Zissel er ikke spion

»Har du aldrig været nede i fangekælderen? Ej, så viser jeg den lige!«

Zissel Astrid Kjertum-Mohr fører os ned ad trappen og ind i et lille rum med ujævnt stengulv og rå murstensvægge. Her er navne og årstal ridset ind i de røde sten. Jeg spørger hende, om hun tror, de er ægte og peger på en uheldig Stheno Abelin, som ifølge murstenen sad her i Københavns Universitets fangekælder i 1685.

»Ja da! Det her er faktisk Københavns ældste ikke-religiøse bygning,« siger hun begejstret, mens vi igangsætter opstigningen ad smalle, glattrådte trapper, indtil vi til sidst når øverst op i universitetets hovedbygning.

Jeg har bedt hende vise mig et »fedt sted« på universitetet, og hun siger, hun faktisk ikke er helt sikker på, at vi må være her. Men mon ikke det går. Hun tager i døren, den er ikke låst, og vi træder ud på balkonen højt oppe under loftet i den gamle festsal.

Spørgsmålet er, hvad den kendte journalist Zissel Astrid Kjertum-Mohr egentlig laver backstage på Københavns Universitet?

Radio star

Zissel Astrid Kjertum-Mohr er ikke spion, siger hun. Hun er ikke udsendt af Mads Brügger for at lave en afslørende radiodokumentar om universitetet, hun bærer ikke en hemmelig knaphulsmikrofon. Hun ville indrømme, hvis det var tilfældet.

»Det ville jeg altså!«

Vi sidder på en vakkelvorn bænk med udsigt til Fiolbiblioteket og byens tage. Støvfnug fra de tunge, grønne uldgardiner hvirvler rundt i et usædvanligt gavmildt efterårslys. Det runger, når Zissel Astrid Kjertum-Mohr griner, og det gør hun tit. Det nye er, at hun gør det her.

LÆS OGSÅ: Fra middelalder til moderne masseuniversitet

Hvis navnet vækker genklang, er det sikkert fordi, Zissel Astrid Kjertum-Mohr det sidste årti har stået bag nogle af de mest prominente og elskede radio- og tv-programmer herhjemme. Hun var producer på satireprogrammet Den Korte Radioavis med den fiktive stjernejournalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, hun har lavet kunstprogrammet Arty Farty, hun var vært på tre sæsoner af Zissel og Eliten, hvor hun undersøgte og forsøgte at blive en del af den danske magtelite. Og så stod hun bag radioprogrammet Spørge Jørgen med den nyligt afdøde digter og journalist Jørgen Leth. Blandt andet.

Et mærkeligt barn

Hvis jeg skulle pege på en ikke-fiktiv stjernejournalist i min millenialgeneration, er Zissel Astrid Kjertum-Mohr et godt bud. Så min overraskelse var stor, da hendes navn pludselig dukkede op på listen over ansatte KU’s presseafdeling.

Hvad laver hun dér? Altså, hvis vi køber præmissen om, at hun ikke er en muldvarp på mission for Mads Brügger.

»Jeg så, at der var et job slået op i presseafdelingen, og så søgte jeg det,« siger hun. »Simpelthen.«

»Det er det her, jeg hele tiden gerne har villet.«

Jeg tænkte, du var trådt meget ud af spotlightet.

»Ja, men det føles helt naturligt. Spotlight har ikke været interessant for mig.«

Men der har været ret meget af det?

»Der har været sindssygt meget af det!«

Zissel Astrid Kjertum-Mohr var et »mærkeligt barn«, og hun følte sig meget ensom, fortæller hun. Det sted, hun ikke følte sig mærkelig og forkert, var i videnskaben. Her blev verden pludselig meget stor.

»Det var grunden til, at jeg blev journalist,« siger hun.

Dirch den døde chimpanse

Hun droppede ud af gymnasiet før de afsluttende eksaminer og søgte job som praktikant på et sommerradioprogram på den originale Radio24syv. Og så blev hun hængende. Ligesom nysgerrigheden.

Jeg synes, mennesket er så godt, når vi undrer os.

Zissel Astrid Kjertum-Mohr

Hun har blandt andet dissekeret en 60 kilo tung chimpanse ved navn Dirch på Zoologisk Museum. Det var, da hun var producer på Fedeabes Fyraften med Anders Lund Madsen.

»Det er jo ikke til at begribe, at vi alle sammen bare er organer, atomer og kød,« sagde hun i et interview med Vice i 2018. »Men der sker noget, når man forstår, at hvalens skulderblad er magen til ens eget, og at musklen i abens overarm ligner min, men også den bøf, jeg spiste i går. At vi er så forbundne.«

Til Euroman har hun engang fortalt, at hendes yndlingsrejsedestination er Lemvig. Her kan man nemlig gå ad Planetstien – en 12 kilometer lang tur gennem solsystemet i størrelsesforholdet 1:1.000.000.000.

LÆS OGSÅ: »Jeg ser mig selv som Eske Willerslevs sneplov«

Da hun fandt et job lige der, hvor videnskaben bliver produceret, slog hun til.

