Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

»Vi har følt, at vi var dårlige studerende. Men jeg gider ikke have dårlig samvittighed længere«

Fire kvindelige studerende er aktuelle i DR3-serien Benhårde Veninder. De er rygende uenige politisk, men de holder sammen. Og så vil de gerne gøre op med idéen om den dygtige studerende.

Hvad er en god studerende egentlig? En, der får høje karakterer? Læser alt på pensum? Møder op til hver eneste forelæsning?

Den slags studerende er Katrine Kildgaard Nielsen, Karen Frese, Mette Oxholm og Nana Alrø ikke. Det har de for travlt til. Deres karrierer i ungdomspolitik og studiejobs har kostet dem både 12-taller og venner, men de er færdige med at have dårlig samvittighed.

LÆS OGSÅ: 5 råd til studerende, der gerne vil magte alting

Ikke mange kvinder

Normalt færdes de forskellige partiers unge medlemmer mest i deres egne cirkler. De går til deres egne gruppemøder og deres egne fester, og mødes de på tværs af partierne, er det oftest for at debattere. Det er derfor en lidt usædvanlig venindegruppe, vi har at gøre med.

Gruppen, som også er omdrejningspunktet i DR3-serien Benhårde Veninder, består af kvinder, der er eller har været aktive i så forskellige partier som SF Ungdom, Radikal Ungdom, Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom.

Det var Mette Oxholm, der tog initiativ til at gruppen mødtes første gang på Kvindernes Internationale Kampdag for et par år siden. Inden da havde hun forsøgt at oprette et kvindenetværk i Venstres Ungdom, men mødt så stor modstand i partiet, at hun havde været nødt til at droppe det projekt.

»Der er ikke særlig mange kvinder i ungdomspolitik, i hvert fald ikke i Venstres Ungdom, og slet ikke i toppen. Så vi har faktisk virkelig meget brug for hinanden. Jeg havde lyst til at lave en gruppe med nogle nice kvinder, som gerne ville være veninder og bidrage til hinandens liv på en fed måde,« siger Mette Oxholm, der læser statskundskab på kandidaten på Københavns Universitet.

Spørg og du får svar

Da de fire veninder står og småfryser foran en af universitetets gamle bygninger i Nørregade, mens de bliver fotograferet til denne artikel, går døren til rektor kontoret op. Rektor Henrik C. Wegener træder ud, klar til fyraften. Han går over mod de fire kvinder. Det er noget tid siden, han sidst har talt med de studerende på uni-versitetet, siger han. Da han finder ud af, at to af kvinderne studerer statskundskab, spørger han nysgerrigt til en af tidens kulturkonflikter på uni, den omdiskuterede og nu afskaffede tradition, hvor nye studerende legede, at de repræsenterede forskellige lande under studiestarten.

Det er temmelig længe siden, at kandidatstuderende Katrine Kildgaard Nielsen og Mette Oxholm var nye studerende på Statskundskab, men de griber alligevel bolden.

»Jeg var en af dem, der ikke syntes, det var helt okay,« siger Katrine Kildgaard Nielsen. Rektor nikker.

»Jeg var i Kina-gruppen, og jeg havde det meget sjovt,« siger Mette Oxholm.

Rektor nikker igen og begynder at fortælle, at der historisk har været tradition for udklædning på universitetet.

»Man må have tiltro til, at de studerende kan finde udaf den her slags ting selv,« indskyder jurastuderende Nana Alrø, inden Henrik C.Wegener undskylder sig, fordi hans lift hjem holder og venter på ham.

»Man skal ikke spørge i den her gruppe, hvis man ikke vil have svar,« siger Karen Frese, der læser jura på bacheloren. Da de mødtes første gang i pigegruppen, fandt de hurtigt ud af, at de minder om hinanden, fortæller Mette Oxholm.

