Ligestilling i dansk forskning? Det må vente mindst 30 år endnu

Danmark taber talent.

Det er konklusionen i en ny analyse fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR), der dokumenterer, at dansk forskning stadig er præget af en pilskæv kønsbalance.

Kvinder er særligt underrepræsenterede i naturvidenskabelige og tekniske fag samt på professorniveau. Hvis udviklingen fortsætter i samme tempo som nu, opnås ligestilling i akademia i Danmark først i 2055. På de tekniske og naturvidenskabelige fakulteter vil det tage endnu længere, faktisk helt frem til efter 2080.

LÆS OGSÅ: 16,7 millioner kroner skal støtte kvindelige talenter i teknisk og naturvidenskabelig forskning

Nye tal fra Europa-Kommissionen viser, at Danmark halter efter flere andre EU-lande, når det gælder kvinder i forskerstillinger. I de øvrige nordiske lande er andelen af kvindelige forskere mellem 2,5 og 7 procentpoint højere end i Danmark.

Men hvorfor udvikler Danmark sig langsommere end sine nabolande? Ifølge DFIR-formand Frede Blaabjerg er det svært at give en entydig forklaring:

»Vi kan blot konstatere, at Danmark ikke flytter sig lige så hurtigt som nogle af de andre lande. Vi har ikke analyseret årsagerne, men man kunne jo se på, hvad man konkret har gjort de andre steder. Det har vi ikke gjort i denne omgang,« siger han.

Kvinder har større succes – hvis de søger

Dataene viser, at kvinder, der søger adjunkt- og lektorstillinger, oftere får dem end deres mandlige konkurrenter. I 2022 var kvinders succesrate 16 procent, mens mænds lå på 10 procent. På professorniveau var succesraten den samme for begge køn, nemlig 23 procent.

Ifølge DFIR-formanden tyder det på, at kvinder, der søger, ofte er særligt stærke kandidater.

»Når kvinderne søger, så ser det ud til, at de typisk også er meget kvalificerede til at få stillingen, fordi de oftere får den, der er ledig. Andre vil hævde, at ansættelsesudvalg aktivt forsøger at forbedre kønsbalancen, når de står med lige kvalificerede kandidater. Det siger vi ikke i DFIR – vi konstaterer blot, at kvinderne har en højere succesrate, når de søger,« siger Frede Blaabjerg.

LÆS OGSÅ: Kønsdiversitet i forskning: »Vi ved, at der er et problem. Nu ser vi på løsningerne«

Mange stillinger besættes uden opslag

En af barriererne for ligestilling er, at mange stillinger besættes uden et åbent opslag. På adjunkt- og lektorniveau er det oftere kvinder end mænd, der ansættes uden opslag, mens det på professorniveau forholder sig omvendt. Særligt på de naturvidenskabelige og tekniske fakulteter bliver professorstillinger ofte besat uden åben konkurrence – og når det sker, er det oftest en mand, der lander jobbet.

DFIR-formanden mener dog, at udviklingen er på vej i den rigtige retning:

»Jeg tror, at tingene er i gang med at flytte sig. Man gør mere og mere for, at opslagene bliver åbne, eksempelvis ved at lave søgekomitéer, der sikrer et større udvalg af potentielle kandidater. Så det er et område i positiv udvikling,« siger Frede Blaabjerg.

LÆS OGSÅ: KU’s mest citerede kvinde om ulighed blandt eksperter: »Universitetet bør kigge indad«

Strukturer og kultur bremser kvinderne

DFIR peger på en række strukturelle og kulturelle forklaringer på, hvorfor kvinder ikke søger forskerstillinger i samme grad som mænd. Blandt andet viser undersøgelser, at kvinder oftere påtager sig administrative opgaver og servicearbejde, der ikke fremmer deres forskerkarriere. De bliver også oftere vurderet på deres påklædning og sprogbrug i studenterevalueringer og bruger derfor mere tid på forberedelse af undervisning.

Desuden nævnes det, at mange kvinder ikke trives i den konkurrenceprægede og hierarkiske forskerkultur. Ifølge internationale studier forlader mange kvinder akademia på grund af et dårligt arbejdsmiljø.

Frede Blaabjerg ser også en sammenhæng mellem kvinders fravalg af forskningen og deres ønske om mere stabile karriereveje:

»Jeg tror, kvinder i højere grad skeler til sikkerhed. Hvis man har børn, der ikke er så gamle, så søger man måske en mere stabil vej frem for en risikofyldt akademisk karriere. Mange vælger derfor private virksomheder, hvor de får faste ansættelser,« siger han.

LÆS OGSÅ: KU har fået sin første kvindelige filosofiprofessor

Selvom udviklingen går i den rigtige retning, sker det ifølge Frede Blaabjerg for langsomt. DFIR kommer ikke med konkrete anbefalinger, men formanden understreger, at der er områder, som universiteterne bør arbejde med:

»Vi peger ikke på en række forskellige løsninger, men der er ingen tvivl om, at arbejdsmiljø og karriereudvikling er områder, der kan forbedres og vil kunne hjælpe. Der har været undersøgelser, som viser, at arbejdsmiljøet ikke altid har været godt. Det bliver taget seriøst nu, hvor universiteterne arbejder med det.«

Forskningen har brug for alle talenter

Analysen fra DFIR peger på, at kønsbalancen i forskningen kan have betydning for rekrutteringsmønstre og forskningsmiljøernes sammensætning.

Ifølge formanden kan det betyde, at forskningsinstitutioner går glip af kvalificerede kandidater.

»Jeg synes, det er ærgerligt, at vi mister en markant del af kvinderne til det private, selvom det selvfølgelig kan være positivt for samfundet generelt. Det kan dog betyde et tab af talent i forskningen,« siger Frede Blaabjerg.

LÆS OGSÅ: Uligestillingen begynder hos de unge forskere, og den handler om børn

Han tilføjer, at det ikke kun handler om diversitet, men også om forskningens kvalitet:

»Jeg har selv oplevet, hvordan et mere mangfoldigt forskningsmiljø kan give en bredere tilgang til forskning og forbedre samarbejdet i en forskningsgruppe. Det giver flere perspektiver både fagligt og socialt, og det kan i sidste ende føre til bedre forskning.«