Og så sad hun ellers til jobsamtalen og tænkte over, hvornår de på den anden side af bordet ville opdage, at hun enten var et helt genialt match, eller at det slet ikke gik.

Det blev heldigvis det første. Og, medgiver hun, det lyder måske »superhelligt«, men hvor fedt er det ikke lige at gå på job og være tjener for nogen, der gør verden større og bedre?

Fremkalderen

Siden marts 2025 har Zissel Astrid Kjertum-Mohr været opdagelsesrejsende i universitetets afkroge, hun er gået til forelæsninger og symposier, har mødt forskere med den mest utrolige, smalle og nørdede viden.

Hun har forsøgt at hjælpe de journalister, der ringer ind, med at finde frem til de rigtige forskere, og hun har forsøgt at hjælpe forskerne, der sidder dybt begravet i deres felt med at finde den rigtige journalist. Opdagelsesrejsende og oversætter i ét.

Det er derfor, vi sidder her, under det blåternede loft, omgivet af lysekroner og friser med strømpebukseklædte mænd og en enkelt baby med en kølle. Hun kan godt lide rummet, følelsen af at sidde midt i historien.

»Jeg synes, mennesket er så godt, når vi undrer os,« siger hun.

Så hun bruger en god del af sin arbejdsdag på at undre sig. Og finde ud af, hvordan universitetet kan kommunikere på nye måder: Skal det være en podcast? En dokumentar? Et eksperiment?

Zissel Astrid Kjertum-Mohr forsøger at finde de historier, der gemmer sig og få dem ud til de rigtige mennesker.

Men savner hun aldrig selv at være den, der fortæller historierne?

»Nej, faktisk ikke. Jeg er lykkedes allerbedst, når jeg har fremkaldt nogen andre og hjulpet dem med at formidle det, de gerne ville. Spillet dem gode, som man siger.«

Sådan var det også med Spørge Jørgen, hvor lyttere sendte spørgsmål ind til Jørgen Leth, som Zissel Astrid Kjertum-Mohr så stillede på deres vegne.

»Journalistikken har aldrig været et soloprojekt for mig, det har altid handlet mere om historien end personen. Og sådan er det også med forskningen. De her kloge mennesker forsker ikke bare ud fra en personlig interesse, de bygger videre på andres arbejde.«

En aromatisk landingsbane

Skiftet fra journalistik til kommunikation var både et tilvalg af universitetet og et fravalg af den klassiske mediebranche og dens korte deadlines, løse ansættelser, høje tempo og evige jagt på personlige historier. Her, oplever hun, kan hun fortælle »større historier«.

For nyligt mødte hun en plantekemiker, Birger Lindberg Møller, som fortalte om en særlig orkidé. Darwins Orkidé, bliver den kaldt, en hvid, stjerneformet blomst, som blomstrer ved juletid. Om dagen har den ingen duft, om natten udsender den en kraftig, sødlig duft for at tiltrække bestøvere.

Vi er sindssygt gode til at udvande lysten til at lære noget for første gang. Det gider jeg ikke være med til.

Zissel Astrid Kjertum-Mohr

Men der er en udfordring: Orkidéens nektar befinder sig for enden af en 45 centimeter lang tragt, og der er ikke særlig mange insekter, der har en snabel af den længde. Charles Darwin skrev i 1862 om denne plante, at der altså måtte findes en natsværmer, der kunne nå ned til nektaren.

Darwin blev latterliggjort for sin tese, men mange år senere opdagede man en langsnablet natsværmer, Xanthopan morganii, der fik navnet praedicta, den forudsagte.

Men hvordan ved natværmeren, som flyver i mørke, hvor den skal lande på blomsten for ikke at knække sin snabel?

»Orkidéen udskiller specifikke duftstoffer på det ene blad, hvor natsværmeren kan lande,« forklarer Zissel. »Den laver simpelthen en aromatisk landingsbane. Det er jo for sygt!«

Hun smiler:

»Hvor er det bare fedt, at naturen er så klog.«

Tro på det unyttige

Zissel Astrid Kjertum-Mohr blev aldrig en god nyhedsjournalist, siger hun. Men hun er heller ikke voldsomt interesseret i aktuelle historier. Hun har det lange lys på. Hun drømmer om at finde frem til de forskere på universitetet, der sidder og tænker, jeg fatter ikke, hvorfor vi ikke allesammen taler om det her?

»Det giver mig sådan en barnlig, kildrende begejstring i maven, når jeg falder over en historie som den om orkidéens landingsbane. Og så bliver det mit job at finde ud af, hvordan den historie får liv uden for universitetet.«

Og nu sukker hun lidt, for hun synes, at samfundet ofte slår nysgerrighed ihjel.

