Julie og Erling deler fag, kontor og ægteseng

En sommeraften i slutningen af august 2024 løb Erling Nørkær gennem Trondhjems gader på jagt efter en butik, der var åben.

Han havde i al hast måttet forlade en konferencemiddag med fagfæller fra hele Norden.

Konferencen, Nordic Meeting in Neuropsycology havde fokus på hjernesundhed, og det var sådan set et vigtigt emne for både Erling Nørkær og hans kone og kollega Julie Ertman Nørkær Lundsgaard. Han skrev en ph.d. om, hvad mennesker med ansigtsblindhed oplever, når de ser og husker ansigter. Julie Ertman Nørkær Lundsgaard, som skriver en ph.d. om børns evne til aktivt at glemme uønskede minder, var inviteret som oplægsholder.

Og deres knap fire måneder gamle baby, som indtil da havde pludret sig igennem det meste af konferencen, havde ret akut brug for en ren ble ved middagen. Og pusletasken lå hjemme på hotelværelset. »Han skulle selvfølgelig skiftes og have nattøj på midt i middagen,« siger Julie Ertman Nørkær Lundsgaard.

Hun sidder ved siden af sin mand, Erling Nørkær, på sit kontor på Institut for Psykologi. Gennem vinduet kan man se Kommunehospitalets forhave i fuldt flor. På knagerækken ved døren hænger to cykelhjelme, på et skrivebord står to billedrammer med fotografier af børn.

Når Erling Nørkær om en måned er færdig med at være på barsel med parrets andet barn, den lille dreng, der var med i Norge, flytter han ind ved kontorets andet hævesænkebord for at skrive sin ph.d. færdig og besejler således den sammenfletning af to liv, der begyndte, da parret mødte hinanden for 10 år siden.

I en tid, hvor samtalen om det gode arbejdsliv og forholdet mellem karriere og familieliv jævnligt er til debat – også i akademia – fortæller Julie Ertman Nørkær Lundsgaard og Erling Nørkær en anden historie. Deres arbejde fylder i familielivet, deres familieliv fylder på arbejdet, og engang imellem må nogle arbejde på en søndag.

Ingen af dem ønsker det anderledes.

Vidtløftige rødvinsdiskussioner

Julie Ertman Nørkær Lundsgaard og Erling Nørgaard mødte hinanden til en fest på Københavns Universitetet i 2015. De læste begge psykologi, hun var på første år, han var i gang med at skrive bachelorprojekt.

Hun vidste, hvem han var. Erling Nørkær var instruktor og skrev for de psykologistuderendes magasin, Indput. Han havde en brevkasse og skrev digte, blandt andet et om Ikea.

Var det et godt digt om Ikea?

»Det var enormt godt!« siger hun.

Til festen spurgte hun, om de skulle gå udenfor og drikke en øl, snakke lidt. Og mens Erling Nørkær opdagede, hvem Julie var, lukkede festen og resten af byen ned, uden nogen af dem lagde mærke til det.

Det var den 15. februar 2015, hvor Danmark blev ramt af et terrorangreb, da Omar Abdel Hamid El-Hussein skød og dræbte Finn Nørgaard på Krudttønden og Dan Uzan foran synagogen i Indre By. Julie Ertman Nørkær Lundsgaard og Erling Nørkær brugte hele den næste dag på at se nyheder sammen.

Siden fulgtes de ad gennem studiet, udvekslede idéer og talte om teorier og fag. De havde lange aftener med den slags vidtløftige rødvinsdiskussioner, man kun kan have, når man har al tid i verden – Findes verden uafhængig af erkendelsen af den? Hvad er forholdet mellem sproget og tingene? Hvad er bevidsthed?

De diskuterede videnskabsteori og den marxistiske filosof Louis Althussers teorier om real- og erkendelsesobjekter.

De arbejdede sammen på hendes forældres fabrik på Sydsjælland, lavede spande og fiskekugler, kurve og netringe for at spare op til en rejse. I dag kan hun stadig genkalde sig et billede af ham, der står fuldt fokuseret i varmen ved spandemaskinen med Karl Ove Knausgårds »Min Kamp« i høretelefonerne.

LÆS OGSÅ: Uligestillingen begynder hos de unge forskere, og den handler om børn

Et årti, et bryllup og to børn senere, handler diskussionerne ikke længere så meget om Knausgård og bevidsthed, som de handler om gummistøvler og sygdom, aflevering og hentning.

Det er også derfor, de er så glade for at dele både arbejdsplads, stofområde og kontor.

