Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Studenterpolitik — En jurastuderende hældte en skidtspand af kritik ud over Konservative Studerendes mærkesager ved univalget. Men da hun fejllæser vores politiske program, kommer her en øjenåbner.
I Uniavisen 18. december kunne man læse et debatindlæg, der hævder, at studenterdemokratiet er dødt, og at Konservative Studerendes, KS, valgkamp var »latterfremkaldende« og »banal«, fordi vi glemte, at vi var borgerlige og gik til valg på ligegyldige mærkesager.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Kære Mathilde Holst, jeg mener, at det er din tilsyneladende manglende evne til at tænke fra handling til konsekvens, der er grinagtig og banal.
LÆS OGSÅ: »Sundt studenterdemokrati« mig i røven
Hæng i, fordi jeg nu vil argumentere for, at konsekvenserne af KS’ politik er mindre stressede og ensomme studerende, et højere fagligt niveau, personligt ansvar for egen læring og plads til individuelle behov. Hvis det ikke flugter med din ideologi, er det vist ikke KS, der har glemt borgerlighedens væsen.
At studenterdemokratiet ikke ligefrem blomstrer, kan vi godt blive enige om. Heller ikke jeg er stolt af en stemmeprocent på 19,2.
Men ligesom du ikke nøjes med at sætte et kryds hvert fjerde år, når det kommer til nationalpolitik, men engagerer dig året rundt som medlem af Liberal Alliances Ungdom, kan du jo overveje selv at tage et ansvar for det sunde studenterdemokrati, du efterspørger.
Heller ikke jeg er stolt af en stemmeprocent på 19,2
Meld dig ind i KS og vær med til at udvikle vores politik i stedet for blot at brokke dig over den, når du har sat et enkelt kryds til univalget. Studenterdemokratiets sundhed bør måles på, om det trækker vejret hele året og ikke kun, når det får hjertemassage én dag i november.
Det var studenterdemokratiet. Lad mig så uddybe, hvordan KS faktisk er hundrede procent bevidst om den borgerlige ideologi, som vi to deler, i vores mærkesager – samtidig med at vi kæmper en vigtig kamp for de svageste studerende.
LÆS OGSÅ: Studenterrådet tager den forventede sejr ved univalget
Du slår et slag for mødepligt til undervisningen, som du kalder »nødvendig«, men mødepligt er en ny opfindelse, som kun er opstået, fordi universitetet er blevet en masseinstitution, der ikke længere kan have høje forventninger til de studerendes vilje og evner til at studere.
Universitetet har som institution i mange år fungeret fint uden mødepligt. Forskellen på at være universitetsstuderende og skoleelev er, at man på universitetet har ansvar for egen læring. Det er et fint princip, der bygger på tillid, og det skal vi ikke fravige.
For langt de fleste studerende vil det være fornuftigt at møde op til undervisningen, fordi flertallet, ifølge undersøgelser fra AU, IDA og VIA, lærer mere på den måde.
Men for nogle studerende fungerer det bedre at læse på andre tidspunkter eller i andre rammer end de fastsatte. Det gælder for eksempel studerende, der (måske af ideologiske årsager) har fravalgt SU for at arbejde i dagtimerne; studerende, som døjer med social angst eller andre psykiske udfordringer eller studerende, der bor hjemme hos et sygt familiemedlem. Jeg tilhører selv den sidste kategori.
LÆS OGSÅ: Jeg vil kæmpe for vores ret til at bestemme selv
Du vender tingene på hovedet, når du påstår, at vi skaber en fortælling om de studerende som ofre. Vores fortælling er stik modsat: De studerende er ansvarlige, myndige mennesker, der godt kan selv. Og af sig selv. Helt uden frygt for fraværssanktioner.
Du lader til at være über liberal, og derfor undrer det mig, at du her har en blind vinkel for individuelle behov. Selvfølgelig skal vi stille krav til studerende! Derfor skal vi kun optage de dygtigste, og vi skal give dem en svær eksamen, der matcher den akademiske anseelse, de får.
