Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Grinagtigt — 19,2 procent er ikke en flot valgdeltagelse. Men den er forståelig, når alle bragte så ligegyldige mærkesager til bordet. Som medlem af Liberal Alliances Ungdom græmmede jeg mig særligt over Konservative Studerende. Har de fuldstændig glemt, at de er borgerlige?
Jeg gjorde noget til univalget, som jeg aldrig har gjort før. Jeg stemte blankt.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Ikke fordi jeg ikke kender udvalget i iskiosken, men fordi jeg fik en smagsprøve på samtlige is og kunne konstatere, at de alle smagte rædsomt.
I år har 19,2 procent af de studerende stemt til bestyrelsesvalget, hvilket er en fremgang på cirka fem procentpoint fra sidste univalg i 2023. Spidskandidaten for Studenterrådet, Jesper Gür, udtalte herom, at »det er et tegn på, at der er et sundere studenterdemokrati«.
At man drister sig til at kalde en valgdeltagelse på under en femtedel af de studerende for et sundt studenterdemokrati, er helt oplagt dumt. Det er ikke udtryk for et sundt studenterdemokrati, det er udtryk for, at de studerende er fuldstændig ligeglade.
LÆS OGSÅ: Studenterrådet tager den forventede sejr ved univalget
Og det kan man ikke fortænke dem i, når kandidaterne med deres banale mærkesager udviser selvsamme ligegyldighed over for valget.
Jeg kan næppe løbe fra, at jeg politisk ligger tættest på Konservative Studerende. At stemme på Studenterrådet eller Frit Forum med deres obskure forslag om, at universiteterne skal stille psykologer, hygiejnebind og gud ved hvad til rådighed for de studerende, var derfor selvsagt udelukket.
Ikke desto mindre var KS’ mærkesager til univalget så grinagtigt banale og komplet blottet for værdimæssig eller ideologisk tænkning, at jeg måtte gå andre veje. Jeg så ingen anden mulighed end at stemme blankt.
Lad mig give et par eksempler på mærkesager, som Konservative Studerende gik til valg på.
Først kan nævnes kravet om, at forelæsninger skal optages, så de studerende kan tilgå dem virtuelt på andre tidspunkter. For, må man forstå, det er særdeles vanskeligt at balancere studielivet med et studiejob, hvis man tvinges til at dukke fysisk op til undervisningen.
KS er nærmest gået til valg på, at Studenterrådet skal bekende kulør – men de har selv glemt deres politiske forankring
Dernæst skal det åbenbart ikke længere være muligt at afholde eksamener i første uge af januar. Det kan næppe have anden begrundelse, end at Konservative Studerende betragter det som en menneskeret at drikke sig stangbacardi til nytår i et omfang, så man umuligt kan gå til eksamen i ugen derefter.
Hvis man ikke allerede nu er ved at brække sig over den selvynk og ulidelige medlidenhed med de studerende, der ligger i disse forslag, kan jeg som krymmel på softicen tilføje et sidste vigtigt krav i det stjernespækkede program: flere vandposter på campus. Som om København er blevet til Sahara-ørkenen.
Ringere mærkesager er ikke set, siden Jacob Haugaard gik til valg på medvind på cykelstierne. Forskellen er bare, at han gjorde det som en joke. Det gjorde Konservative Studerende ikke.
Ikke alene er mærkesagerne bagatelagtige. Men de er heller ikke borgerlige. Det er ikke borgerligt at mene, at det er synd for de studerende – at de er underkuet af mødekrav og eksamener og andre helt almindelige ting, som er en naturlig og nødvendig del af det at tage en lang videregående uddannelse.
Enhver mærkesag fra en borgerlig studenterorganisation bør bygge på et udgangspunkt om, at de studerende er stærke, handlekraftige individer, som selv har valgt at gå på universitetet – med alt, hvad det indebærer. Det er et værdimæssigt og ideologisk tab af dimensioner, at Konservative Studerende har glemt deres borgerlige ophav.
LÆS OGSÅ: Konservative Studerende: Vi adskiller os, fordi vi er en blå politisk liste
Endnu mere latterfremkaldende er dette paradoks: KS er nærmest gået til valg på, at Studenterrådet skal bekende kulør som politisk (venstreorienteret) – men de har selv glemt deres politiske forankring. Det er ikke bare pinligt. Denne afpolitisering er også underminerende for studenterpolitik på den lange bane. Studenterpolitik skal ikke være apolitisk – og det er i særdeleshed vigtigt med borgerlig studenterpolitik.
Studier viser en historisk mistrivsel blandt studerende. I Studiemiljøundersøgelsen 2023 svarede 40 procent af KU’s studerende, at de ofte eller altid har stærke stresssymptomer op til eksamen. 18 procent svarede, at de ofte eller altid føler sig ensomme på studiet.
Jeg tror næppe, at flere vandposter løser den udfordring
Jeg tror næppe, at flere vandposter løser den udfordring. Det er store problemer, som påkalder sig borgerlig-liberalt tankegods. Borgerlig-liberale løsninger. Hvorfor ikke gå til valg på at styrke foreningslivet på universiteterne? Højne det faglige niveau? Skabe bedre vilkår for studerende med fysiske og psykiske handicap?
Det håber jeg på, at Konservative Studerende ved næste univalg kan være leveringsdygtige i. Ellers bliver det endnu en blank stemme fra min hånd.