Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kronik
Uddrag — Professor Hans Bonde rundede den 9. januar 67 år og går ved den lejlighed på pension fra Institut for Idræt og Ernæring på KU. Kronikken er et sammendrag af hans aftrædelsesforelæsning.
De seneste ti år har jeg følt det som at løbe på luft ud over en klippe ligesom de tegneseriefigurer, der først, når de kigger ned, opdager, at de hænger i luften.
Da jeg i sin tid fik min første ansættelse på det institut for historie, der i dag hedder Saxo-Instituttet, var det fornemste, man kunne gøre, at skrive store værker, måske endog en disputats, der både oplyste forskere og fængede det brede danske publikum. Det kan ikke længere altid prioriteres i den hektiske universitetshverdag.
Når samfundet forandrer sig, begynder kroppene at summe
Jeg er imidlertid gennem alle årene fortsat med at skrive bøger, og det er blevet til snart en snes. Efterhånden kan jeg se et mønster i hovedværkerne, der allesammen peger på den samme erkendelse: Du kan ikke skabe et nyt samfund med en gammel krop. Når samfundet forandrer sig, begynder kroppene at summe. Det er svært eller måske umuligt at skabe et nyt samfund med en krop, der gør som den plejer. Et nyt samfund kræver nye bevægelsesmønstre.
Det vidste allerede de gamle grækere, da de skabte demokratiet på folkeforsamlingerne samtidig med, at de ved de olympiske lege øvede sig på lighed i sporten – med dens princip om, at alle var lige bag startsnoren, alle var nøgne, altså uden klassedistinktioner, og alle blev pisket af dommeren, hvis de snød, uanset om de var general- eller håndværkersønner.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
For mit eget vedkommende erfarede jeg selvforandringen gennem sport, da jeg som tolvårig begyndte på judo. Mange af os drenge lavede frygtelig meget ballade i skolen. Men en dag kom en sortbæltet japaner til Taastrup og begyndte at undervise i byens nye judoklub.
Hos ham lærte vi at koncentrere os, og han virkede ikke som mange lærere dødkedelig, men som én, vi ikke kun ville lære af, men også ville være som, kort sagt en sensei (mester). Vi var totalt fokuserede, fordi undervisningen handlede om noget spændende og satte vores kroppe i spil.
Den erfaring mundede ud i min første bog fra 1989, Judo – den milde vej, om hvordan den svage kan bruge den stærkes kraft mod ham selv. Desværre er det fortsat i dag et uløst problem i folkeskolen, at især mange drenge bliver koblet af en relativt abstrakt og stillesiddende undervisning uden krop og uden leg.
På historiestudiet blev min erfaring med judoens livsforandrende kraft til en videnskabelig søgen. I min bog og ph.d., Mandighed og sport fra 1991, viste jeg, at den moderne danske sports gennembrud omkring år 1900 kunne ses som udtryk for, at unge middelklassemænd trænede til at blive konkurrencedygtige, målrettede og resultatorienterede i det spæde kapitalistiske samfund. De skulle ikke længere følge i deres fædres fodspor, men skulle lære selv at bane vej for at gøre karriere.
LÆS OGSÅ: Hvad skal jeg med en bachelor i engelsk?
Dette voldsomme ryk i kroppene gentager sig, da det fra omkring 1965 er kvinderne, der efterspørger en dynamik, de kan bruge i deres bevægelse ud på arbejdsmarkedet. Først dyrker de tidligere husmødre Jane Fonda-workout via VHS-bånd hjemme i deres stuer under devisen: No pain, no gain! Og siden kom konkurrencesporten med halvfemsernes ’Jernhårde Ladies’ som bannerførere, der kulminerende med lige så mange kvindelige som mandlige deltagere ved OL i Paris 2024.
