Den Excel-venlige skematerapi er ved at vinde over næstekærlighed på psykologistudiet

Jeg kender efterhånden alt til samtaler med mennesker, der kun foregiver at lytte. Jeg kender det som patient i psykiatrien. Her var en fraværende brummen ofte det bedste, man kunne få. Hvis jeg forsøgte at lette mit hjerte, risikerede jeg kun at gøre tingene værre, ensomheden større.

Psykiaterne talte uden at høre, de lyttede uden at forstå og gav råd uden at have fattet problemet. Samtalerne gik i stedet ud på at lokalisere min autisme og adhd som uønskede fremmedlegemer, der skulle fjernes med sproglig kirurgi fra min balladekrop.

Jeg søgte ind på psykologistudiet, fordi det var en psykolog, der reddede mit liv. Hun tilbød noget unikt, som jeg ikke havde mødt andre steder. Hun var først og fremmest nærværende i hele sin sprælske menneskelighed – kun sekundært var hun sine påduttede samfundskasketter. Min psykolog mødte mig med en bundærlig mellemmenneskelig autenticitet og blev mit ikon.

Den gode psykoterapi er et videnskabeligt håndværk, som man længe har kunnet lære på psykologistudiet. Dog presser den stigende psykiatrisering af psykologistudiet hele tiden lidt af menneskeligheden ud af faget. Psykologer risikerer derfor at blive en slags mini-psykiatere, der udelukkende gør brug af Excel-venlig skematerapi.

Psykologi for firkanter

For nyligt skulle jeg genudredes af Frederiksbergs psykiatri. Denne gang var det en specialpsykolog, der reducerede vores samtale til et slet skjult forhør.

Vores møde var lige så farveløst som kommunemaleriet på væggen. Hans opgave var kun at åbne mit sind og uddrage de informationer, der var nødvendige for at placere mig i en foruddefineret boks. En boks, der var lige så firkantet som kasserne på den tjekliste, han havde i sin hånd.

Psykiatrien er et paradoks, tænkte jeg undervejs i vores samtale. Det er her, mennesket viser sig i sin allermest menneskelige menneskelighed, men alting føles så stokkonservativt og stivnet i gammeldags berøringsangst. Det er her, samfundets eksistentielle kriser finder sted, men grundstemningen er præget af kølig distance til alt, hvad der faktisk bevæger sig i vores inderste væsen. Ingen kunne hjælpe mig her, fordi ingen behandlede mig som et menneske.

Den Lille Prins var en stor psykolog

Eventyret Den Lille Prins har givet mig mere end alle min psykiatersamtaler tilsammen. Indsigten i venskabets anatomi krævede ikke et fagligt murstensværk, faktisk kun et par sider om en Prins, der møder en ensom Ræv. Det var netop i Prinsen og Rævens tosomhed, at jeg lærte, hvad psykiatrien mangler, og hvad min psykolog havde mestret.

I sin rejse gennem universet møder Prinsen en Ræv. Ræven vil gerne blive ven med Prinsen, men er for sky til at komme Prinsen nær. Ræven er vild og må tæmmes, siger den. Først som tam kan den blive venner med Prinsen. Ræven siger dog, at Prinsen kun må træde ét skridt nærmere for hver dag, de er sammen.

Sådan ser et såret sind ud.

Deres møde er for mig en metafor for mødet mellem terapeut og klient – i hvert fald som den forstås i den terapeutiske alliance. Alliancen kan defineres som det empatiske, anerkendende, respektfulde og nærværende bånd mellem to mennesker. Årtiers forskning har igen og igen slået fast, at alliancen er det vigtigste terapeutiske element: vigtigere end terapiformen, terapeutens alder og meget andet.

LÆS OGSÅ: Psykologistudiet lærer dig ikke at forstå neurodivergente

Ræven vidste, at alliancen er en sammensat størrelse. Det vidste Ræven, fordi alliancen er en videnskabeliggørelse af noget, som vi alle intuitivt kender til: Det lindrende nærvær når venner eller familie virkelig giver sig tid til at lytte og forstå. Når ens nære spørger ind uden bagtanker, uden bedrevidende kommentarer – bare nysgerrige på dig.

Ræv og dreng kan tæmmes

I vores moderne ører kan ordet ’tæmme’ lyde negativt. Da bogen blev skrevet i 1943, tænker jeg, at det dengang også kunne forstås mere i retning af ’opdragelse’. Begge ting kredser om kontrol.

Både børn og dyr er vilde af natur – det samme gælder det sårede sind, da personens potentielt uforudsigelige og voldsomme følelsesmæssige reaktioner kan ligne ‘dårlig opdragelse’ fordi det ikke er sådan ‘ordentlige’ og ‘almindelige’ mennesker skal opføre sig. Det vilde sind kan så gøres medgørligt med tæmmende tæv, men også med den kærlige og tillidsfulde mellemmenneskelige alliance.