»Nu har vi faktisk tid, vi kan tage en kaffepause sammen og rent faktisk snakke om voksne ting,« siger Julie Ertman Nørkær Lundsgaard.

Midt i alt det praktiske, som livet som småbørnsforældre i høj grad består af, bliver deres arbejdsdage sammen på instituttet en mulighed for at genkalde sig de mennesker, de var, før alt gik op i praktik.

»Det er en måde at se hinanden på. Her er du jo Erling og ikke kun min praktiske roommate. Det er jo dig, der er her,« siger hun.

Se partneren brillere

Der er ellers mange, der har spurgt undrende ind til arrangementet, til ønsket om at bruge så meget tid sammen. Ville de da ikke i det mindste ønske, at de havde deres tid på kontoret hver for sig?

Men svaret er nej:

»Jeg tror egentlig kun, vi styrker hinandens engagement og motivation på arbejdet. Vi ser virkelig mange aspekter af hinanden, som jeg tror, mange andre ægtepar ikke ser. Det er meget privilegeret at få lov til,« siger hun.

»Ja,« siger han fra stolen ved siden af. »Man får mulighed for at se hinanden udfolde sig her.«

Da Erling Nørkær var halvvejs i sin ph.d., holdt han midtvejsseminar. Hans kone sad på tilskuerrækkerne og følte sig meget heldig over at være netop der og dele øjeblikket med sin mand. Hun var stolt af ham.

Og selvfølgelig ville hun også have været stolt, hvis det havde været en hvilken som helst anden kollega, og selvfølgelig ville hun også have været stolt, hvis hans forskning var på et helt andet felt, siger hun:

»Men det var nu alligevel helt specielt at se dig stå der. I de øjeblikke føler jeg virkelig, at jeg ser dig. Jeg ser, hvor dygtig du er, og jeg ser, hvad du kan,« siger hun til ham.

Og hun fortsætter: »Man får lov til at se sin kæreste brillere, og jeg bliver mindet om, hvad det er, der er så fedt ved at være i netop det her forhold.«

Julie Ertman Nørkær Lundsgaard og Erling Nørkær er ofte blevet spurgt, om de føler sig som konkurrenter. De skriver begge ph.d. på samme område, og de drømmer begge om en fremtid på universitetet. På et tidspunkt kommer de til at søge de samme stillinger og kæmpe om de samme forskningsmidler.

»Hvis vi begge vil forfølge en forskerkarriere her på instituttet, så snævrer det jo ind på et tidspunkt. Men lige nu konkurrerer vi jo med alle mulige, også internationalt,« siger Erling Nørkær.

»Hvis der i fremtiden er en stilling, jeg søger, men ikke får, så ville jeg da håbe, det var Julie, der fik den. Jeg har da kun interesse i, at du har succes,« siger han.

Hensyn til hinanden

Når Erling Nørkær om en måned vender tilbage fra barsel, vil han hver dag møde ind og tænde computeren på det kontor, han deler med konen. Både de dage, hvor de har haft en god morgen med deres to små børn, og de dage, der ikke er begyndt så yndigt.

Spørgsmålet er, om man så bare kan parkere praktik og konflikter uden for kontoret.

Selvfølgelig ikke, svarer de. Men måske er det heller ikke målet.

»Jeg tror, det betyder, at man er lidt mere sensibel over for den andens dagsform. Jeg ved for eksempel, at Julie ikke har sovet så godt i nat, fordi hun har været vågen med vores søn, og så kan jeg tage hensyn til det,« siger Erling Nørkær. »Vi kan godt have nogle morgener, hvor der er børn, der går amok – men det betyder jo ikke, at vi så går amok på hinanden.«

Julie Ertman Nørkær Lundsgaard nikker:

»Det er faktisk overraskende, hvor lidt luft og tid, der skal til, før man kan sige, okay, det var bare situationen. Det her er sket, nu er vi et andet sted,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Ligestilling i dansk forskning? Det må vente mindst 30 år endnu

Julie Ertman Nørkær Lundsgaard vidste tidligt, at hun ville være forsker. Hun fik et studiejob på Institut for Psykologi, var i forskningspraktik på University of Cambridge og lagde grundstenene til sit ph.d.-projekt allerede på kandidaten.

Erling Nørkær var knap så målrettet. Efter bacheloren holdt han pause fra universitetet, skrev og udgav en roman og dyrkede en anden drøm i en periode, inden han to år senere vendte tilbage til studiet.

»Vi har fulgtes ad og i ret stor grad præget hinandens faglige interesser,« siger han.

