Afsløring: Buste af afgående rektor skal ud i byrummet. »Jeg kan jo ikke gøre for, at jeg har det køn, jeg har«

Der er i disse dage ved at blive lagt sidste hånd på en buste af den snart forhenværende rektor Henrik C. Wegener, skabt af den berømte billedhugger Hein Heinsen. Det oplyser en række uafhængige kilder til Uniavisen.

Når man stopper som rektor på KU, kan man få lavet sit portræt af en kunstner efter eget valg. Forgængeren Ralf Hemmingsen fik i 2017 udformet en bronzebuste af billedhugger Karin Lorentzen, som står på en træsokkel i Museumsbygningen i Nørregade, hvor også KU’s centrale reception ligger. Ved siden af busten hænger et maleri af Linda Nielsen, skabt af portrætmaler Thomas Kluge.

De fleste andre rektorportrætter er malerier, der hænger side om side samme sted. Sådan bliver det dog ikke med Wegener. Ifølge Uniavisens kilder har den afgående rektor i stedet ønsket at få sin buste placeret i Landbohøjskolens Have. Wegener er kandidat og ph.d. fra Landbohøjskolen, som fusionerede med Københavns Universitet i 2007.

LÆS OGSÅ: »Tænk, at det hele gik.« Wegener takker af efter otte år som rektor

Magtdemonstration for tid og evighed

Henrik Wegeners valg kommer bag på professor i kunsthistorie ved KU Mathias Danbolt, som har forsket i den historiske tradition for at støbe magtfulde mænd i bronze. Han hæfter sig ved de konnotationer, der knytter sig til busteformatet:

»Bustetraditionen kom til Danmark i sidste del af 1600-tallet som del af enevældets propagandamaskineri. Busterne var en manifestation af magt, og buster har tradition for at idealisere og forherlige dem, de afbilleder.«

Buster bliver desuden oftest fremstillet i materialer, som har en meget lang varighed, såsom marmor, granit eller bronze, siger han:

»Så busten er en måde at indskrive sig selv i historien for tid og evighed.«

Mathias Danbolt bemærker også, at placeringen for den kommende rektorbuste ikke er uvæsentlig.

»De fleste andre rektorportrætter er udstillet inde i rektoratets egen bygning. At vælge at placere sin buste udenfor taler ind i en lidt ældre tradition for at gøre videnskabelige autoriteter til samlingspunkter, som universitetsbefolkningen skal se op til. Så jeg er lidt overrasket over det valg.«

Det er lektor i kunsthistorie ved KU Amalie Skovmøller enig i.

»En buste, der skal stå indendørs, kan for eksempel være lavet af gips. Det er langt mindre permanent og også mindre kostbart. Indendørs kan den også gemmes lidt mere væk. Ralf Hemmingsens buste står et sted, hvor der ikke er så mange, der kommer. Så det er klart, at Wegener går efter at få en anden synlighed, end de tidligere rektorer har fået med deres portrætter.«

Sådan ser professor i kunsthistorie ved samme institut Mikkel Bogh imidlertid ikke på det. Han var med til at rådgive Wegener i projektets begyndelse, har den afgående rektor oplyst til Uniavisen. Og Mikkel Bogh forstår godt, at Wegener ikke ville have et maleri i Museumsbygningen:

LÆS OGSÅ: Mikkel Bogh stopper som direktør for SMK for at blive centerleder på KU

»Hvis man kender Henrik (Wegener, red.), ved man, at han er en rimelig uhøjtidelig person. Så tanken om at skulle hænge i sådan et portrætgalleri med en lang stribe af høje herrer i jakkesæt, den huede ham ikke rigtig.«

Nogle ville måske mene, det er mere højtideligt at få lavet en buste end et maleri?

»Sandt nok. Men det kommer jo meget an på rammerne. Og her tror jeg, tanken med haven var, at det faktisk også kunne være med til at afdramatisere det, fordi busten går i ét med sine omgivelser. Det skulle være derude, hvor vinden blæser og folk cykler forbi eller lufter deres hunde. Jeg tror netop ikke, han har tænkt det som noget monumentalt, men som noget, der var i dialog med det levende.«

Den udlægning er Henrik Wegener helt enig i, da Uniavisen taler med ham for at forelægge ham vores oplysninger. Han er et »udendørsmenneske«, forklarer han, og desuden er Landbohøjskolen det sted på KU, som han har størst personligt tilknytning til som kandidat og ph.d. fra institutionen:

»Det er der, jeg kommer fra. Det er der, mine universitetsrødder er. Så jeg syntes ikke, et maleri eller en buste inde i Museumsbygningen var det optimale.«

Du kommer jo til at få en anden synlighed, end hvis du hang inde i Museumsbygningen. Har det også spillet ind?