Kærlighed og venskab er noget af det dyrebareste, vi mennesker har. Måske er disse følelser så dyrebare netop, fordi de aldrig kan skabes med vold og magt, men kun kan fremelskes gennem alliancen. Følelserne gemmer sig bag et psykisk forsvarsværk, som kun kan nås ved at udvise den tålmodige respekt, der kan få mellemmenneskelig tillid til at blomstre. Vold og kontrol kan hurtigt tæmme de vilde og skabe lydige sind, men kun som underkastede slaver – der fremelskes ingen selvrespekt eller næstekærlighed på den her måde.

Børn, dyr, ‘skøre mennesker’ og ‘vilde folkeslag’ kan alle kontrolleres med uværdige midler. Derfor er tillidstesten af den fremmede altid, hvorvidt man føler sig værdigt behandlet, ikke voldeligt. I praksis vil det sige, at ens identitet eller kultur bliver behandlet som et mål i sig selv, ikke et middel for andres ønsker og behov (for eksempel som et tal i rækken af det stigende antal patienter, som statslige fremdriftsreformer med vold og magt vil presse gennem psykiatrien).

Ægte nærvær giver ægte tillid

Der er sket en tingsliggørelse af patienten i psykiatrien. I psykiatrien var jeg kun en uartig krop, hvis værdi var tingsliggjort og vurderet ud fra, hvor ‘normal’ min ydre adfærd var. Mit ’psykiske problem’ blev løst, når min fysiske adfærd blev ’normal’. Alle psykiatere valgte uværdighedens vej hertil. De tæmmede mig med den (psykiske) vold og magt, som Ræven kun kendte alt for godt. Prinsen og Ræven repræsenterer også forholdet mellem overmagten og samfundets svage. Kontrol via fysisk magt er en billig og nem ’behandling’ eller ’opdragelse’ via udskamning og forkertgørelse af det ’vilde’ eller ’anderledes’.

De tæmmede mig med den (psykiske) vold og magt, som Ræven kun kendte alt for godt

Psykiaternes bulldozermentalitet havde ingen chance for at nå mig, da afstanden mellem os ikke var af mørtel og mursten. Deres modreaktion var at stemple mig som mere syg.

Hvad de ikke vidste, vidste min psykolog – og Prinsen allerede i 1943. Intet adskilte Prinsen fra Ræven. Intet forhindrede Prinsen i at tæmme Ræven med vanrøgt som et simpelt dyr – intet udover det, som ingen kan kontrollere, nemlig tiden. Kun tiden kunne afsløre Prinsens sande intention, hvilket Ræven iagttog i deres dage sammen med ’formålsløs’ sludder og tavst nærvær.

Her viste Prinsen, hvem han virkelig var. Han forsøgte ikke at forcere sig vej til den andens indre, men behandlede i stedet Ræven med den værdighed, der kun kan strømme fra netop de, der besidder et oprigtigt næstekærligt værdisæt. Prinsen instrumentaliserede aldrig deres relation ud fra egne behov, men ventede på, at han fik lov til at elske Ræven på Rævens egne præmisser.

Den svære spejling

Alle andre dumpede den tillidstest, som min psykolog bestod. Hun bestod den sjovt nok ved at være en kæmpe kliche: En tankelæsende spørgejørgen.

Vi er alle naturlige tankelæsere, når vi er sammen med kærester, familie og venner. Man færdiggør hinandens sætninger, fordi ens tanker og følelser er i sync. Bedste venner kan tænke præcis det samme, når de for eksempel går forbi en person på gaden med en særlig hat på hovedet. Blikket på hatten, blikket på hinanden og det efterfølgende latterbrøl er udtryk for en mellemmenneskelig indforståethed – et spontant indblik i den andens sind via et enkelt blik.

Dette kan også kaldes for mentalisering og spejling. Ligesom alliancen er mentalisering og spejling to solidevidenskabelige værktøjer i terapiens værktøjskasse, hvilket blandt andet understøttes af opdagelsen af spejlneuroner.

Den manglende mentalisering og spejling af mig var især med til at styrke min verdensfjerne ensomhed. Ingen behandlere havde tidligere forsøgt at skabe en mental model af, hvordan min indre verden egentlig så ud. Det minder egentlig om et dårligt parforhold: Modparten formår kun at forstå den andens adfærd ud fra sin ’sin egen verden’, og tolker alt andet som underligt eller forkert.