Allerede i begyndelsen af 1900-tallet var der også kommet bevægelse i landboernes kroppe. Kunne den gamle bondetype, der stadig godt kunne tage sig en ordentlig dram, og som var mærket på sin krop af det hårde fysiske slid, tage opgaven med at skabe det nye samfund op? Kunne bonden gå den nye tid i møde med oprejst pande, når han stadig bevægede sig stiv og krumbøjet rundt med dybe bøjninger i knæene og fingre, der var krummede af trillebørens greb?
Hvis en enkelt kropsdel nogensinde har været central for en hel bevægelses ideologi, må det være den rette rygsøjle
Selvfølgelig ikke. Som led i den grundtvigianske kulturrevolution i forsamlingshuse og på højskoler, begyndte de unge karle og piger at dyrke den såkaldt lingske eller svenske gymnastik. I nye gymnastiksale begyndte landboerne at stille sig på snorlige rækker og udføre lineære bevægelser i takt under en delingsførers manende kommando. Herved fik de trænet selvdisciplin og den kollektivisme, der krævedes i andelsbevægelsens tid.
Hvis en enkelt kropsdel nogensinde har været central for en hel bevægelses ideologi, må det være den rette rygsøjle, som hyldedes i landgymnastikken. Fra 1880’erne begyndte gårdmændene gennem gymnastikken for alvor at gøre oprør mod billedet af den underdanige, nedbøjede bonde. For gårdmandsklassen symboliserede den ranke ryg afkastelsen af et socialt åg.
Landgymnastikken var i begyndelsen en mandighedskult, hvor mange kvinder havde det svært med de stive, ’maskuline’ bevægelser og i mellemkrigstiden skabte nye, ’feminine’ bevægelsesformer som Snoghøj- og Bertramgymnastik. I dag er vi landet i den omvendte situation, hvor meget gymnastik er blevet meget rytmisk og fleksibel. Drenge forlader gymnastikken, og
En af de dynamiske amatørsportsmænd før 1900 hed J.P. Müller. Han blev verdensberømt på et nyt system til sundhed. Han var en kroppens Brandes, der stod for et kropsligt Moderne Gennembrud. Hvor litteraten Brandes bidrog til at løfte danskerne ud af det victorianske samfund ved at opmuntre til kritik og social bevidsthed, vristede Müller kroppen fri af seksuel undertrykkelse, angst for berøringer og indespærring i korsetter og stive knækflipper.
Müllers efterfølger som dansk internationalt gymnastikikon, Niels Bukh, blev mellemkrigstidens store gymnastikglobetrotter og skabte en helt ny frigørende mandeæstetik. Gennem sin stærke interesse for formgivning af det maskuline udtryk inspirerede han en hel generation af unge landbomænd til at bryde ud af de stivnede gymnastiske former for i stedet at bevæge sig dynamisk og rytmisk kun iført små sorte boxershorts og uden angst for berøring af kønsfæller. Bukh skabte en svedfrembringende tempogymnastik, der var med til at træne de unge karle og piger på landet til, at hjulene skulle køre hurtigere for at sikre dansk landbrugs succes på verdensmarkedet. »Danske Bukh er lige så stor en eksportsucces som Danish bacon,« skrev Nationaltidende.
LÆS OGSÅ: Studenteridræt: Uniavisen går sportamok
I min disputats fra 2000 viste jeg, at Bukh var mere højreekstrem end formodet. Således planlagde han et forbund med kontrol over hele den danske ungdom. Han deltog i fejringen af Hitlers fødselsdag i Berlin den 20. april 1942 og samarbejdede med Hitlers højre hånd i Danmark, Werner Best. Han planlagde sågar en fredsfest, der meget profetisk skulle afholdes i maj 1945. Dog tog han fejl af, hvem der vandt krigen.
I modsætning til Niels Bukh var Danmarks Idræts-Forbunds top ikke præget af nazismen. Men under Besættelsen kom den under pres fra både tyskerne og det danske udenrigsministerium for at genoptage idrætssamarbejdet med tyskerne. Nazismen kan ses som en blanding af forførelse og vold – og idræt spillede en helt central rolle i forførelsen af ikke mindst ungdommen i Tyskland. Hitler og propagandaminister Goebbels ville også bruge dette forførelsesmiddel overfor den danske ungdom.