»Nej. Det handler om, at mine rødder er på den gamle landbohøjskole. Så det var der, jeg gerne ville have, at mit portræt, om det så var en buste eller et maleri, skulle være.«

Overvejede du at få lavet et maleri, som kunne hænge indenfor på Landbohøjskolen?

»Ja, det overvejede jeg, men den tradition har man jo ikke på Landbohøjskolen. Så det gik jeg væk fra.«

Brug for flere hvide mænd i bronze?

Busten af den afgående rektor skal efter planen opstilles og afsløres senere i 2025.

Samme år, som KU fejrer 150-året for kvindernes indtog på universitetet, og året efter kulturministeren lancerede sin indsats for at rette op på kønsbalancen mellem statuer i det offentlige rum med ordene: »I København er der flere statuer af fabeldyr end kvinder. Det er helt skørt. Er det virkelig det spejlbillede, den næste generation skal vokse op i?«

Blot én ud af ti skulpturer i København forestiller en kvinde, og lokalt på KU ser det ikke bedre ud. Spørger man lektor i kunsthistorie Amalie Skovmøller, bider hun mærke i timingen for rektors busteplaner:

»De senere år har vi jo haft en debat på KU om, hvordan vi som institution portrætterer og mindes fremtrædende akademiske karakterer, som jo peger lidt væk fra den her klassiske mand i bronze. Så det her valg er da lidt overraskende,« siger hun og fortsætter:

»Der mangler generelt repræsentation af kvinder i det offentlige rum. Det er en stor dagsorden, som blandt andet kulturministeren er gået ind i og vil ændre på. Derfor virker det jo en lille smule underligt at trække i den anden retning, som rektor gør her.«

LÆS OGSÅ: Køn, kunst og KU – ned mod hvert femte kunstværk på campus er udført af en kvinde

Professor i kunsthistorie Mathias Danbolt forstår heller ikke, at debatten om repræsentation i byrummet tilsyneladende er gået ubemærket hen i rektorkontoret.

»Det lyder lidt som en forspildt mulighed for at se kritisk på, hvordan universitetet har brugt og bruger kunst til at formidle og forvalte sin egen historie og magt,« siger han og griner halvt opgivende:

»Det ser jo bare ikke for godt ud, vel? Universitetet markerer 150-året for kvinders inklusion i år, og vi taler meget om, hvem der er blevet inkluderet og ekskluderet i institutionens historieskrivning, og om maskulin dominans i det offentlige rum. Det her er ikke med til at forbedre det billede, som blandt andet kulturministeren prøver at gøre op med.«

Mathias Danbolt understreger, at han udtaler sig med forbehold for, at han ikke har set kunstværket. Det kan jo være, det er en »fed buste«, som han siger:

»Jeg vil gerne give den the benefit of the doubt. Måske er der et bevidst kunstnerisk greb i den her buste, som bryder med bustens historiske tradition og udfordrer formatet. Det håber jeg i hvert fald.«

»Den tradition har jeg ikke tænkt mig at bryde«

Spørger man professor i kunsthistorie Mikkel Bogh, som rådgav rektor i den indledende fase, skal man nok ikke ligefrem forvente den totale dekonstruktion af busteformatet. Men det med overvægten af mænd i byrummet var noget, han og den 66-årige Wegener talte om, siger han.

»Vi talte selvfølgelig om, at Henrik er mand og identificerer sig som sådan. Det og så hans alder har han jo i en vis forstand imod sig, i hvert fald når vi taler om en buste af en person, der jo, uanset hvordan man vender og drejer det, har haft en meget stor magt. Og det er bare blevet meget mere problematisk i dag.«

Derfor diskuterede de også, om skulpturen skulle forestille en genstand, der refererede til Wegeners forskning, ligesom for eksempel monumentet, der hylder seismologen Inge Lehmann på Frue Plads. Eller om den i højere grad skulle udformes, så man kunne se, at den forestillede Henrik C. Wegener.

»Og der hældte han mest til det sidste,« siger Mikkel Bogh.

Wegener henvendte sig til dig for at få faglig rådgivning. Overvejede du at råde ham fra at få lavet en buste af sig selv på en piedestal?

