Wegeners første arbejdsdag

Det er en ny mand, der har sat sig i stolen på rektors kontor i Nørregade (hvor han som det første sandsynligvis har måttet bakse lidt med højdeindstillingerne).

Nu skal man selvfølgelig tage skåltaler med et gran salt (og lidt bobler, naturligvis), men bedømt på talerne til Ralf Hemmingsens afskedsreception i fredags har Henrik C. Wegener, rektor nr. 259, store sko at skulle fylde ud.

Hans forgænger har ført KU gennem en periode med eksplosiv vækst, fusioner, klatretur på ranglisterne, fornyelse af bygningsmassen og senest, efter de politiske vinde er vendt, besparelser og fyringer – og han får ros for hele vejen igennem at have værnet om og videreført universitetets ånd ved at insistere på vigtigheden af den frie forskning.

Ministeriet for Magi

Men samme skåltaler udpegede også en del af de problemer, den nye rektor arver. Studenterrådets Marie Thomsen nævner i en klumme det pudseløjerlige øjeblik, der indtraf, da Uddannelses- og Forskningsministeriets departementschef sammenlignede forholdet mellem sit ministerium og KU med forholdet mellem Hogwarts og Ministeriet for Magi i Harry Potter-serien.

Man har de seneste år kunnet se flere tegn på, at forholdet mellem KU og ministeriet er anstrengt.

»Agnete Gersing mente, at Harry Potter var et godt eksempel på, hvordan ministerium og uddannelse kan rykke sammen, når mørket rykker tættere på,« skriver Marie Thomsen – og undrer sig over, om departementschefen overhovedet har læst bøgerne, hvor Ministeriet ikke bare blive brugt som billedet på fejlslagent, umenneskeligt, overregulerende bureaukrati, men også korrumperes, infiltreres og overvindes af Lord Voldemort, der gennem ministeriet tager kontrollen over universitetet (undskyld, Hogwarts) og – blandt mange festlige nyskabelser, der også inkluderer strækmarch – indfører tortur som motiverings- og fremdriftsredskab over for de studerende.

Politisk kontrol

Om sammenligningens dystre konnotationer var tilsigtede eller ej, så har man de seneste år kunnet se flere tegn på, at forholdet mellem KU og ministeriet er anstrengt. KU’s ledelse har ved mange lejligheder, også i Uniavisens spalter, klaget over øget politisk detailregulering. Og det lader ikke til, at den politiske indblanding stopper.

Senest har Søren Pind foreslået, at han som minister skal godkende de eksterne medlemmer KU’s bestyrelse. Hans nye system vil reelt fjerne de ansatte og studerende fra udpegningsprocessen og give ministeriet øget kontrol over valget af flertallet af bestyrelsesmedlemmer.

Et andet problem er det, Ralf Hemmingsen har beskrevet som sin største fiasko: At KU ikke har opnået selveje og den finansielle sikkerhed og uafhængighed, det ville give, hvis man ikke var tvunget til at leje sig ind i sine bygninger til overpris.

Kampen om pengene

Dermed er KU’s økonomi fortsat stærkt afhængig af et gunstigt udfald af den længe varslede taxameterreform. Fremover skal universiteternes tilskud fra staten ikke kun være afhængig af, hvor mange kandidater de kan spytte ud. Spørgsmålet er, hvilke andre kriterier, der skal styre pengestrømmen.

Her har flere modeller været i spil:

Et beskæftigelsestaxameter efter endt uddannelse har længe været KU’s frygt. »Vi er ikke forelskede i beskæftigelsestaxametret, ikke på grund af en snæver økonomisk egeninteresse, men fordi vi mener, at det er et forkert håndtag at dreje på, da det rammer hårdt på enkelte uddannelser,« sagde universitetsdirektør Jesper Olesen sidste år til Uniavisen.

Til gengæld kan det kvalitetstaxameter, som Søren Pind er begyndt at flashe, være godt nyt for KU.

Et regionalt taxameter, der tildeler ekstra midler til de regionale uddannelser, vil heller ikke være godt nyt for den Københavnske mastodont. Det er nok i den sammenhæng, man skal se Ralf Hemmingsens »vi må erkende, at alle otte universiteter i Danmark ikke har mulighed for at være med i verdenseliten«-melding i et afskedsinterview til Berlingske.

Til gengæld kan det kvalitetstaxameter, som Søren Pind er begyndt at flashe – blandt i et interview til ForskerForum – være godt nyt for KU.

Især, fordi der ikke findes en håndfast definition af, hvad kvalitet er. »På KU arbejder vi for at få et system, der faktisk understøtter kvalitet,« sagde Jesper Olesen tilbage i 2016. Spørgsmålet er, at om KU’s kvalitetsdefinition matcher ministerens måleplaner, om hvilke vi ikke ved meget andet end det, han har udtalt til ForskerForum:

»Og det skal ikke være rigid, new public management-måleri. Der er flere mulige instrumenter, fx ved hjælp af akkrediteringssystemet eller censorkorpset, via en rullende evaluering med de studerendes vurderinger af undervisningskvaliteten kombineret med output fra studiet eller lignende.«

Henrik Wegener bliver sendt direkte ind i kampen om at definere, hvad taxametergivende kvalitet skal være. Og så er der kampen for selveje, mod politisk indblanding, mod besparelser – for slet ikke at tale om de interne udfordringer med forskere, der klager over øgede administrative byrder og det stigende pres for at skulle skaffe eksterne midler, studerende, der klager over fremdriftsidioti og manglende feedback, og administrativt ansatte, der vånder sig under besparelser, sammenlægninger og fyringsrunder.

Velkommen til KU! Der bliver nok at se til.