»Vi er sindssygt gode til at udvande lysten til at lære noget for første gang. Evnen til at undre os, stille dumme spørgsmål, tænke, sådan har jeg aldrig tænkt på det før. Det gider jeg ikke være med til.«

Drømmer radiojournalisten i dig så ikke om selv at lave den podcast, der hedder »Hvorfor taler vi ikke mere om det her?«

»Nej, det er der faktisk ikke noget i mig, der længes efter. Jeg tror, der er andre, der er lige så gode eller bedre end mig til det. Jeg synes, det er sjovere at sætte ting i gang end at løbe det hele i mål selv.«

Hun har været freelancejournalist i mange år. Der skal man holde kortene tæt til kroppen. Nu elsker hun, at hun kan være generøs med idéerne og begejstringen.

»Hvis jeg møder en fed forsker, som jeg ikke selv kan bruge lige nu, kan jeg sende hende videre til en kollega, tippe en journalist, eller bare sige til folk på Fiolbiblioteket, I burde virkelig finde på noget sammen. Det er enormt frigørende.«

Og, plager hun Uniavisen lige inden, denne artikel skal udgives, kan vi ikke godt skrive, at forskere, der sidder med gode historier, skal invitere Zissel Astrid Kjertum-Mohr på besøg og fortælle alle deres historier? Som en slags kontaktannonce?

Hermed gjort.

Zissel Astrid Kjertum-Mohr øver sig i at lave unyttige ting. For som hun siger: »Så snart man overgiver sig til det unyttige, ender det alligevel med at blive nyttigt.«

Lige nu drømmer hun om at skabe et format, der bare hedder I burde virkelig møde hinanden, hvor hun matcher fagligheder, som aldrig ellers ville mødes: En plantekemiker og en kunsthistoriker, der forsker i surrealistiske malerier? Måske noget unyttigt, helt sikkert noget interessant.

Hvad ville Kirsten Birgit sige?

Zissel Astrid Kjertum-Mohr trækker på sin erfaring fra mediebranchen, når hun tager pressetelefonen og forbinder journalister og forskere, og når hun rådgiver forskere i, hvordan de skal navigere i interview.

Hun bruger også sin journalistiske erfaring på andre måder. Hver gang universitetet kommunikerer noget ud, tænker hun:

Hvordan ville jeg selv gøre grin med det her? Hvad ville Kirsten Birgit sige?

Det er vigtigt at gå til det her arbejde med stor ydmyghed. Vi er her i forskernes tjeneste. Vi er på videnskabens hold.

Zissel Astrid Kjertum-Mohr

Det er en nyttig refleks i krisesituationer, men det minder hende også om, hvorfor hun ikke savner mediebranchen. Altså, måske lige bortset fra de store frokoster:

»Der sker en forråelse, når man arbejder som journalist. Alle er ansat på korte kontrakter, det hele er netværksbaseret, og der er en idé om, at det er meget fint at være på bestemte medier. Når man laver satire, skal man sparke opad, men pludselig er det hele opad,« siger hun.

»Og jeg synes, satiren er vigtig og berettiget. Men jeg synes også, det er sjovere at bruge min egen tid på noget, der er positivt. Det lyder helt selvhjælpsagtigt, men altså, der er bare noget fedt ved at hjælpe nogen, som har viet deres liv til at gøre os klogere.«

Andre menneskers penge

På Radio24syv sagde hendes kollega retsreporter Marie Louise Toksvig ofte, husk, at vi sidder her for andre menneskers penge.

»Det tænker jeg tit på nu,« siger Zissel Astrid Kjertum-Mohr.

Derfor er hun også blevet »besat af« at registrere ting. Som offentligt ansat ryger al hendes kommunikation med eksterne afsted til Rigsarkivet, og det er vigtigt, mener hun, for så kan journalister senere søge aktindsigt.

Hun sidder her for andre menneskers penge. Hendes løn kunne også være gået til mere forskning. Derfor skal det, hun laver, være ordentligt, pointerer hun:

»Det er vigtigt at gå til det her arbejde med stor ydmyghed. Vi er her i forskernes tjeneste. Vi er på videnskabens hold.«

Og så er vi tilbage oppe under loftet på balkonen over den gamle festsal. Man bliver ydmyg af at gå på arbejde i så gamle bygninger, synes hun, for vi er her i en brøkdel af universitetets levetid. Hun skal snart tilbage på kontoret.

Jeg mistænker ikke længere, at Zissel Astrid Kjertum-Mohr samler stof til en afslørende dokumentar. Hun har bare fundet sig et fast arbejde, hvor kollegaerne er lige så begejstrede for videnskab, som hun selv er.

»Tænk, at det er en arbejdsopgave at hjælpe nogen med at forklare, hvor fed verden er. Jeg kunne ikke lave det her, hvis jeg ikke mente det, og hvis jeg ikke gjorde mig umage. Jeg tror, det ville gøre mere ondt ikke at lave sit arbejde ordentligt, når man arbejder for de gode.«

Tror du, du kunne lave kommunikation for Mærsk?

Hun griner højt.

»Altså, jeg er jo glad for at sejle.«

LÆS OGSÅ: Ziggie Nybo Andersen: »Når jeg går på pension, flytter jeg ind på universitetet«