»Vi har haft meget samme rolle i pigegrupper førhen. Det, tror jeg, er med til at gøre, at vi forstår hinandens prioriteringer. Samtidig kan vi alle sammen godt lide at blive hørt, og vi insisterer også på det. Det kan lyde narcissistisk, men pointen er, at vi ofte tager teten og råber op, fordi vi gerne vil ændre noget i samfundet.«

Den fælles kamp

Tilbage indenfor smider de jakkerne. Der kommer snusdåser og Nescafé på bordet. Katrine Kildgaard Nielsen propper sin telefon i jakkelommen. Hun har lige skrevet et debatindlæg om ligestilling på netmediet Altinget, som har fået mange kommentarer på Facebook.

»Jeg havde virkelig glemt hvilken hvepserede, man stikker hånden ned i, når man blander sig i debatten om ligestilling og udlændingepolitik … der skal man bare være klar,« siger hun og ryster på hovedet.

Det har nogle gange kostet nogle relationer, fordi folk ikke forstår den del af mit liv.

Kathrine Kildgaard Nielsen, studerende

»Ja, der kommer folk efter en. Ligestilling er sprængfarligt. Og Facebook er jo bare én stor trash can,« siger Mette Oxholm. I venindegruppen er det anderledes. Her er ligestillingsspørgsmålet det, der samler dem politisk.

»Det er et samlingspunkt, det er altid det, vi kan vende tilbage til,« siger Nana Alrø.

»Og så er der ting, vi ikke behøver at diskutere, fordi vi godt ved, at vi ligger langt fra hinanden. Men ligestillingsspørgsmålet, det har vi brugt meget tid på at snakke om. Det er en fælles kamp for os,« siger Katrine Kildgaard Nielsen, og de andre kvinder om bordet nikker.

»Vi har en underforsået aftale om, at man godt kan diskutere politik, men man kan virkelig også godt lægge det fra sig igen. Man kan godtsige, ’kan vi godt lade være at snakke om klima i dag? Kan vi ikke bare drikke os fulde?’« siger Karen Frese.

Livsstil koster venner

De fire studerende har oplevet, at de ikke altid passer helt godt ind i det sociale fællesskab på deres studier. De har ofte ikke tid til at diskutere teksterne i bund eller bunde en øl i fredagsbaren. Det siger Katrine Kildgaard Nielsen, der læser statskundskab på kandidaten, er aktiv iRadikal Ungdom og ansat som kampagnemedarbejder i moderpartiet.

»Dem, man møder på studiet, har tit meget fokus på studiet og ikke så meget andet, og jeg er altid den, der lige er nødt til at gå, fordi jeg skal noget andet eller ikke lige kan den weekend, fordi der er et møde, jeg må med til. I gruppen kender vi hinandens verdener, og vores liv minder om hinanden. Det var bare enormt rart at møde nogen, som havde det på samme måde.«

»Som også bare pjækkede fra studieting,« siger Mette Oxholm med et grin.

»Jaeh, som havde nogle andre prioriteter i hvert fald,« svarer Katrine Kildgaard Nielsen. Det er heller ikke alle, der forstår, hvorfor man gider bruge så mange timer på sit studiejob og så mange aftener på frivilligt arbejde, som de fire kvinder gør.

»Det var rigtig rart, da de andre begyndte at få studiejob og fik travlt med andet end studiet. Så behøvede jeg ikke i lige så høj grad skjule, at jeg igen ikke lige havde læst teksterne,« siger Katrine Kildgaard Nielsen og rører rundt i sin pulverkaffekop.

Løj du?

»Ja, det har jeg da gjort. Jeg havde altid dårlig samvittighed. Det har nogle gange kostet nogle relationer, fordi folk ikke forstår den del af mit liv,« siger Katrine Kildgaard Nielsen. Det genkender Karen Frese.

Børnene kan lege sammen

Det genkender Karen Frese. I tv-serien er venindegruppen i sommerhus. Karen Frese er blevet hjemme, fordi hun har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Venstres Ungdom. Hun træder fra som formand, fordi hun vil hellige sig sit nye liv som jurastuderende. Rundt om bålet i sommerhuset er der skumfiduser på pinde. I andre vennegrupper ville Karen Frese have haft dårlig samvittighed over at melde fra, men ikke her, siger hun, da vi mødes.

