Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Coronavirus
Corona-nedlukningen er – på en trist baggrund – en virkelig interessant test af fjernundervisning, hvis man spørger lektor i retsfilosofi Jakob v. H. Holtermann. Studerende siger, at det fungerer okay, så længe det er midlertidigt.
»Enten er det gået meget, meget galt, når ingen fortæller mig noget, eller også går det nogenlunde efter planen,« siger Jakob v. H. Holtermann i telefonen. Han er lektor på Jura, og han sidder derhjemme, i det han selv kalder førerbunkeren, og venter på feedback fra sine kollegaer, der er i gang med de første fjernundervisningslektioner.
LÆS OGSÅ: Da Københavns Universitet skulle online på ingen tid
Det har været en travl periode for Jakob v. H. Holtermann og teamet, som han er fagleder for. Efter statsministerens beslutning om at lukke for undervisning på campus i foreløbig to uger, skulle underviserne tænke i nye og digitale baner – hurtigt.
Lige nu er en årgang jurastuderende i gang med kurset Ret, moral og politik, hvor feedback og dialog er essentiel. For de 17 hold med hver 35 studerende er det vigtigt at bevare den diskussion, der hører til på et universitetsseminar – også selv om man er langt fra hinanden.
Teknologisk kan du godt have 600 studerende online samtidig, men det giver ikke mening, hvis man skal have et dialogisk element.
Lektor Jakob v. H. Holtermann
»Teknologisk kan du godt have 600 studerende online samtidig, men det giver ikke mening, hvis man skal have et dialogisk element,« siger Jakob v. H. Holtermann. Han siger også, at selv om fjernundervisning er den bedste løsning, universitetet kan levere lige nu, er det ikke den ideelle undervisningsform:
»Selv om vi gerne vil kunne klare den her udfordring, vil vi ikke have, at fjernundervisning bliver det almene. Det vil både have en effekt på det faglige niveau, og så står vi jo med 17 undervisere, der ikke kan få et job igen til næste semester.«
LÆS OGSÅ: 10 tips til at komme videre med dit projekt, mens du er i corona-isolation
Jakob v. H. Holtermann brugte det meste af sin weekend på at få stablet nye online-seminarer på benene: en PowerPoint optaget på forhånd med video af underviseren der forklarer dagens teori, efterfulgt af online-diskussion og feedback i programmerne Zoom og PeerGrade. Disse programmer er både blevet brugt til de studerendes undervisning og i introduktionen af fjernundervisningen til undervisere:
»Jeg underviste mine kolleger i at bruge Zoom i et møde over Zoom,« siger Jakob v. H. Holtermann.
LÆS OGSÅ: Sådan påvirker corona studerende i resten af verden
Han og kollegerne er blevet sat på en prøve under de nye corona-rammer, og han siger, at han er stolt af alles indstilling og arbejde. Der er især en gruppe, der har overrasket positivt:
»De ældre tog en dyb indånding, for ikke alle er jo vante computerbrugere. Til gengæld var det to undervisere i tresserne, der lagde deres videoer op først. På den måde har det været et positivt indspark imod de fordomme, man ellers kan have om, hvad de forskellige generationer står for,« siger Jakob v. H. Holtermann.
Men hvilket engagement kan man regne med fra en flok studerende i et interaktivt, online læringsrum?
»Det er sværere at aktivere de studerende, når de sidder foran skærmen derhjemme, så der er jo heldigvis stadig noget socialt forpligtende i at befinde sig i det samme rum,« siger Jakob v. H. Holtermann. »Selv om vi har en god plan kørende, så må idealet stadig være blended learning, hvor personligt fremmøde indgår. Det er et personligt tab i, at læringen bliver flyttet om bag skærmen.«
Det har været ret hyggeligt at se professorer og lektorer hjemme i deres habitat med læsebrillen på næsetippen.
Jakob v. H. Holtermann skal nu undervise hele Det Juridiske Fakultet i, hvordan man bedst får aktiveret de studerende og formidlet undervisningen i digitale rammer. Corona-lukningen giver ifølge Jakob v. H. Holtermann anledning til, at professorer og lektorer kan opdage nye aspekter af deres undervisningsmetoder – måske er det endda sundt for den gængse akademiker at få udfordret sit digitale intellekt lidt:
»Normalt er akademikere ikke de bedste til at indrømme ting, de ikke kan. Men det har ikke været et problem her – folk har været ydmyge, opsøgende og spørgende. Og det har været ret hyggeligt at se professorer og lektorer hjemme i deres habitat med læsebrillen på næsetippen med milde og udforskende blikke ind i webkameraet.«
Tobias Bessing og Ellen Aagaard Marquard er to ud af de 600 jurastuderende, som følger det nye fjernundervisningsprogram. De siger, at de er glade for stadig at modtage undervisning, selv om det har krævet tilvænning:
»Det var en lidt sløv start. Man oplevede det samme som i begyndelsen af et semester, hvor man lige skal finde ud af, hvordan man stiller spørgsmålene,« siger Tobias Bessing om seminarerne, hvor spørgsmål bliver stillet på skrift fra de studerende, og underviseren svarer over video.
»Det bliver mere sådan en Q&A-session med underviseren. Du kan ikke rigtig få en diskussion op at køre. Der er altid 5-10 sekunders stilhed, hvor den studerende, der er ved at spørge, sidder og hamrer i tastaturet. Hvis man er til stede fysisk, er der et mere naturligt flow,« siger Tobias Bessing. Han tilføjer:
»Indtil videre er det gået fint. Det er meget rart at kunne tilrettelægge undervisningen efter din hverdag – vi har jo endnu mere frihed, end vi havde i forvejen.«
Det kunne måske være godt til en afveksling, hvis forelæsningerne blev transmitteret.
Jurastuderende Tobias Bessing
Jurastuderende Ellen Aagaard Marquard siger, at hun har brugt næsten lige så lang tid på at finde ud af programmerne, som på forelæsningerne.
»Det har selvfølgelig være lidt træls, men man har tiden til det nu,« siger Ellen Aagaard Marquard. Hun siger, at det fungerer fint at diskutere under fjernundervisningen, men at dialog ikke er det samme på skrift: »Det er jo lidt ærgerligt, men det er nok den bedste løsning. Jeg synes, det fungerede meget godt, omstændighederne taget i betragtning.«
Tobias Bessing siger også, at løsningen er den bedste efter omstændighederne, men at han ville være ked af, hvis fjernundervisningen varer mere end to uger: »Ud over det nødvendige, synes jeg ikke, at det skulle fortsætte. Det kunne måske være godt til en afveksling, hvis forelæsningerne blev transmitteret.«
Ellen Aagaard Marquard siger, at hun har svært ved tanken om en forlængelse af fjernundervisningen, da hun blandt andet har en eksamen i faget Retshistorie for enden af de – indtil videre – to undervisningsfri uger.
Hun holder motivationen oppe i øjeblikket ved at holde fast i vante rutiner: »Jeg prøver at stå op og gå i seng til samme tid som til dagligt. Så tager jeg nogle pauser og går nogle ture, og jeg holder fri efter klokken 16. Hvis man bare nogenlunde opretholder normalen, virker det fint med undervisning hjemmefra, det har det gjort for mig – i hvert fald her i de første par dage.«
LÆS OGSÅ: På udveksling i en coronatid: »Jeg tror stadig, man kan få noget spændende ud af sit ophold«