Ulla Tørnæs: Utilfredse forskere giver anledning til at se uniloven efter i sømmene

Universiteterne og deres forskning udgør en hjørnesten i vores samfund. De skal kvalificere den offentlige debat, de skal bidrage til et oplyst samfund, de skal være med til at danne os som mennesker, og ikke mindst skal de være med til at finde svar og løsninger på de udfordringer, vi står overfor.

Men lad mig slå en ting fast fra begyndelsen: Forskningsfriheden er uantastelig, fordi den skal ses i relation til ytringsfriheden og som bidrag til pluralisme og mangfoldighed. Vi må aldrig komme dertil, at vi sætter spørgsmålstegn ved værdien af universiteternes autonomi og den enkelte forskers frihed til frit at udøve og udforske forskellige forskningsområder. Det ville være til stor skade for det danske samfund, og det ville også bryde med helt grundlæggende principper i et demokratisk samfund som det danske.

I 2003 ændrede den daværende VK-regering universitetsloven som del af en reform af universitetsområdet. Formålet med loven var at skabe et tættere samspil mellem universiteterne og det omgivende samfund. Universiteterne og samfundet er nemlig ikke to parallelle verdener, og de skal derfor udveksle idéer, genere ny viden og levere bidrag til de udfordringer, vi alle sammen står overfor.

Universitetsloven markerede således også en ny ledelsesstruktur, hvor rektorernes – og forskernes – faglige kvalifikationer ikke bare mures inde på universitetet, men også rækker ud i samfundet. En struktur, der var inspireret af den uafhængighed, som universiteterne blev givet gennem muligheden for selveje.

LÆS OGSÅ: Minister inviterer utilfredse forskere til dialogmøde

Forskerne er ikke et fåtal

Mange forskere oplever dog, at fx afstanden mellem ledelsen og den enkelte forsker i dag er blevet for stor. Flere har angiveligt en følelse af ikke at stole på ledelsen eller blive inddraget i de beslutninger, som ledelsen træffer på det enkelte universitet. Nogle ser det som en direkte konsekvens af loven fra 2003. Det giver for mig rigtig god mening lige at stoppe op og overveje, om tiden er kommet til, at vi skal have set universitetsloven efter i sømmene.

Ingen er jo interesseret i at skabe unødigt dårlige rammevilkår for forskningen, hvis det er det, der er tilfældet i dag. Der er ikke længere tale om et fåtal af bekymrede forskere, men en anseelig gruppe. De bekymringer skal også tages politisk seriøst.

Jeg vil dog stå fast på, at selve ideen bag universitetsloven var rigtig. Formålet om at koble universiteterne endnu tættere til det omkringliggende samfund er helt essentielt. Men selvfølgelig skal denne tætte forbindelse ikke forveksles med, at politikere og stærke aktører i erhvervslivet skal diktere retningen i samtlige forskningsprojekter.

LÆS OGSÅ: »Endelig har vi fået politikerne i tale«

De bedste rammebetingelser for gode ideer

I så fald risikerer vi at miste forskernes egen drivkraft: den gode idé. Men hvis det er den oplevelse, som forskerne i sidste ende efterlades med, påkalder det sig eksempelvis nye drøftelser af, i hvilket omfang private og offentlige fonde favoriserer finansieringen af bestemte forskningsområder – og hvad vi eventuelt skal være opmærksomme på i den forbindelse.

LÆS OGSÅ: Ida Auken: Forskernes opråb skal tages alvorligt 

I lyset af, at mere end 2.000 særligt unge forskere støtter op om et brev, der kritiserer begrænsningerne i forskningsfriheden, universitetsledelserne og finansieringsmodellerne, er vi nødt til at undersøge de påtalte problemer dybere. Jeg er derfor også meget spændt på udfaldet af det dialogmøde, som uddannelses- og forskningsministeren har inviteret forskerne til.

Jeg håber, at ministeren får lejlighed til at kulegrave og drøfte kritikken, så vi bagefter sammen kan se nærmere på behovet for eventuelle justeringer af universitetsloven. For vi skal sikre, at vi har de bedste rammevilkår for, at vi også i fremtiden kan bedrive forskning på internationalt højt niveau.

LÆS OGSÅ: Helge Sander forandrede universiteterne totalt og fortryder intet