Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Slør over forskningsfrihed

BURKARAPPORT - Optællingen af brugerne af muslimske klædedragter har udløst en heftig debat om grænserne for forskningsfriheden og hvad, forskerne bør skrive under på, når de laver undersøgelser

Forskerne på ToRs (Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier) er blevet viklet godt og grundigt ind i den såkaldte burka-sag. Efter medierne og politikerne endelig var holdt op med at lave nye forviklinger, er der igen gået kluddermor i sagen.

Det er Heine Andersen, professor ved Sociologisk Institut, der nu starter en principiel intern debat om sagen på Københavns Universitet (KU).

Han skriver i et debatindlæg i dette nummer, at de ansvarlige på ToRs, så vidt han kan se, har givet køb på forskningsfriheden ved at underskrive en kontrakt, der betød, at det var ministeriet, der bestemte rammerne for rapportens offentliggørelse og kunne stille krav om, hvilke metoder der skulle anvendes.

»Der er et stigende pres på forskningsfriheden fra mange forskellige sider, og vi ser, at der dukker flere og flere sager op om politiske og økonomiske interessers påvirkning af forskningens retning og resultater,« skriver Heine Andersen, der ikke selv er klar over, hvor udbredt aftaler som den foreliggende med restriktioner og ’hemmelighedsklausuler’ er.

»Det må være vigtigt både for universitetet og den bredere offentlighed at få det trukket frem i lyset og sikre, at der føres en principfast og fælles linje, der værner om forskningsfriheden,« skriver den kendte sociologiprofessor i sit indlæg.

Danske forskere styres

Lektor Mogens Ove Madsen, forfatter til debatbogen Universitetets død – Kritik af den nyliberale tendens, mener, at forskerne på ToRs har givet køb på forskningsfriheden ved at gå med til at holde resultaterne tilbage til et af ministeriet bestemt tidspunkt.

»Sagen viser eksempelarisk, hvad der er ved at ske med forskningen. Forskerne oplever flere og flere bånd på, hvad de kan forske i, og hvornår resultaterne må offentliggøres,« siger Mogens Ove Madsen.

Han peger på, at institutledernes muligheder for at pålægge forskerne individuelle opgaver er langt større i Danmark på grund af den såkaldte instruktionsbeføjelse end i andre lande som Finland, Tyskland, Sverige og Irland, hvor den individuelle akademiske frihed er fastsat ved lov.

Dertil kommer, at universiteterne efter fusionerne med de tidligere sektorforskningsinstitutioner, også har fået nye opgaver som eksternt rekvirerede myndighedsopgaver og politisk- og erhvervsbestilte forskningsrapporter.

Hemmeligholdelse tidsbegrænset

Professor, dr.phil. ved ToRs Margit Warburg, der har ledet holdet bag rapporten, har ihærdigt forsøgt at rede trådene ud, og hun forsvarer sig også mod Heine Andersens kritik i et svar på hans indlæg på debatsiderne i dette nummer.

Hun afviser klart, at forskerne har været underkastet ministerielt dikterede begrænsninger i metodevalget. Med hensyn til hemmeligholdelsesklausulen henviser hun til institutleder Ingolf Thuesen svar til Heine Andersen på samme side.

Han forklarer, at det var en aftale fra begyndelsen af projektet, om end ikke konkretiseret i kontrakten, at arbejdet ville blive offentliggjort, men ikke hvornår. Efterfølgende blev det aftalt, at det skulle ske senest tre måneder efter afleveringen.

Del af politisk spil

ToRs blev fra starten kritiseret for overhovedet at sige ja til opgaven, da regeringens burka-udvalg hyrede dem.

Kritikerne mente, at forskerne lod sig bruge som politisk syltekrukke, da den dengang nyudnævnte konservative integrationsordfører Naser Khader havde foreslået at forbyde stærkt tildækkende muslimske gevandter i det offentlige rum. Han havde glemt at tage hensyn til, at et forbud sandsynligvis ville være i strid med grundloven, og den konservative partiledelse havde brug for at få afsluttet sagen uden at tabe for meget ansigt.

Derefter kom instituttet under beskydning, fordi man ikke ville give pressen aktindsigt i hverken delresultater eller kommunikationen med ministeriet.

Makværk eller hæderligt arbejde

Rapportens indhold fik heller ikke en pæn modtagelse af politikerne, der oprindeligt havde efterspurgt en undersøgelse.

Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti, kaldte den »fup og svindel« og »amatøragtig« og udtalte, at hun overvejede at anmelde forskerne til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, men det er dog blevet ved truslen efter institutlederen på ToRs opfordrede hende til at gøre det.

Hun og Naser Khader kritiserede først og fremmest, at forskerne som led i deres undersøgelse også havde henvendt sig til imamerne Abdul Wahid-Petersen og Abu Bashar samt Islamisk trossamfund, som Pia Kjærsgaard betegner som »ekstremister«.

Forskerkolleger inden for feltet fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet mente, at kildevalget virkede tilfældigt, mens eksperter fra det videnskabsteoretiske felt mente, at burka-forskerne havde gjort det udmærket.

Vanskeligt dilemma

Ifølge Jens Schovsbo, professor ved Det Juridiske Fakultet og formand for Praksisudvalget, har forskningsfriheden højeste prioriteret på KU. Han understreger, at der ikke er indkommet nogen klage til udvalget over burka-rapporten.

Han kender kun til sagens nærmere omstændigheder fra debatten, men mener personligt, at det virker som om, ToRs har grebet sagen fornuftigt an, og at valget af forskningsdesign har været fagligt begrundet.

»Forskerne er blevet sat i en yderst vanskelig problemstilling, fordi der ligger en indbygget spænding mellem det videnskabelige ideal om altid at søge den fulde sandhed og det at svare på en konkret opgave. KU har en forpligtelse til at medvirke til, at samfundsdebatten foregår på et oplyst grundlag, så det er vanskeligt at forestille sig, at vi skulle nægte at fremskaffe informationer om et emne, når ministeriet direkte beder om det,« siger han.

Jens Schovsbo understreger, at en hemmeligholdelsesklausul ikke nødvendigvis er i strid med god videnskabelig praksis, så længe den er tidsbegrænset.

»Forskere kan ikke aftale, at deres forskningsresultater ikke må offentliggøres, eller at offentliggørelse kun kan ske med hvervgivernes tilladelse, da der så ville være tale om censur. Hovedreglen er, at man kan acceptere en tidsbegrænset udsættelse af kortere varighed, men det bygger på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Det kan godt være, at klausulen i forbindelse med burka-rapporten skulle have været formuleret lidt anderledes,« siger han.

clba@adm.ku.dk

Seneste