Julie Ertman Nørkær Lundsgaard nikker:

»Vi har jo nok været interesseret i de samme ting uafhængigt af hinanden, men vi har virkelig fået lov til at dyrke det, fordi vi forstår hinandens interesser,« siger hun.

Universitetets rør er sprunget læk

At universiteterne har svært ved at holde på kvindelige forskere, er ikke en nyhed, men det er noget, der er kommet mere fokus på. Universitetet mister talent, når kvinderne falder fra.

LÆS OGSÅ: Mange kvindelige forskere overvejer at forlade Københavns Universitet 

Det er ikke fordi, der mangler kvinder i undervisningslokalerne. I 2024 var 63 procent af de KU-studerende kvinder. Samme år udgjorde de dog kun 29 procent af professorerne.

The leaking pipeline kaldes det fænomen, at jo længere man kommer frem i karrieren, jo flere kvinder vælger universitetet fra som karrierevej.

Sidste år skrev vi her i Uniavisen, at tre ud af fire kvindelige forskere overvejer at søge væk fra universitetet, og at det især er konkurrencen om forskningsmidlerne, der får dem til at overveje at gå andre veje.

En universitetskarriere er som udgangspunkt præget af mange tidsbegrænsede ansættelser og en grad af usikkerhed, men en undersøgelse fra Tænketanken DEA viste, at kvindelige forskere oplever større usikkerhed end deres mandlige kollegaer.

De usikre ansættelsesforhold og høje præstationskrav kan være svære at forene med et familieliv især for kvinder. De tager typisk længere barsel og lægger flere timer i omsorgsarbejdet i hjemmet.

En analyse fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd fra 2024 viste, at hvis udviklingen fortsætter i det nuværende tempo, får vi ligestilling i akademia i Danmark i 2055.

Altid bagud

Ligestillingsproblematikken er ikke ukendt for forskerparret. Julie Ertman Nørkær Lundsgaard begyndte på sin ph.d. et år efter sin mand, men ender med at færdiggøre to år senere. At få to børn i løbet af tre år har betydet, at de begge er blevet forsinket, hun dog mere end ham.

»Du er jo væk fra dit projekt i længere tid, fordi du har taget længst barsel, og det er der nogle ulemper ved karrieremæssigt. Der sker jo alt muligt i mellemtiden,« siger Erling Nørkær.

Julie Ertman Nørkær Lundsgaard nikker. Følelsen af at være bagud er der hele tiden, siger hun, den ligger i baghovedet og minder hende om, at hun skal være effektiv, så hun ikke sakker endnu mere bagud.

»Jeg har ikke nødvendigvis tid til en lang kaffesamtale med en kollega ude i køkkenet, for jeg skal lige nå de her ting, inden jeg går.«

Men, siger hun, man bliver godt nok god til sit job af at få børn.

»Jeg bliver virkelig nødt til at arbejde effektivt i den tid, jeg er her. Jeg har ikke længere den luksus at kunne dvæle ved småting.«

Hun vil for evigt anbefale at få børn, selvom de endevender ens karriereplaner.

»Det er fandme hårdt, men det er også for fedt.«

For nylig valgte Julie Ertman Nørkær Lundsgaard at gå fra 37 timer til 30 for at få familielivet til at hænge sammen. Det er en beslutning, der selvfølgelig forsinker hende yderligere. Hvordan kan det være, at det ikke er ham, der går ned i tid af hensyn til familien?

»Ja, det er egentlig et godt spørgsmål,« svarer Erling Nørkær.

En del af det handler om, at han skal til at være færdig med sin ph.d. nu. Han begynder i en postdoc-stilling på instituttet efter sommerferien, og hvis han ikke havde været på barsel, var han færdig med sin ph.d. for et halvt år siden.

»Det er jo nok det, børn gør. De stikker en kæp i hjulet på ens karriere,« siger han med et glimt i øjet.

De er gode til at snakke om de uligheder, der opstår, synes de. De forsøger at indrette sig på en måde, så arbejdsopgaverne i familien ikke automatisk ender hos den ene.

»Føler du dig dårligere stillet end mig, fordi du er kvinde og mor?« spørger Erling Nørkær sin kone.

Hun tænker lidt over det. Et svært spørgsmål, for uligheden på arbejdsmarkedet er der jo, det er der ingen tvivl om, men hun synes, de begge er opmærksomme på det.

Og så er vi tilbage ved konferencen i Trondhjem sidste sommer. Julie Ertman Nørkær Lundsgaard blev inviteret til at præsentere sit ph.d.-projekt på konferencen, da hun endnu ikke var gravid, og da konferencen nærmede sig, kunne hun godt se, at hun nok ville have et spædbarn med på armen.