»I pigegruppen har vi en stor forståelse for, hvorfor man melder fra eller prioriterer, som man gør. Vores andre veninder prøver at forstå det så godt, de kan, men det kan være svært at forstå, hvorfor jeg for eksempel hellere vil arbejde på en valgkampagne end at tage til fest. Så jeg har da også mistet veninder på det.«

I sommerhuset spejder kvinderne efter stjerneskud og snakker om fordelene ved, at de kender hinanden på kryds og tværs af partier.

»Vi kan vise mange af de helt nye og unge kvinder, at de godt kan være venner med den der underlige socialist fra Nørrebro,« siger Kira Marie Peter-Hansen, der er medlem af SF og bor på Nørrebro.

»Jeg havde brug for det der skub og at kunne være det skub for andre, gør en kæmpe forskel,« siger Katrine Kildgaard Nielsen og kigger ind i flammerne.

»Det kan være, vores børn kommer til at lege sammen,« siger Kira Marie Peter-Hansen.

Små spurter og lange, seje træk

I en periode var der en lille, naturlig pause i Katrine Kildgaard Nielsens ungdomspolitiske liv. Så,tænkte hun, nu skal jeg rigtig fordybe mig i studierne. Men der skete ikke rigtig noget.

»Jeg fik ikke lavet mere på studiet, bare fordi jeg kun havde det,« siger hun.

»Nej, tværtimod næsten, ikke?« siger Karen Frese.

Jeg havde kronisk dårlig samvittighed hele min bachelor, fordi jeg følte, jeg var en dårlig studerende.

Nana Alrø, studerende

»Da jeg gik på gymnasiet, tænkte jeg ’du kommer til at passe perfekt ind på universitetet, du er megaglad for at studere’. Men da jeg så kom ind, fandt jeg ud af, at jeg meget bedre kunne lidt alt det ved siden af studiet. Lige nu vil jeg meget hellere arbejde, end jeg vil læse. Det overraskede mig meget. Jeg ville ikke kunne holde til at læse, hvis jeg ikke havde arbejde og politik ved siden af,« siger Katrine Kildgaard Nielsen.

I politik bliver du løbende belønnet med små sejre. Nye poster og kampagner, der går godt. Studiet derimod kræver lidt mere slid op til eksamen.

Karen Frese: »Studiet er jo et maratonløb.«

Mette Oxholm: »Og politik er korte spurter.«

Katrine Kildgaard Nielsen: »Jeg har slået mig selv så meget oven i hovedet de første semestre, fordi jeg altid var andre steder. Jeg læser slet ikke til alle timer. Jeg vælger ikke maratonet, jeg vælger slutspurten til sidst inden eksamen. Det kan godt føles som om, man snyder lidt.«

Dårlige studerende og dårlig samvittighed

Og så er vi tilbage ved snakken om, hvad der egentlig gør en god studerende. For den dårlige samvittighed har været en fast følgesvend for de fire kvinder igennem hele studiet.

»Jeg havde kronisk dårlig samvittighed hele min bachelor, fordi jeg følte, jeg var en dårlig studerende. Jeg synes tit, vi bliver skudt i skoene, at vi ikke er seriøse, eller at vi tager pladsen fra en anden, og det gør mig vildt ked af det. Jeg går virkelig meget op i mit studie,« siger Nana Alrø, der også er aktiv i kandidatstudienævnet på Jura.

»Jeg føler, det kan være tabubelagt at vælge at lave en opgave eller eksamen alene, for at kunne få kalenderen til at gå op med arbejde. Jeg prioriterer på en anden måde end nogle af mine medstuderende, men for mig er det en styrke at gøre noget anderledes og være ambitiøs med mit studiejob og studie samtidigt.«

De fire kvinder siger ikke, at alle skal flytte studiet ned ad listen over prioriteter, ligesom de har gjort. Men de oplever, at der er én opskrift på den perfekte studerende.