»Nej. Jeg gik egentlig til det som en bunden opgave, fordi busten var hans ønske. Jeg kunne også have trådt et skridt tilbage og sagt ’Henrik, er du nu sikker på, det er det rigtige at gøre i en tid, hvor statuer bliver væltet, og hvor vi taler så meget om repræsentation og køn og alder og magt?’ Men hans indstilling var jo klar, at det kan han alligevel ikke løbe fra. Han er en mand med en vis alder, og det er hans historie. Så der gik jeg ham ikke yderligere på klingen.«

Kan du fortryde det lidt nu?

»Nej, det kan du ikke få mig til at sige. Vi talte om, at man gør sig sårbar for kritik, fordi der er et eller andet ved det blivende, der provokerer i dag på en anden måde, end det gjorde før. Jeg tror faktisk ligefrem, jeg brugte udtrykket, at man sætter enden i klaskehøjde. Men det var han ikke så bekymret for.«

LÆS OGSÅ: Den første frue på Frue Plads

At Wegener ikke er bange for at ende i klaskehøjde, står hurtigt klart for Uniavisen. Adspurgt, om han ærgrer sig over at bidrage til den skæve kønsfordeling blandt de københavnske statuer, svarer han:

»Jeg kan jo ikke gøre for, at jeg har det køn, jeg har. Jeg kunne selvfølgelig foretage et kønsskifte, men det er lidt sent, ikke? Det ville jo være helt skørt overhovedet at overveje. Jeg har det køn, jeg har, og det lever jeg fint med. Jeg synes også, jeg har gjort rigeligt for at sørge for fornuftige kønsbalancer rundt om på KU, hvor det har været muligt.«

Det er klart, at du ikke vælger dit køn. Men du vælger jo selv at få lavet en buste?

»Jeg synes på en måde, den her kritik er helt ved siden af. Vi har en ældgammel tradition for, at rektorer bliver afbildet på den ene eller den anden måde, når de er færdige med deres gerning. Og den tradition har jeg ikke tænkt mig at bryde.«

Hvorfor egentlig ikke? Nogen vil mene, at den godt kunne trænge til at blive brudt.

»Ja, men det mener jeg ikke. Det skønne ved traditioner er jo, at de videreføres. Og så er man altid velkommen til at sætte spørgsmålstegn ved dem. Og det er da helt fint at problematisere det. Men nogen må også stå vagt om traditionerne i de her tider, hvor sæderne ellers svinger frem og tilbage.«

Tænkte du over, at det var 150-året for kvindernes indtog på universitetet, da du besluttede at få opført endnu en buste af en mand?

»Nej, jeg tænkte over 150-året, da jeg planlagde den store fejring, vi skal have af jubilæet, og visionen om at få festsalen og især gobelinsalen udsmykket på ny, så vi får en bedre repræsentation. Så det har jeg brugt betydelig energi og kræfter på at få rettet op på.«

Wegener mener, at man bør vente til afviklingen af 150-årsjubilæet, før man gør regnestykket op. Der venter nemlig flere tiltag, som kan trække den kunstneriske kønsbalance i den anden retning, siger han.

Har du hørt om kulturministerens indsats for at rette op på, at der lige nu er ti gange så mange statuer af mænd som af kvinder i København?

»Nej, men jeg har selvfølgelig bemærket debatten. Og jeg synes, det er rigtig fremragende, at nogen gør en indsats for det.«

Man skal have gjort noget for haven

Landbohøjskolens Have blev grundlagt i 1858 som studiehave til brug for de studerende. Den centrale del af haven med hængepilen og den lille dam er stort set uforandret siden anlæggelsen. I 1965 blev dette område fredet for at undgå uønskede forandringer af området samt »andre for haven skæmmende indretninger,« som det lyder i fredningskendelsen.

Fredningen gælder imidlertid ikke for KU selv, må man forstå på Henrik C. Wegener:

»Haven er vores, og der er ingen fredningsmyndighed, der har fredningskrav på haven. Så vi kan jo plante og gøre i den, hvad vi vil,« siger han.

I den del af haven, hvor den afgående rektor har ønsket at få sin buste placeret, findes kun to andre statuer, som begge er over hundrede år gamle. Den ene er en buste af botanikeren Emil Rostrup, der var professor ved Landbohøjskolen og havens første efor. Den anden er en skulptur af en malkepige, der symboliserer Danmark som landbrugsnation – skænket af brygger Carl Jacobsen, som var alumne ved højskolen.

