Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Bonde og Skovs forglemmelser

Replik — Vi må nok forsat lægge øre til Hans Bonde, Torsten Skov og Kåre Fog. Men husk kilder næste gang, Bonde hævder, at kvinder bliver favoriseret ved universitetsansættelser.

Det virker underligt, at Bonde og Skov, som er så venlige at opliste en del af Bertel Ståhles statistiske værker, faktisk overser den første af hans publikationer og starter deres liste med bind. 2, som udkom i 1999.

Jeg citerede i mit indlæg i Uniavisen fra 25. november Ståhles bog fra 1998, som har den lange titel Kvinder og mænd i dansk universitetsforskning i 1990’erne.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

LÆS OGSÅ: Bare klø på. EU kommer næppe med kritik af Danmark for Inge Lehmann-programmet

Bind 1 af en undersøgelse af kønsfordelingen i det videnskabelige personale og ved besættelsen af videnskabelige stillinger ved universitetsinstitutionerne i Danmark 1993-1996. Det var nemlig her, det hele startede. Bind 1 indeholdt i hovedsagen oplysninger om udviklingen i det videnskabelige personales kønsfordeling i 1993-1996 og om en række kønsmæssige aspekter i forbindelse med ansættelserne i 1995-1996.

Det må være denne forglemmelse, som bevirker, at Skov og Bonde hævder, at jeg fejlanalyserer. I øvrigt analyserer jeg ikke, men refererer blot. Til gengæld har jeg indtryk af, at de to overser mine citationstegn. Derfor henviser jeg til et par citater fra Ståhle 98 i slutningen af dette indlæg.

LÆS OGSÅ: Rosenbecks fejlslutninger

Hvorfor blev Danmark verdensmester i ligestillingsstatistik?

Hvad var baggrunden for, at vi fik en så omfattende statistik? I begyndelsen af 1990’erne udkom der tre rapporter, som alle var enige om tallene, nemlig at der kun var ca. 17 procent kvinder blandt det videnskabelige personale.

Jo højere op i hierarkiet, jo færre kvinder: 23 procent adjunkter, 18 procent lektorer og fem procent professorer.

Det kom nok som en overraskelse for de fleste. Det burde det egentlig ikke, for rapporten Kønsroller og uddannelse som Undervisningsministeriet havde udgivet i 1978, afslørede, at kvindeandelen blandt de heltidsansatte på universiteterne lå på 14 procent, mens andelen af professorer lå på fire procent.

Udvalget var nedsat i 1976 af undervisningsminister Ritt Bjerregård, og var tænkt som længerevarende, men knap nok var Bertel Haarder i 1982 blevet undervisningsminister, før udvalget blev nedlagt midt i arbejdet.

Hvilke undersøgelser var der tale om?

I forbindelse med Aktionsplanen til forbedring af kvindeforskningens vilkår 1986-1992, som godt nok blev gennemført af Bertel Haarder, men var blevet vedtaget af oppositionen uden om regeringen, blev der udgivet en evalueringsrapport, Kønsprofilen i videnskabelige stillinger ved de videregående uddannelser, i 1992.

Desuden udgav Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab publikationen Forskerrekruttering 1 og 2 i 1993, og det daværende Forskningspolitiske Råd udgav Forskerekrutteringsundersøgelsen i 1992. Forfatteren til den sidste rapport var Bertel Ståhle.

Alle undersøgelser nåede stort set frem til samme resultat, nemlig at kvindeandelen af det videnskabelige personale var beskeden (omkring 17-18 procent). Var de tre undersøgelser enige om tallene, var man til gengæld meget uenige om, hvorvidt der skulle gøres noget.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Forskningspolitisk Råds rapport konkluderede, at der ikke var grund til bekymring, og at ligestilling ville komme af sig selv, mens de to andre undersøgelser foreslog aktiv handling. Videnskabernes Selskab gik sågar ind for, at der skulle oprettes særlige stillinger til kvinder!