Du skriver, du savner fokus på faglighed, det havde du fået ved at stemme på os
Men vi kan da ikke stille krav til voksne mennesker om, hvordan de individuelt tilrettelægger deres hverdag og vælger at tilegne sig viden. Selv hvis en gruppe studerende vælger at drikke sig stive mandag til fredag for så at læse intensivt i weekenden eller i tre uger op til eksamen, hvad rager det så egentlig andre?
Hvis jeg får 12 til en eksamen, og du får 12 til en eksamen, fordi vi begge kan det stof, vi skal ud at arbejde med eller forske i, er det for mig at se fuldstændig underordnet, hvordan vi har opnået den nødvendige viden, eller hvor meget vi har hygget os ved siden af. Alle er ikke lige: Vi lærer forskelligt, og nogen lærer hurtigere og nemmere end andre.
Det er rigtigt, at vi i KS gerne vil optage forelæsningerne og gøre dem tilgængelige online. Hvad antiborgerligt er der i et initiativ, der vil give flere muligheder til de studerende, skabe åbenhed om undervisningen og være økonomisk ansvarligt? Udstyret er allerede købt i dyre domme i coronatiden, så det kræver blot, at forelæserne trykker ‘optag’.
Hvis man er syg, kan man se forelæsningen hjemme; hvis man har svært ved at forstå en pointe i et fag, kan man gense forelæsningen, og hvis man vil være bedst muligt forberedt til en eksamen, kan man streame hele semesteret igen og igen.
LÆS OGSÅ: Optag nu undervisningen
Du beder os lave politik, der hjælper studerende med handicap. Kunne man forestille sig, at det netop kunne gavne handicappede, at de kunne se forelæsningerne hjemmefra?
I dag står KU’s meget dyre optageudstyr bare og samler støv. Det er næppe en borgerlig værdi – og alting behøver vel heller ikke være dybt ideologisk funderet – nogle tiltag er også bare praktiske.
Det er misvisende, at du i dit indlæg beder os sætte fagligheden i centrum, mens du aktivt undgår at fortælle om de af vores mærkesager, der netop handler om faglighed.
KS gik til valg på, at køns- og racekvoter ingensinde skal indføres, og at de studerende ikke længere skal spille nogen rolle i fastsættelsen af pensum. Professorerne har bedst styr på stoffet, og de skal fastlægge pensum efter udelukkende fagligt opstillede kriterier uden særhensyn af nogen art.
Du skriver, du savner fokus på faglighed, det havde du fået ved at stemme på os.
LÆS OGSÅ: Konservative Studerende: Vi adskiller os, fordi vi er en blå politisk liste
Ikke nok med at vores politik, som jeg her har uddybet, er solidt forankret i borgerlig ideologi, men vores mærkesager adresserer også den massive udfordring, du selv efterspørger løsninger på: At alt for mange studerende føler sig stressede og ensomme.
Når vi går til valg på, at der ikke skal ligge eksaminer første uge af januar, handler det ikke, som du skriver, om, at universitetet skal indrette sig efter de studerendes behov for at gå på dødsdruk.
Når vi går til valg på, at der ikke skal ligge eksaminer første uge af januar, handler det ikke, som du skriver, om, at universitetet skal indrette sig efter de studerendes behov for at gå på dødsdruk
Det handler derimod om at give en håndsrækning til præcis de studerende, der føler sig ensomme og stressede. Hvis man har eksamen 21. december og igen 2. januar, har man ikke juleferie, men læseferie. Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste studerende, der mærker høje forventninger i ferierne.
Vores familier klager over at se os for lidt hele året, og nu har vi endelig en uge til at holde jul med familien, julefrokost med den udvidede og nytår med den selvvalgte. Alt sammen kærligt samvær, der sænker vores kortisolniveau. Ah!
Men hvis vi skal bruge hele ferien på at have dårlig samvittighed over, at vi ikke rigtigt er til stede i vores omgivelser, fordi vi i virkeligheden burde bruge vores tid på at terpe videnskabsteori, får vi åbenlyst ikke sænket stressniveauet.
Derfor, kære Mathilde, håber jeg, at du har haft en dejlig ferie, og jeg håber, at du vil overveje at melde dig ind i Konservative Studerende ved at overføre 75 kroner til 500011.
LÆS OGSÅ: Kevin Olesen ser tilbage på to år i KU’s bestyrelse: »At bruge magten er det svære«