»Vi har alle sammen haft følelsen af, at vi ikke er blevet set som gode studerende, fordi vi ikke møder op til alle forelæsninger, eller læser alt eller afleverer alle ikke-obligatoriske øvelsesopgaver. Det gider jeg bare ikke have dårlig samvittighed over længere,« siger Karen Frese.

En bedre jurist

Men hvorfor så overhovedet studere? Hvorfor ikke bare satse benhårdt på karriere eller politik?

»Det er farligt at satse på politik,« svarer Mette Oxholm prompte og trækker på skuldrene.

»Folkestemningen kan enormt hurtigt vende, du kan blive upopulær på et sekund. Der hersker stadig en ide om, at det er godt at have noget at falde tilbage på.«

Nana Alrø er enig. Hun bruger de fleste af ugens arbejdstimer på sit studiejob i et Public Affairs-bureau. Hun siger, at hun flere gange har fået at vide af medstuderende, at hun nok burde fokusere mere på studierne, hvis hun vil blive en god jurist.

»Det gør mig ret ked af det, for jeg føler, jeg bliver en bedre jurist af at have noget politisk forståelse og have hænderne i bolledejen. Samtidig bliver jeg en bedre praktiker af at studere jura,« siger hun.

»Ja, og gudskelov er alle jurister ikke fuldstændig ens. Det er vildt vigtigt, at vi kan noget forskelligt og ikke bare har læst alle de samme bøger,«siger Karen Frese, der selv er på andet semester af sin bachelor i Jura. Hun fortsætter: »Jeg vil ikke udskyde livet til efter studiet. Jeg vil gerne nå at nyde at føre valgkamp, og så er det sgu nok ikke den eksamen, der afgør om man bliver en god jurist eller ej.«

»Nej, det passer ikke ind i nogen hverdag at være i politik. Du ved ikke, hvornår valgene kommer, men må bare smide alt, du har i hænderne. De eksamener alle andre går op i, må man så bare få overstået, siger Katrine Kildgaard Nielsen, der selv stiller op til Borgerrepræsentationen ved kommunalvalget i efteråret.

Farvel til studiet

I DR3-serien Benhårde Veninder oplever en af veninderne den yderste konsekvens af at balancere en politikerkarriere og et universitetsstudie.

Kira Marie Peter-Hansen stillede i 2019, hvor serien er optaget, op til Europaparlamentsvalget, temmelig sikker på, at hun nok ikke kom ind. Men da hendes mere erfarne og stemmeslugende SF-kollega Karsten Hønge takkede nej til den plads, han havde vundet, stod hun pludselig som 21-årig med en titel som europaparlamentariker.

I serien følger man hendes nye liv i Bruxelles. Hun spiser frokost på en fortovscafé med partifællen Margrethe Auken og går til møder, og i weekenderne rejser hun til Danmark, hvor hun forsøger at indhente alt det sjov, hun ikke når i hverdagene.

»Mine venner er unge på fuld tid. Jeg kan kun få lov at være det på halv tid,« siger hun i serien.

»Efter jeg blev valgt ind i parlamentet, prøvede jeg at hænge i på økonomistudiet. Jeg tog endda en eksamen. Alt var oppe i luften, jeg skulle flytte til et andet land, og pludselig var den eksamen bare det eneste konkrete holdepunkt, jeg havde,« siger Kira Marie Peter-Hansen over telefonen fra Bruxelles.

»Jeg udskød min udmeldelse så længe som overhovedet muligt, og det føltes en lille smule forkert, da jeg så endelig droppede ud,« siger hun. Nu er hun indskrevet på et belgisk universitet, hvor hun studerer Internationale Relationer et par timer om ugen.

»Min mor syntes, det var vigtigt, at jeg fortsatte med at studere. Ej, det er ikke kun derfor. Det er også ud fra en tanke om, at det godt kan være,jeg er her i 15 år, men det kan også være, det kun er fem. Så er det rart at have noget på den anden side,« siger Kira Marie Peter-Hansen.

Seneste