Så skete der ikke mere på trods af pres fra især kvindelige politikere og kvindeforskere. Undervisningsminister Ole Vig Jensen beklagede problemet, men kunne eller ville ikke gøre noget under henvisning til universiteternes selvstyre. Ministeren lovede dog at iværksætte en undersøgelse, hvis intet skete. Hans opfordring fik desværre ikke universiteterne til at reagere. Så resultatet blev, at Bertel Ståhle udarbejdede ovennævnte undersøgelse.

Hvad fik vi så at vide?

I bind 1: Kvinder og mænd i dansk universitetsforskning i 1990’erne, som jeg citerer fra, skrev Ståhle, at kvindeandelen blandt de danske universitetsforskere var klart lavere end kvindeandelen blandt universitetsforskere i de andre nordiske lande (1998:16).

Den lave kvindeandel i den samlede nyrekruttering var en konsekvens af, at kvinderne kun søgte en mindre del (49 %) af stillingerne, og at der ved godt halvdelen (51 %) ingen kvindelige ansøgere var. I 48 % af professor-, lektor- og adjunktansættelser i 1995-96 var der kun 1 ansøger, der blev bedømt kvalificeret (p.19).

Ståhle sammenfattede sin undersøgelse med, at selv om de kvantitative forandringer havde været af begrænset omfang, så havde den stigende tendens i kvindeandelen og i udviklingen mod en mere ligelig kønsfordeling ikke desto mindre været entydig. Men det gik langsomt, det indrømmede han.

Ståhle konkluderede ligeledes, at der ikke ville ske en større eller hurtigere ændring i kvindeandelen i det videnskabelige personale, før andelen af videnskabelige stillinger, der søges af kvinder, voksede drastisk.

Hvad skete der herefter?

Ståhles statistiske analyser blev året efter udvidet til også at omfatte alder og rekruttering.  Det blev til bind 2. Vi fik således en generel undersøgelse af udviklingen i det videnskabelige personales sammensætning og besættelsen af de videnskabelige stillinger ved universitetsinstitutionerne i Danmark.

Her fik vi så at vide, at tre fjerdedele af alle professorer, lektorer og adjunkter, der blev ansat 1995-1997, blev internt rekrutteret. Ellers var mønsteret det samme som i bind 1. Efterfølgende er der kommet en række undersøgelse hvert tredje år, som i store træk viser samme mønster.

Det er måske blevet lidt bedre hen over årene, men ikke mere end at DEFIR i 2019 på baggrund af rekrutteringsmønsteret fra 1995 til 2018 (Ståhles statistik)  advarede imod et uhensigtsmæssigt ansættelsessystem, som kunne skade dansk forsknings kvalitet. Se nærmere i mit foregående indlæg.

Men så skete der noget.

Alle talenter i spil. Nye ambitioner for Danske Universiteter

I løbet af 2020 har De danske Universiteter skruet op for samarbejdet og er blevet enige om en række fælles mål for fremtiden i publikationen Fælles ambitioner for de danske universiteters rolle i samfundet (pressemeddelelse 28. september 2020).

Der er mange ambitioner, men relevant her er afsnittet Få alle talenter i spil. Her står: »Universiteterne vil lave en fælles indsats for at fremme diversitet og mangfoldighed blandt forskere og studerende uanset baggrund for at få alle talenter i spil«.

Man er også blevet enige om principper for rekruttering af fastansatte videnskabelige medarbejdere på de danske universiteter. Her findes en række overordnede principper, som gør op med den ansættelsesstruktur, som Ståhle har påvist og DEFIR har advaret imod konsekvensen af.

Der sigtes imod, at stillinger skal slås bredt op for at øge »ansøgerfeltets kvalitet og diversitet«. Der skal tilstræbes, at der er internationale ansøgere og ansøgere af mere end ét køn. Stillinger genopslås, hvis det vurderes, at der ikke er et tilstrækkeligt antal kvalificerede ansøgere.

På det punkt har man taget ved lære af den politik, som KU indførte i 2015, hvor man netop indførte søgekomiteer og krævede flere ansøgere og ansøgere af flere køn i forbindelse med stillingsbesættelse.  Aarhus Universitet fulgte for nogle år siden efter, og nu er det samtlige universiteter, der har indført denne politik.