»Jeg tænkte, at nu hvor Erling også skulle med, skulle det nok gå. Så var vi to om at passe vores lille baby«

En umoden sektor?

Akademia er med sine mange usikre ansættelsesvilkår og korte ansættelser blevet kritiseret for at være et svært felt for småbørnsforældre.

Til Uniavisen har rektor David Dreyer Lassen tidligere kaldt universitetet for en »umoden sektor«.

Han sagde:

»Universitetet skal være et attraktivt sted at arbejde, også for de nye generationer, der prioriterer nogle andre ting. Det skal ikke bare være hårdt og slidsomt, men også et rart sted at være. Det konkurrenceparameter bliver universitetet nødt til at tappe ind i. Og der er vi lidt umodne som sektor.«

Det er ikke umiddelbart en karakteristik, som det unge par deler.

»Den anden side af mønten er, at der er en enorm fleksibilitet i ens arbejdsliv, når man er forsker. Og det er en kæmpe fordel, når man har små børn. Jeg kender mange, som har 8-16-job, som er mere pressede, fordi de skal ud af døren på et bestemt tidspunkt,« siger Erling Nørkær.

På universitetet kan man tage en kort dag, hvis der pludselig er et barn, der bliver ringet hjem fra institutionen. Til gengæld må man så lægge timerne på et andet tidspunkt. Og når den ene pludselig bliver nødt til at tage ind på kontoret, hjælper det, at de kender hinandens arbejde så godt.

»Vi har en forståelse af, at den andens arbejde er vigtigt,« siger Erling Nørkær.

Men kan I slet ikke genkende, at en universitetskarriere nemt æder sig ind på privatlivet?

»Jeg har det sådan, at der må være en grænse for, hvor meget universitetet skal tilpasse sig folks privatliv. Det skal også være et krævende job på et højt fagligt niveau,« siger han.

Tidsånden går jo lidt i en anden retning. »Folk skal tage hensyn til mig.« Det lyder ikke helt som om, du har købt den fortælling?

»Nej, den køber jeg slet ikke ind på. I hvert fald ikke, når man selv har valgt et arbejde, hvor der stilles høje krav. Ellers skal man finde et job, der er lidt mindre udfordrende,« siger han.

»Ja, eller med nogle andre forudsætninger, ikke?« siger Julie Ertman Nørkær Lundsgaard.

Ned på 50 timer

Da Julie Ertman Nørkær Lundsgaard skulle i forskningspraktik på kandidaten, rykkede hun og Erling Nørkær til University of Cambridge. Det var før, de fik børn. De arbejdede sammen med et andet forskerpar, som havde et lille barn, og som derfor var blevet nødt til at skrue ned for deres arbejdstid. Til 50 timer om ugen.

»Der kunne man godt fornemme, at strukturerne på Cambridge var ret gammeldags. Kravene var bare anderledes. Så sammenlignet med andre internationale universiteter har KU gode rammer for familielivet,« siger hun.

Senere, da parret rejste til University of Cambridge igen, var det med en pige på et år og noget af et pasningspuslespil. Bedsteforældrene på begge sider fløj til England for at hjælpe med at passe, ligesom også Julie Ertman Nørkær Lundsgaards søster kom og hjalp til. I de perioder, hvor de ikke havde hjælp, arbejdede de på skift i løbet af dagen og fortsatte om aftenen.

LÆS OGSÅ: KU’s mest citerede kvinde om ulighed blandt eksperter: »Universitetet bør kigge indad«

Sådan kan man jo ikke blive ved for evigt. Og hvis Julie Ertman Nørkær Lundsgaard og hendes mand skulle beslutte sig for at få flere børn, er der noget i deres omstændigheder, der skal ændre sig, siger de.

De har snakket om at flytte til udlandet nogle år, måske når hun skal være postdoc. De forestiller sig ikke, at de begge kan passe en forskerkarriere på et universitet i udlandet med to småbørn, og så må de jo finde på noget andet. Måske skal Erling Nørkær gå hjemme en periode og dyrke sin interesse for litteratur og sit forfatterskab.

Så skal du være diplomatmand?

»Ja præcis,« griner Erling Nørkær.

»Jeg tror,« siger Julie Ertman Nørkær Lundsgaard, »at det handler om at forstå de betingelser, man har, og så prøve at indrette sig derefter. Og nogle gange kræver det en lidt kreativ indretning.«