Borgerlige studerende, overvej, om kritikken af jer er berettiget

I Uniavisen kunne man for nylig læse en række interview med højreorienterede og borgerlige studerende fra Institut for Statskundskab, som føler, at der ikke er plads til deres holdninger. Selv den mere ’venstreorienterede’ radikale studerende Thomas Rohden føler, at debatmiljøet på Center for Sundhed og Samfund, CSS, er »det mindst åbne og det dårligste, jeg nogensinde har oplevet.«

LÆS OGSÅ: »Jeg har aldrig været et sted, hvor rummet for fri debat er så begrænset som på CSS«

Derudover siger medlem af Konservativ Ungdom Christian Vigilius og bestyrelsesmedlem i Venstres Ungdom Cille Hald Egholm, at de begge har oplevet at blive set ned på i forbindelse med deres holdninger til især udlændinge- og identitetspolitik.

Det fremgår dog ikke af artiklerne, hvilke udtalelser det er, de to studerende er blevet kritiseret for på studiet, eller hvad indholdet af den i deres opfattelse upassende kritik mere præcis har været.

Derimod er interviewspørgsmålene ofte formuleret imødekommende og forstående, som når intervieweren i en artikel på et tidspunkt siger: »Det lyder ikke rart at blive kaldt privilegieblind og white supremacist.«

Et andet spørgsmål kunne jo fx have gået på, hvad det egentlig er for nogle holdninger, folk siger fra over for, og hvorfor de studerende tror, at folk kan blive sure over de holdninger.

LÆS OGSÅ: »Jeg skal tage ekstra knubs for at stå ved mig selv på universitetet«

Hvem ekskluderer egentlig hvem?

Ironien i de ’venstreorienterede’ studerendes falske inkluderende attitude udtrykkes ifølge Cille Hald Egholm klart, da Egholm udelukkes fra en Facebookgruppe ved navn ’Inkluderende miljø på KU’. Umiddelbart virker det da også paradoksalt at udelukke nogen fra en sådan gruppe.

Imidlertid kan det godt give mening at udelukke eller aktivt bekæmpe bestemte holdninger. En påberåbelse af ’åben debatkultur’, ’inklusion’ og endda ’ytringsfrihed’ ændrer ikke ved, at en holdning i sin essens kan være diskriminerende eller ekskluderende.

Sociolog Peter Hervik har tilbage i 2015 skrevet om definitionen af racisme, og ifølge ham kan en person sagtens udtale sig racistisk, når der henvises til etnicitet eller kultur, selv om der ikke er tale om en rendyrket biologisk socialdarwinisme. Derudover kan der være mange forskellige grader af racisme, der fungerer mere eller mindre åbenlyst.

Når andre studerende kritiserer de ting, som Vigilius og Egholm udtaler sig om på deres studie, bør de altså i første omgang overveje, om ikke den kritik rent faktisk er berettiget.

LÆS OGSÅ: »Jeg mener, der er to køn, og det er nærmest en ulovlig holdning herude«

Hvis en person udtaler sig racistisk eller på anden måde diskriminerende, bør man påpege og bekæmpe det. For det er gennem umærkelige og ’uskyldige’ generaliseringer om andre menneskers religion, kultur, etnicitet eller køn, farlige og voldelige tendenser kan vokse frem.

Efter de senere års store vækst i nationalistiske og anti-immigrationsoverbevisninger og -bevægelser og hadefulde handlinger mod personer med anderledes nationalitet, etnicitet eller kultur, betragter jeg det i dag som altafgørende at bekæmpe ekskluderende holdninger, uanset hvor de optræder.

Myten om den neomarxistiske elite

Det fremgår også af de mange artikler, at Det Samfundsvidenskabelige Fakultet især skulle være et ’rødt’ eller ’venstreorienteret’ sted. At udråbe Københavns Universitet som en ’knaldrød’ højborg for de krænkelsesparate virker dog i højere grad som et led i en politisk retorik, end som et reelt problem, der vedrører ytringsfriheden.

LÆS OGSÅ: Det kan være svært som borgerlig at ytre sig på knaldrødt fakultet

Hvis man tager højde for, at det økonomisk liberale parti Radikale Venstre i den undersøgelse, der henvises til kategoriseres som venstreorienteret, kan man desuden spørge, hvad ’venstreorienteret’ her egentlig skal betyde.

Retorikken snakker desuden direkte ind i alt-right-bevægelsen og prominente kendisser som den canadiske professor Jordan Petersons myte om, at en neomarxistisk og postmoderne elite dominerer de højere læreanstalter rundt omkring i verden.

Hvis vi vil have et åbent, kritisk og progressivt universitet i Danmark, bliver vi nødt til at skifte fokus.

Hvis ikke det er åbenlyst i sig selv, så skal det da gentages her: Det er en myte, og en del af en historisk framing, der ikke har noget hold i virkeligheden. Tværtimod har der fra højrefløjens side faktisk været en indædt kamp mod en opfattet trussel fra ’universitetsmarxismen’.

De borgerlige studerendes ønske om en påstået neutral og inkluderende debatkultur, virker altså i højere grad som et dække for en ideologisk kamp, der skal sikre dem retten til at hetze mod marginaliserede befolkningsgrupper.

Det ærgerlige ved hele diskussionen om debatkulturen, undermineringen af de borgerlige studerende, og det åbenbart undertrykkende og ’krænkelsesparate’ universitetsregime er, at det fjerner fokus fra problematikker og emner, der er langt vigtigere at diskutere.

Hvis vi vil have et åbent, kritisk og progressivt universitet i Danmark, bliver vi nødt til at skifte fokus over på emner som fx hvor mange forskningsmidler, der uddeles til hvilke projekter, hvad der undervises i, og hvilke tekster, der er på pensum, samt det helt afgørende spørgsmål om studenterdemokratiets tilstand i dag.

Derudover fjerner det fokus fra de personer, som rent faktisk oplever at blive enten ekskluderet eller marginaliseret på baggrund af deres kulturelle identitet, etnicitet, nationalitet, køn eller seksualitet.

LÆS OGSÅ: »Det er okay at lukke ned for holdninger, der undertrykker andre«