Det er i øvrigt helt på niveau med, hvad der sker i udlandet, hvor man ikke kunne drømme om ikke at afsøge markedet (og opfordre ansøgere til at søge), inden en stilling blev slået op. Jeg er selv blevet ringet op af søgekomiteer i andre lande og bedt om at bidrage med navne på potentielle ansøgere.

Videre frem

Der er mange grunde til at se fortrøstningsfuld på fremtiden. EU fortsætter sin politik med at fremme kønsligestilling og en kønsdimension. EU har desuden forsøgt at kvalificere kønsdimensionen ved at udvikle kønsanalyser (sex and gender analysis).

Dette forgår som et samarbejde mellem EU og USA (Stanford Universitet). Londa Schiebinger herfra har været i Danmark ved flere lejligheder. På Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside kan man læse mere om, hvordan kønsaspektet kan indtænkes i forskning og innovation  i det europæiske forskningsrum.

Der er endvidere en stigende græsrodsaktivitet blandt unge kvindelige forskere. DANWISE (Danish Society for Women in Science) er en organisation, der opstod på KU, men som blev landsdækkende i 2019.

Organisationen er »committed to Bridging the Gender Gap in the STEMM, humanities and social sciences fields in Denmark by increasing gender inequality awareness, by reducing gender biases and improving hiring and promotion of women«.

Disse unge forskere hepper jeg på. Det samme gælder de kvindelige økonomiforskere, som bekæmper barrierer, der favoriserer mænd.

LÆS OGSÅ: Kvindelige økonomiforskere vil blotlægge og bekæmpe barrierer, der favoriserer mænd

Snart får vi også historien fortalt indefra. Inden længe udkommer en bog med 689 forskeres oplevelser og vidnesbyrd med krænkelser og strukturel forskelsbehandling i universitetsverden, som også  kan bidrage til at vise kulturen omkring ansættelser og forfremmelser (Politiken 9. oktober 2020).

Indtil da kan man læse tidligere professor i matematik Gerd Grubbs fortælle om, hvordan hun oplevede forskelsbehandling på universitetet i 1990’erne.

LÆS OGSÅ: I starten gjorde Gerd Grubb sig grå for at passe ind

Vi må nok forsat lægge øre til Hans Bonde, Torsten Skov og Kåre Fog. Men husk citater næste gang, Bonde hævder (hvad han gjorde i foregående nummer af Uniavisen), at kvinder bliver favoriseret ved universitetsansættelser.

LÆS OGSÅ: Bonde og Skovs svar til Bente Rosenbeck 

Citat fra Bertel Ståle: Kvinder og mænds i ligestillingsbesættelserne 1995-1996:

»På denne baggrund kan den høje kvindeandel blandt de nyansatte i de ansættelser, hvor det har været muligt at ansætte enten en mand eller en kvinde, indikere f.eks., at de kvalificerede kvindelige ansøgere til adjunkt- og lektorstillinger i gennemsnit er bedre kvalificerede end de mandlige kvalificerede ansøgere, dvs. at en større andel af de kvindelige end af de mandlige kvalificerede ansøgere bedømmes at være bedst kvalificerede. En anden mulighed er, at der i realiteten i nogen tilfælde allerede sker en positiv særbehandling af kvindelige ansøgere. Det førstnævnte kunne være en konsekvens af, at de kvindelige forskere er, eller i hvert fald ser ud til at være, mere tilbageholdende end mændene i deres ansøgeradfærd, og først søger, når de selv er sikre på deres kvalifikationer (jf. Rådahl 1996, Riis & Lindberg 1996). En eventuel bevidst eller ubevidst tendens til positiv særbehandling, kan igen være en følge af de sidste års debat om mangelen på kvindelige forskere og den forsknings- og ligestillingspolitiske ønske om initiativer, der øger rekruttering af kvindelige forskere.« (1998: 225 og 226)

»En af de alvorligste forhindringer for en mere ligelig kønsfordeling i nyrekrutteringen og for en større stigning i kvindeandelen er desuden, at kun en begrænset del af de opslåede stillinger har kvindelige ansøgere.« (1998:171)

Seneste