Kim Greiner er tidligere havemester gennem 23 år i Landbohøjskolens Have. Han har skrevet bøger om haven og lever nu af at lave rundvisninger på sin gamle arbejdsplads. Og han ved ikke umiddelbart, hvad han skal sige om den nye buste, når han skal vise rundt i haven til sommer:

»Det var en rektor, der var der engang. Og nu står han her. For det havde han bedt om,« griner han, men bliver så alvorlig.

»På en måde synes jeg ikke, han passer ind i haven. Jeg synes, man skal have gjort et eller andet specielt for haven for at få en statue der,« siger den mangeårige havemester.

Henrik C. Wegener, hvad har du gjort for haven?

»Du skal spørge, hvad jeg har gjort for Landbohøjskolen.«

Okay. Hvad har du gjort for Landbohøjskolen?

»Jeg har jo arbejdet med et felt, som er helt centralt i en meget stor del af Landbohøjskolens forskning og udvikling, og har haft en betydelig impact på nogle af de områder, som Landbohøjskolens kandidater arbejder med. Så på den måde har jeg jo gennem mit virke været med til at skabe både synlighed, anerkendelse og respekt omkring Landbohøjskolens kandidater, når de går ud i verden og skaber positive forandringer til gavn for mennesker, miljø og dyr.«

Professor i kunsthistorie Mikkel Bogh kan godt se, at placeringen i Landbohøjskolens Have giver mening for én med Henrik Wegeners forskningsfelt:

»Han er jo ekspert i zoonoser. Og selvom han nok har stået mere på talerstole end gået rundt i botaniske haver de senere år, så er der noget i hans fag, der rækker uden for den menneskelige verden. Derfor er det naturligt, hvis det spor, han efterlader sig, også er et, der står i naturen.«

Zoonoserne er også et element, som Wegener selv fremhæver.

»Min historie er jo en fortælling om smitsomme sygdomme, som jeg har brugt mit liv på at bekæmpe. Derfor gav det mening at placere busten i krydsfeltet mellem dyr, miljø og mennesker.«

Museumsbygningen, hvor de fleste andre rektorportrætter hænger, er jo et gammelt zoologisk museum. Kunne det ikke have passet lige så godt til din forskning i zoonoser som en botanisk have, der jo mest rummer planter?

»Men Museumsbygningen er jo ikke på Landbohøjskolen,« siger Wegener. »Så har jeg vist svaret på dit spørgsmål.«

Tis, maling og en nissehue

Amalie Skovmøller, lektor i kunsthistorie ved KU, håber, at kunstværket bliver ét, der rækker ud over Wegener selv – og måske netop også hylder de mange andre mennesker på KU, der hver dag hjælper rektor med hans opgaver, understøtter forskningen eller for eksempel holder Landbohøjskolens Have ved lige.

»Man er jo aldrig alene om at opnå sine resultater,« siger hun.

»Så jeg ville blive glad for at se en skulptur, der kunne adressere det lidt bredere akademiske fællesskab. Det krydser jeg fingre for, at hans buste gør.«

Den afgående rektor vil ikke udelukke, at hun kan få sit ønske opfyldt. Han er i hvert fald »ikke alene« på busten, siger han hemmelighedsfuldt.

»Men hvem, jeg deler den med, det vil jeg vente med at afsløre.«

LÆS OGSÅ: Eske Willerslev synes, at skulpturen af ham er »fucking cool«

Det er desuden ikke utænkeligt, at Wegener i fremtiden kan komme til at dele sin sokkel med ting, han ikke selv vælger.

I hvert fald ikke, hvis man spørger Amalie Skovmøller, som peger på, at kunstværker i det offentlige rum er i risiko for både løjer og vandalisme.

»Kommunen slås altid med, når de sætter kunst op i offentligheden, at folk står og tisser på det,« siger hun.

»Det kan jo også ske for rektor, eller han kan få en nissehue på, eller hvad ved jeg. Der kan jo ske alt mulig med den buste, som han ikke kan styre.«

Det er Wegeners rådgiver, professor i kunsthistorie Mikkel Bogh, enig i.

»Det kan da sagtens være en dag, at nogen finder ud af, at den skal have en spand maling over sig, eller den skal væltes eller dumpes i havnen,« siger han og griner.

»Men så tror jeg, Henrik vil sige, at det tager vi til den tid.«

Wegener selv virker ikke synderlig skræmt ved tanken.

»At vandalisere kunst er jo forfærdeligt,« siger han.

»Men en nissehue – fred være med det.«