Mit næste større værk fra 2006 viste, at der under Besættelsen foregik den stærkeste politisering af dansk idræt nogensinde. Aldrig før eller siden er der foregået et så intenst dansk-tysk samarbejde med landskampe i begge lande i fodbold, håndbold, boksning, svømning og så videre. Idrætssamarbejdet med tyskerne blev dog for alvor slået ud af kurs ved et oprør i Parken grundlovsdag 1941, hvor de mange unge arbejderfans begyndte at tæske løs på besættelsesmagtens soldater.
Fortsat i dag ser vi koblingen af politik og kropslig forførelse, for eksempel når statsledere som Vladimir Putin forsøger at bruge den russiske elitesport som kulisse til en personkult omkring sig selv som sportsmand og action-helt på hesteryg med nøgen overkrop. At vi også i dag har brug for at lære af historien ses for eksempel ved, at VM i 2034 skal afholdes i Saudi-Arabien med dets belastede forhold til menneskerettigheder.
LÆS OGSÅ: Hans Bonde: Politisering af sporten kalder på et nyt idrætspolitisk tankesæt
I min nyeste bog fra i år, Den Danske Riddertid, viser jeg, at dansk middelalder var en riddertid med borge med riddersale og med en ridderlitteratur, der hyldede ridderen og hans udvalgte, men uopnåelige dame. Det nye riddersamfund blev i høj grad funderet på dyrkelse af ridderens krop, der iført rustning modtog ridderslag i hovedkirken og deltog glansfuldt i ridderturneringer.
Sporten har altså lige fra første færd bidraget til en civilisering
Hvor riddertidens konger optrådte foran folket, udtrykker vores kong Frederik det konstitutionelle monarkis logik, når han i Royal Run løber med folket. Intet under, at han netop nu er blevet karakteriseret af danskerne frem for alt med de to ord ’folkelig’ og ’sporty’. Hvor den moderne sport indtil videre kun har varet 150 år, stod den finkulturelle riddersport på i 600 år.
Efterhånden fik riddertidens turneringer faste regler, ens baner og fair dommere. Det blev for eksempel forbudt at ramme en modstander i ryggen og at ramme en modstander, der havde tabt sin hjelm. Sporten har altså lige fra første færd i form af riddersport bidraget til en civilisering. Det gør det endnu vigtigtigere, at vi i dag fastholder sporten som et etisk rum, der lægger en dæmper på tilskuervolden blandt hooligans, for eksempel hos nutidens FCK- og Brøndby-tilhængere.
Og hvad så med nutiden? Er en ny kropskultur også i vor tid med til at bane vejen for et nyt samfund? Måske er teknologiseringen af samfundet og ikke mindst AI ved at bane vejen for, at vi endelig kan frigøre kroppen fra det slaveagtige rutinearbejde.
Det var det samme, der skete i den græsk-romerske antik, men her på grusom vis via levende slaver, ikke teknologi. I antikken frisatte det paradoksalt nok en fantastisk energi, der udviklede kunst, arkitektur og teknologi og videnskaber som astronomi, medicin og filosofi. Frigørelsen af tanken foregik samtidig med udviklingen af enorme og vidt udbredte badeanlæg til afslapning og kontemplation og udendørs søjlehaller til filosofisk vandring. Måske viser mange moderne menneskers dyrkelse af yoga, afspænding og meditation vej til en ny fordybelse.
LÆS OGSÅ: Er AI en god studiemakker?
Desværre er der også en anden mulighed. Nemlig at vi på grund af ydre pres bliver nødt til at skabe en militærstat, hvor sporten bliver en central del af soldatertræningen. I så fald tvinges vi til at spejle os mere i de antikke bystater som krigerkulturer. Og måske vil ridderne som værnestand få en renæssance i en tid, hvor Danmark igen skal lære at forsvare sig selv – i øvrigt nu med støtte fra både mænd og kvinder.