu skulle der skabes balance i Danmark ved at udflytte videregående uddannelser.

LÆS OGSÅ: Overblik: Sådan rammer udflytningsplan Københavns Universitet

Ambitionen er isoleret set sympatisk, og det kan selvsagt være en legitim politisk prioritering at tilbyde lige muligheder i hele landet. Det er imidlertid ikke tilfældet med regeringens forslag. Regeringen meldte ud, at ti procent af uddannelserne i de store byer skulle ‘flyttes’ ud af de store byer.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER 

Om universiteterne ville få nogen støtte til at oprette nye uddannelser, blev ikke meldt ud ved forslagets fødsel den 27. maj, så universiteterne måtte med rette spørge, om heri lå en skjult besparelse. Ministeren har den 9. juni været så venlig at afklare det: universiteterne får ingen støtte til udflytningerne.

Spillet er afgjort på forhånd: Universiteterne har tabt.

Enten flytter de studiepladser ud uden den nødvendige økonomiske støtte og kommer dermed til at tilbyde ringere uddannelser i resten af landet, så der skabes et A-hold og et B-hold af uddannelser i land og by.

Eller også lukker de uddannelser ned og får politiske prygl for ikke at evne at løfte ansvaret om at skabe bedre balance i uddannelser.

Det værste er, at hvis universiteterne reelt troede på, at politikerne havde ambitioner med dette forslag (som de kunne have vist gennem finansiering), så kunne man muligvis lykkes med at flytte uddannelserne ud.

Men realiteten er, at denne politiske prioritering med al sandsynlighed er et modefænomen i tiden, og at vi om nogle år igen taler om internationalisering og stærke centrale miljøer, for derefter at vende tilbage til en vision om at skabe balance mellem land og by.

God universitetspolitik behøver ikke være genial. Men den bør være realistisk og nogenlunde stabil, så de verdensklassemiljøer, der eksisterer på landets universiteter, fortsat kan udvikle sig.

Vi må håbe, at vores minister lytter.