Ægte spejling angår den indre livsverden. Det vidste min psykolog. Det er først, når alt det usynlige og usagte bliver set og sagt højt, at vi mennesker reelt begynder at eksistere for hinanden.

Skammen, selvhadet og samfundshadet havde hersket i mig mange år, før jeg mødte hende. Udadtil havde jeg altid et smil klar på læben og en kvik bemærkning i ærmet, men indadtil var jeg overbevist om min egen ensomhed og isolation. Det ændrede sig, da jeg som sky Ræv endelig mødte min Prins.

Skældud var min hverdag som barn og ung, ligesom det gælder for så mange andre med især adhd. Jeg følte mig misforstået af alt og alle. Udstødt og alene skabte jeg min egen tankeverden. Det var denne indre verden, som min psykolog kunne mentalisere og spejle. Uden fordomme. Uden bedrevidenhed – bare nysgerrig på mig.

Selv når jeg ikke sagde noget højt, kunne hun følge mine logikker. Hun kunne italesætte min uretfærdighedsfølelse og andre følelser, som jeg troede, at jeg var alene med. Men måske vigtigst af alt, kunne hun forstå min altomsluttende medfølgende vrede. En vrede, jeg selvfølgelig ikke kunne tale højt om, for det var netop sådan nogle vredesudbrud, som jeg havde fået skældud for til at starte med. Selv det forbudte og ucharmerende, ja, faktisk også det dybt irrationelle inde i mig kunne hun forudse og forstå betydningen af.

Kunsten at se for alvor

Det er dog svært at spejle noget, der er ukendt for en selv. Når en psykolog har adgang til, hvad andre føler og tænker, er det, fordi de kan se verden gennem den andens øjne (som en tankelæser). At kunne se verden gennem den andens øjne kræver, at man kan begribe deres livsposition og verdenssyn. Det kræver sin helt egen form for videnskab. Det er en psyko-analyse, der ikke kan reducere sindet til sine kemiske bestanddele. Det er en behandling, der ikke kan syntetiseres til et lægemiddel og proppes i et pilleglas.

Psykens ingredienser er ikke atomer og molekyler, men minder og erfaringer rørt rundt i ens identitet

Psykens ingredienser er ikke atomer og molekyler, men minder og erfaringer rørt rundt i ens identitet.

Terapiens metode er den empatiske med-indlevelse. Psykologens med-lidenhed opstår, når man medoplever klientens mål, motivation, midler og modstand som en slags indre film for sit mentale blik. Jeg ser nu, at min psykolog brugte sin faglige viden om sindets skjulte stier – de veje, som følelser og tænkningen går – til at gennemspille min oplevelsesverden, som var den hendes egen.

Min psykologs indlevelse fulgte dog ikke de logiske regler for eksempelvis celledifferentiering, men sit helt eget sæt af lige så svært forståelige principper. Hun gjorde brug af en særlig psyko-logik. Hun forstod simpelthen, hvordan mening opstod i netop mit sind. Hun kunne ‘udregne’, hvordan jeg oplevede verden, og hvordan jeg skabte mening. Jeg fik følelsen af, at hun bogstavelig talt kunne se mine tanker og mit inderste indre. Med denne viden kunne kun så (kærligt) begynde at udfordre og omstrukturere mine negative tankemønstre.

Sådan tog hun mig ud af min ensomhed.

Hun lyttede, gav råd uden at diktere, men hun slog også ned på mit bullshit, når det var nødvendigt. Det gjorde hun dog uden at udskamme mig eller tro, hun vidste alt. Hun var kort sagt en klog og kærlig autoritet. Den psykologiske behandling af sindet kræver grundlæggende en asymmetrisk relation, hvori den ene part både skal tage ansvar for sine egne og den andens følelser. Dette hører sjældent hjemme i ligeværdige relationer, men derimod i terapiens rum.

LÆS OGSÅ: Mere sex på pensum, tak! 

Den terapeutiske alliance, mentalisering og den empatiske spejling er langtfra noget, der kan forvaltes af alle. Det er et fagligt håndværk, som man må uddannes til at mestre. Det er en praksisnær menneskekundskab, som ikke bliver tilstrækkeligt værdsat i vores nuværende uddannelsessystem.

Den ‘matematiserbare’ videnskab råder snart enevældigt over pensum. Den Lille Prins kunne eksempelvis nok ikke komme på pensum – selvom den måske burde. Det er jo ikke videnskab, siger de. Sådan noget humanistisk pladder hviskes der i krogene.

Sådan vil det sikkert vare ved, så længe det nuværende Institut For Psykologi får lov til at definere, hvad videnskab overhovedet er. En definition, der indebærer en masse korrelationsmatricer, men så vidt jeg kan se, intet har med menneskets menneskelighed at gøre.